Violin-Ole
Jeg hørte om "Purple Door", måske fra Hanne, en tidligere kollega til min mor, som var gift med en Amerikansk jet-pilot, der var blevet smykkesmed og nu boede i Roskilde. Edgar Heyman. En skøn mand med sans for psykologi, musik og menneskers måde at leve på. Og med sine egne syn på politik, klasseforskelle og sex. Alt sammen meget atypisk for min mor, troede jeg, indtil hun inviterede Hanne og Ed med hjem.

Måske hørte jeg om spillestedet fra en anden kant. Man husker ikke så godt, når man prøver at genkalde sig noget, der ligger mere end 40 år tilbage i tiden. Og så endda i ungdommen, hvor hver enkelt dag kunne rumme kontraster, som slet ikke kan beskrives.

Men på en eller anden måde hørte jeg om "Purple Door", et spillested for folk-music, og oplevede at blive vel modtaget og få lov at spille nogle sange og noget guitar solo. Det var egentlig meget lærerigt, eller rettere, havde været det, hvis Phil Jones, som kørte stedet, havde været lidt mere kritisk og sagt til mig, hvordan jeg skulle gebærde mig. Eller hvis hans kone, som var meget sød, havde brugt sin musikalske indsigt -- hun var klassisk uddannet og havde stort kendskab til både folk-music og jazz, og sikkert også til rock -- hvis hun havde sagt, hvad hun mente. Men det kom alt for sent, det kom på et tidspunkt, da jeg ville have svært ved at indrømme, at jeg burde lægge min stil om.

Så jeg fortrak. Jeg hørte om andre spillesteder og begyndte at gå til "Folk Club of Denmark", som kørte hver torsdag eller var det fredag, i en natklub i Nyropsgade, af alle steder, dette gudsforladte stilløse kvarter med realkreditforeninger og forsikringsselskaber.

Der mødte jeg mange mennesker og hørte nogle af de store navne blive større, Freddy Fræk, med en, der spillede vaskebræt så det var en fryd, og måske især Poul Dissing med Shel Silverstein sange; først troede jeg at det var ting, som Dissing selv havde fundet på, så gik det efterhånden op for mig, at det var ting, som var ganske kendte i USA og fortjente en dansk udgave.

Jeg havde nogle af de skønneste sange af Piet Hein og Halfdan Rasmussen. Jeg sang også et par ting af Tom Learer, men først og fremmest havde jeg nogle ting for guitar solo af Heitor Villa-Lobos, som var så stærke, at jeg en gang i mellem fik publikum med mig.

Men det var talent-aftener, altså aftener, hvor alle kunne få lov at spille et nummer eller to, og der var mange andre som spillede. Specielt husker jeg pigen med stråhatten, som sang så rent og dejligt, og som spredte smil og glæde med sin gruppe.

Jeg tror, at det var nogle af dem, hun spillede med, der en aften trak nogle nye ansigter op på scenen, og blandt andet en, som spillede violin. De spillede nogle af de mest platte danske folkemelodier og danse, blandt andet den, der hedder "Den Toppede Høne" i nogle forskellige iklædninger, og de gjorde det ikke særligt godt, men de havde drive og trak publikum med, og det var de gode til, det var kendte, danske ting, som var en stærk modsætning til alt det udenlandske. Vi kunne også selv levere råstof, og de viste, at det kunne bruges.

Jeg vidste ikke, hvad violinisten hed, men bagefter, ude i garderoben, kunne jeg høre navnet "Violin-Ole", det måtte jo være ham.

Der var også aftener, hvor den meget kendte Evald spillede folkemusik-violin, men det var mere ubehjælpsomt og havde ikke det drive, som denne gruppe pludselig viste.

Jeg var glad for at høre en violin. Jeg spillede selv violin - det gør jeg stadig væk, men slet ikke den slags og slet ikke på den måde. Jeg havde undervist lidt i guitarspil og havde også tænkt, at jeg ville komme til at undervise mere i violin, måske endda spille folkemusik selv, hvis jeg ellers kunne finde en måde, som ville få melodierne til at leve og hvis jeg kunne undgå de værste platheder, hvortil jeg regnede "Den Toppede Høne".

Og nu spillede de den, så den fik drive - det var da skægt!

En anden aften, en kold vinteraften, stod jeg ved stoppestedet på Nørreport og ventede på en sporvogn, som kunne køre mig hjemad. Når jeg stod der, samlede jeg altid op på hvem jeg var. Det var som at skifte ham. Der er noget antiklimax ved at tage en sporvogn, men det er også en rar ting, at man kender vognenes udseende og ruten og måden der ringes på og somme tider møder ansigter, man har set før. Langsomt kommer man hjemad.

