X-factor: Hakkeorden, konkurrence, bedømmelse. Måske også berømmelse.
Sikke mange formaninger, Martin fik. Jeg tror at Lina Rafn (dommer) er
den eneste, som antyder, at han synger lidt falsk til sidst, det er
for mig undertonen, implikationen i det hun siger om at han bør
anstrenge sig endnu mere for at blive bedre. At han kan blive bedre
er der ikke tvivl om. Hun siger at han "aldrig aldrig aldrig må hvile
på laurbærrene". (Men jeg ved godt at det er næsten umuligt at synge
rent ved en live-optræden, hvis ikke man har første-klasses feedback
i hovedtelefonerne).
Og ih hvor de taler ned til ham. Også ham der siger "Du må gerne være en lille smule højrøvet".
Danish X-factor Martin Somebody to love [english subs]
hvis der overhovedet er noget, der kan kaldes X-factor. I en eller anden betydning. Det er en musical-film med Uma Thurman i rollen som en dejlig musikalsk pige, og med Matthew Broderick i rollen som en underlig bogholder, der mener at man kan tjene penge på en fiasko.
Men er selve begrebet X-Factor ikke et sidespor? Se her, her er en knægt på 4 år, som duperer med sin optræden, han ved, hvad han vil, han har scene-talent! Det er sødt, det er sjovt, der er en mægtig energi ... og hvad så? Er det god underholdning? Er det smukt? Hvad er det? YouTube video med 4-årig, som spiller Beethoven "Vals".
Opening
Song
bemærk især
Funny Boy
A Musical Version of Hamlet
Madame wrote
Donald, jeg får lyst til at sige, at livet jo er én lang konkurrence, hvor vi må lære at sno os eller at være ligeglade med, hvad andre mennesker mener om os. Nogle lærer jo desværre aldrig at være ligeglade.
sihuet wrote
om at blive set...
...og man ved jo godt, at det er det indre der tæller....og man ved godt, at man ikke kan leve af ydre bekræftelse
...og man ved godt, at berømmelse blegner
...og man ved godt, at anerkendelse aldrig - ALDRIG - kan erstatte kærlighed og omsorg.
Og alligevel kan jeg mærke et lille gib. Når jeg ser og hører Heidi synge så eminent, og hun rammer noget nyt og andet. I lyttende ører. Når jeg ser Blachmans udelte beundring og begejstring. Når jeg hører publikum klappe.
Det er dybt barnligt, men hvor kunne jeg god tænke mig at stå på et podie og føle mig omsluttet af oprigtig begejstring, for lige netop det JEG kan. Det er lidt usselt og egoistisk. Men det er stadig et behov, jeg aldrig har fået dækket, og derfor længes efter. I hjertet (min hjerne ved godt, det ikke vil dække noget som helst af min længsel).
Men jeg har bare mine fire vægge og mine allernærmeste at synge til. Læse for. Drømme med. Og det er nok godt nok :D
Donald wrote
Madame, det er jo næsten rigtigt, detteher med at livet er en lang konkurrence; jeg har været der og tænkt ad det spor: Svaleungerne, som skubber hinanden ud, ræven, som æder hønsene fra husejeren, malerpenselens konkurrence mod det stadige forfald, købmanden, som konkurrerer med Netto (eller omvendt).Men netop mennesket har lært sig at det kan betale sig at hjælpe hinanden, og at lønnen ikke bare er bedre udnyttelse af ressourcerne, men især en rigdom i kærlighed.
@Silhouet, er det ikke det, du mener med at anerkendelse ikke erstatter kærlighed og omsorg?
Jeg forstår godt, at du nyder at høre Heidi-X. Når jeg hører YouTube klip med de tre (jeg finder links) så kan jeg også graduere: Heidi klarer sig musikalsk bedst, næsten professionelt, og på en måde, så jeg får lyst til at synge med. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vandt? "I am Calling You" fra Bagdad Hotel, skønt! Knus:-)
silhuet wrote
jo...
...det er netop det jeg mener(Ole Hartling har for ca 6 år tilbage medvirket i en antologi, hvor han netop skriver om emnet:
"Men størst af alt" hedder hans indlæg, men jeg husker desværre ikke titlen på antologine. Har du mulighed for det: Læs det indlæg!!!)
Knus