Pludselig så jeg Violin-Ole stå og vente på en sporvogn i den anden retning og gik hen til ham og spurgte, om det ikke var ham, der havde spillet en aften i "Folk Club of Denmark".

"Joeh, det har jeg" sagde han.

"Det var dejligt at høre én, som spillede violin", sagde jeg, "det er noget, vi trænger til, og det var dejligt at høre en gruppe, som skilte sig ud og turde spille gamle danske melodier."

"Tak skal du have," sagde han, jeg kiggede lidt på ham, han så ganske almindelig ud, meget slank, med en tyk duffel-coat, ikke specielt moderne dengang, men varm og god sådan en kold aften.

"Hvordan går det så med spilleriet?" spurgte jeg, "jeg har ikke været i Folk Club på det sidste, har du fået spillet noget mere?"

Efter en lille pause fortsatte han "Det var egentlig kun for at være med, at jeg spillede der, jeg spiller ikke så meget."

"Det er da fint nok at tage det op, der er vel ikke noget i vejen for, at du kan gøre noget mere ved det?"

"Jeg spiller ikke så godt, og det var altså kun for at være med. Jeg ville så gerne opleve det, og så spurgte Claus, om ikke jeg spillede et eller andet. Jeg havde så min violin fra skoletiden liggende, og så sagde jeg at jeg måske kunne spille lidt violin," fortalte han.

Jeg så på Violin-Ole, han var ikke mere sjusket end så mange andre unge mennesker, der stod i lære eller læste uden at have rige forældre, jeg kunne ikke afgøre, om han var belæst eller ej, men han virkede så kultiveret og jeg kunne umiddelbart godt lide ham og ville for alt i verden indgyde ham mere selvtillid.

"Hmmm," sagde jeg, "hvis du kan lide at spille, så skal du da gribe chancen og prøve at spille noget mere" blev jeg ved.

"Nej. Jeg ... det var ikke så godt, jeg spiller ikke så godt. Det var falsk og jeg kom jo ud af takt flere gange. Til sidst kunne jeg ikke høre, hvor vi var og spillede bare det samme."

Jeg lo lidt forlegent, jo, det havde jeg jo hørt, men det var der så mange andre, der også gjorde.

"Det er jo bare en skævert, det skal du da ikke tage dig af" sagde jeg.

"Jeg er da glad for at du kunne li' det," sagde han, og en sporvogn kom drønende og hvinende ind, men det var ikke den, han skulle med. Vi havde et par minutter mere.

"Somme tider går det altså hedt til, og så hænger man på, så godt man kan!" docerede jeg, "selvfølgelig kan det blive bedre."

"Men mine fingre kan ikke rigtigt," sagde han, "jeg synes det lyder så falsk."

"Hvad med de andre, som spillede, hvad siger de?"

"Jamen jeg gjorde det jo bare for at være med."

En anden sporvogn kom hvinende ind og det var min, jeg løb hurtigt over på den anden side og råbte "farvel!"

En aften nogle måneder senere stod jeg igen på det stoppested og ventede på at blive båret hjem af tryghedens sporvogn.

Da så jeg en af de andre fra "Folk Club of Denmark", guitaristen Torbjørn, som havde spillet sammen med Violin-Ole og Harmonika-Egon og et par stykker til i den vilde "Toppede".

Jeg var i mellemtiden begyndt på et jura-studium, som aldeles ikke passede til mig, eller var det omvendt, og jeg må have set meget anderledes ud, for jeg skulle hen og spørge Torbjørn, om han stadig spillede og om han kunne huske Violin-Ole og de andre.

Han kiggede forundret på mig. "Nå ja, nu kan jeg se, hvem du er, du spillede nogle sange dengang. Violin-Ole? Du mener Ole Jensen? Han er død."

"Død? Han var da så ung, var han syg?"

"Nej, han var for gavmild," sagde Torbjørn.

"Hvad mener du med det?"

"Han døde af sult. Han havde altid mange gæster, og de tog hvad han havde."

"Jamen, kunne han så ikke sige, at de skulle gå?"

"Jo, det kunne han vel, men det gjorde de ikke", sagde Torbjørn, "Ole var så svag og han var alt for gavmild, og når der var nogen, som tog noget, så mente han at de også havde brug for det."

"Det var dog forfærdeligt!" sagde jeg, "hvordan kan det gå så galt? Var der ingen, som holdt af ham eller hjalp ham?"

"Alle kunne sådan set godt lide Ole, men der var ingen, som tænkte på, at han ikke fik mad nok. Og så blev han syg og kunne ikke blive rask."

Det var først mange år senere, at jeg funderede over, om dette var beskrivelsen af en narkoman, som havde opgivet at leve. Men Ole var ikke påvirket af noget, de gange jeg havde set ham. Det var på den anden side heller ikke så mange gange.

"Jamen hvad så med de andre? Hvad med ham, der sang Julius Strandberg viser?"

"Han spiller stadigvæk, du har nok ikke været derinde i lang tid, han kommer en gang imellem. Hans far har en tøjfabrik, det er derfor han kan få syet de gammeldags kostumer, han går i. Han har så mange penge, så han ikke behøver at tjene nogen, så han synger lidt gamle viser for sin fornøjelses skyld. Men folk bliver hurtigt trætte af at høre på ham."

"Og hvad så med William, som spillede Halfdan sange?"

"Han gik jo rundt i en pige-jakkesæt, jeg ved ikke om det var hans søsters eller hvad, men det var jo ikke så meget for at spille, som for at få lov at gå i det skøre tøj, at han kom."

"Ja det var nogle skægge skikkelser. Bollman, var der også en der hed, ham hører man heller ikke så meget," sagde jeg.

"Nej, Bollman holder ferie, han er vist taget til de Canariske Øer."

"Men Ole, Violin-Ole, hvordan kunne det dog gå sådan?"

"Han var for god".

[/blogging] permanent link

Skriv selv Antal: 8

Name/Blog: Madame
URL: http://huskebloggen.blogspot.com/
Emne:
Comment: Meget smuk historie, Donald - men aligevel havnede du ovre i den klassiske boldgade, ikke?

Name/Blog: Donald
URL: http://d-axel.dk/blox/2007/
Emne: Klassisk
Comment: Tak for din kommentar! Jo, jeg havnede så sandelig i et klassisk studium igen senere, - og det var faktisk også klassisk guitarspil, som jeg fik mest respons på (men det er en helt anden historie).

Men jeg havde (og har) ikke noget imod at nedbryde barriererne mellem kunstarterne og genrerne.

Dette at være i et levende musikmiljø med den gejst og dynamik, det var selvfølgelig sjovt for mig.

Enhver lighed med faktiske personer og hændelser er tilstræbt:-) Men for ikke at læseren skal blive totalt forvirret er der selvfølgelig udeladt en masse af de ting, som en 19-årig knægt ellers har i hovedet. Alt andet ville være totalt forvirrende. Jeg har prøvet at skrive den råt ned og kan se, at der er mange småfejl, dårlige replikker; det er jeg ked af, men det var vigtigt at få den ud.

Name/Blog: Madame
URL: http://huskebloggen.blogspot.com/
Emne:
Comment: Jeg synes også, det er fint at nedbryde barriererne mellem kunstarterne og genrerne! Tænk at du spiller klassisk guitar - måske vi må høre det en dag?

Name/Blog: Dana
URL: http://www.strikketante.blogspot.com
Emne: Et gys fra nostalgifeltet ...
Comment: Jeg husker også levende Purple Door ... og de to dejlige mennesker, som drev det. Og hendes katte!!!!!

De underlige mennesker, som kom. De der spillede, de der lyttede, de der gjorde begge dele. Når man er opvokset blandt pædagoger og lærere, som også var musikere, var Purple Door en åbenbaring.

Tak for dansen ned ad Memory Lane. Der har været en del Violin-Oler langs vejkanten - og de er alle borte fordi de gav med åbne hænder og hjerte, til der ikke var mere at give af.

Name/Blog: Donald
URL: http://d-axel.dk/blox/2007/06
Emne: Du er vist ikke så stramtandet som webloggen:-)
Comment: Tak for kommentarerne. Jeg er virkelig i tvivl om det er nødvendigt for historien at nævne "Purple Door", da det nok kun er os to og en lille udsøgt skare, som ved, hvad det dækker over. Men som sagt er historien en råskitse, og rammen skal sætte Ole's liv i relief eller i forhold til de ting, de bevægelser der var mod velfærd, udfoldelse og kærlighed. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg forestiller mig Ole's værelse i en korridor-ejendom på Nørrebro, men jeg er ikke klar til at digte den del af det. Jeg kan pludselig huske at ham, jeg kalder Torbjørn, fortalte, at Ole døde af lungebetændelse, og at der ikke var nogen af "vennerne" som tilkaldte lægen, før det var for sent.

Ud over denne her historie har jeg også set nogle glimt af Harmonika Egon som får harmonikaen på Svante i Stormagasinet (det er nemlig ham) til at lyde meget mere hjerteskærende (igen, måske skal navnet ændres).

Hvis det skal lykkes at fortælle mere, er det nødvendigt at kontrastere med de vanvittig sjove situationer.

Name/Blog: Dana
URL: http://www.strikketante.blogspot.com
Emne: Stedet eller stemningen ....
Comment: Jamen det er jo nok ikke så 'select' alligevel ... det er jo den evige historie om kontrasten mellem den indre bonderøv, den indre reformator og de ting livet gør ved os, ikke?

Desuden er musikervinklen vigtig (tror jeg), i alt fald som jeg læser din historie. Den der kontrast mellem den totale indlevelse og den totale egoisme, som er ét lille snubleskridt fra hinanden (eller hinandens spejlbilleder). Og chokket over, at man ikke nødvendigvis er et godt empatisk menneske fordi man er en god empatisk musiker. At spille sammen er ikke det samme som at kunne omgås, eller at kunne stole på hinanden :o)

Derfor fik vi kontrasterne. Korridorlejlighederne på Nørre- og baghusene på Vesterbro, hvor man boede fordi det var billigt nok til at man kunne alt det andet også på en ussel løn. Musikmiljøet, som var så berusende at man helt glemte at se på folk som mennesker og deres generelle adfærd, hvis man bare kunne drukne sig i samspillet. Det krævede en styrke som ikke alle havde, at se folk som de VAR i stedet for som de spillede.

Og så de enkelte lysende mennesker, der brændte ud alt, alt for tidligt fordi de så de skærende kontraster mellem idealer og virkelighed, derude i samfundet. Velfærd er en stor og sej mundfuld, hvis man ser alle dem der ikke oplever den, og kærlighed er et hånsord for dem der ikke ved hvad den er.

Keep up the good work.

Name/Blog: Donald
URL: http://d-axel.dk/blox
Emne: Den indre bonderøv:-)
Comment: Musikken og spillerne er vigtig i denne her historie, joda! Og det kræver styrke at se folk som personer i stedet for som musikere, det er nok dét, jeg prøver. Jeg har sådan set, øh, på en måde ... en oplevelse af et indre øje, som jeg ikke turde bruge dengang - nu ser jeg glimrende med det indre øje men skal til gengæld bruge briller til at læse med:-)

Name/Blog: Liselotte
URL: http://www.slagtenhelligko.dk
Emne: Åh altså...
Comment: Du kan noget helt enestående, Donald. Du ser med hjertet. Jeg trængte sådan til at huske det. Tak for historien :-)

De smukke mønstre på fodboldbanerne ...
fik altid en kommentar med selv i TV-kun-sort-hvid-alderen. I dag børster man banerne for at de skal se pæne ud, når spillet går igang. Det må være et godt job at være græsmand for de store klubber - og få sit kunstværk udstillet for millioner af beundrere:-)

De bløde linier her er græsklip, og ikke en pænt friseret/børstet græsplæne, men også det har sin charme.

[/blogging] permanent link

Skriv selv

Et billede mere fra Kattegat.
Her er udsigten fra Brantebjerg. Stedet er frugtbart og har været beboet i tusinder af år. Der er mange gravhøje, mange med udsigt over havet, så man kan ligge og se på skibe, som kommer og går. Midgaard er menneskenes land, og i havet udenom (Østersøen, Kattegat, Vesterhavet) bor Midgaardsormen, som kommer og æder de små skibe.

Eller hvad - er der noget, jeg har misforstået?

Kontrasten er rigeligt stor mellem det reflekterende hav og træernes kroner forneden - mon det er specielt for mit kamera at det ikke klarer stor kontrast? Jeg har prøvet at hjælpe lidt på den mørke forgrund og håber at læseren kan skimte trækronerne (min egen skærm er nok specielt slem i så henseende - også det har jeg prøvet at kompensere for med et kvalificeret sjus:-)

[/astronomi] permanent link

Skriv selv

Alt mellem himmel og jord (og udenfor).

Forsiden
Weblog-links
English weblog
Sound weblog
Camera guide
Jeff Kaplan om Open Standards
Platon om filosofkonger

Liste over emner

• /(1241)
• astronomi(111)
• blogging(612)
• computer(192)
• FSF(6)
• OpenSource(84)
• database(5)
• dialog(7)
• encyclopaedi(15)
• journalism(36)
• logic(8)
• php(1)
• sitenews(30)
• musik(166)
• paedagogik(49)
• politik(109)
• div(77)
• fagbev(7)
• sameksistens(25)

Flavours
Der er mere end én måde at se denne web-log på:

Links

Ca. 300 visitors om dagen,
ca. 15 blog-læsere,
excl. self/RSS og søge-botter.
I snit 2500 hits om dagen.

Tak for besøgene!
Besøg siden 27.Okt: 3,921