Sved ned ad kroppen, anspændte nakkemuskler, intensitet over normal:
Overraskelsesangreb fra webbet, jeg er blevet fanget af et lille
filmklip, rygmusklerne spændes, øjnene stirrer, brødristeren
brænder, radioen snakker og holder op uden at jeg hører det,
kaffen bliver kold, men jeg stirrer på den lille røgsky, som
kommer fra Discovery løfterakettens bund lidt før den går i gang,
der er ikke lyd, der er ikke tekst, der er ingen forklaring på Astronomy
Picture Of the Day (APOD) fra 13. Juli 2006 som ellers har
linket til video-streamen.
Et filmklip, som ikke engang giver oversigtsbilleder, men som har en anden kvalitet: De er ægte. Det kan man tænke lidt over, ægte, virkelige. Men hov, mit varmehærgede intellekt kommer med en indvending: der er ikke noget, som er mere virkeligt end noget andet. Blindgyde. Den negative version: De er ikke klippede eller manipulerede, det er ikke teater. Men negative beskrivelser er trælse.
Røgskyerne driver lidt frem og tilbage og forsvinder som almindelig komfurrøg, billederne er forbløffende skarpe og viser også noget af konstruktionen på jorden. Om lidt bliver det hele udsat for en raketmotors høje varmegrader, afsvedet. Hvordan ser det mon ud, nu har jeg for første gang chancen for at se, hvordan mennesket har overvundet jordens tyngdekraft, det, som man sagde var umuligt, da jeg var barn. Det ville kræve så meget brændstof, at det ville være umuligt blot at få raketten til at løfte sig. Men jo, den løfter sig!
Normal-type link til APOD's film klip.
Sikke nogle elendige kakler, hvorfor har de ikke skiftet dem
allesammen ud? Det er for dårligt, at sende mennesker op med
sådan et skodvrag af en rumfærge. Det er da klart, at de kakler
falder af, når de er så ujævne, at man kan se det på billedet
her ved siden af, fra et af de andre kameraer.
Direkte link til stream-file (video-file også kaldet video-clip.)
Det er forbløffende, når den går i gang. Kølestrømme på jordmonteringen, eller hvad det nu er, hjælper til. Røgen bliver lidt mere intens. Der kommer lidt mere af den, men der er ikke tegn på at noget stort er under opsejling. Så, pludseligt, et svagt glimt af rødt-orange. Det er såmænd ikke så meget, men jeg er klar over, at nu er den der, kraften, som kan løfte en rumfærge og dobbelt så meget vægt i brændstof fra jordens overflade og op igennem jordens atmosfære.
Det går så hurtigt, at det giver indtryk af de store kræfter, der skal til. Eller også er det billedernes rysten, som viser, at dette her er en enorm explosion, som er tøjlet af ståltråd og elastikker, der næsten ikke kan holde til det.
Er det ikke skyerne, dernede? Er det ikke jordens horisont, som er rund? Er det ikke jordens blå farve? Det er meget mørkt nu, måske var det kunstlys på jorden i en tidlig morgenstund, og måske er det stadig nat, eller også er det fordi kontrasten mellem den brændende fakkel og det andet lys er så stor at kameraet må justere sig efter flammen.
Så går den fra, rumfærgen, et kort ryst. Farvel, videre med stor flammeenergi. Den forsvinder - kameraet vender den anden vej, men vi når lige at få indtryk af, at det sker. Billederne er forbløffende skarpe.
Den færdige løfteraket begynder at falde tilbage, den roterer og kameraet viser solen, horisonten, og efterhånden kan vi se skyerne. Og nu havet, bølgerne på havet. Det ligner dengang jeg landede på Sicilien og flyet havde en lang indgliden, der var bølgestrukturerne synlige allerede højt, men det må have været store strukturer, og efterhånden som man kom ned var det de mindre bølger, der tegnede mønsteret. Jeg skulle lede efter min søn på Sicilien: hvorfor havde vi ikke hørt fra ham, var han blevet syg eller var han kommet i vanskeligheder? En umulig opgave, det er en ø på størrelse med Jylland og 4 mio. mennesker. Men man kunne jo spørge.
Den langsomme nedstigning i faldskærm giver tid til at tænke og tankerne myldrer frem. Hvad skal jeg lave i dag. Har jeg tid til at sidde og glo videre - der sker ikke mere. Og dog, kan vi se noget, når den falder i vandet? Hvornår kommer de og henter den, hvor hurtige er de?
En anden person, som jeg så lidt op til, syntes det var pinligt at der er et helt website, som handler om mig. Og så var det egentlig ikke postings om mig, men om Leo, den søde kat, som vedkommende havde misforstået. Måske fordi vedkommende forventer at internettet kun er for de tilknappede, eller fordi vedkommende faktisk havde svært ved at forstå tekst, når den blot kommer lidt ud over normalen. En mail blev opfattet som et klip fra min operationsjournal på hospitalet. Måske brugte jeg nogle ord, som lå ud over det normale ordforråd? Måske det ene ... måske noget andet ...
Men jeg slagter de hellige køer. Jeg har lov at skrive. Jeg tager hensyn til folk, som ikke ønsker at blive nævnt. Jeg skriver ikke noget, som kan gøre dem genkendelige. Det er spillereglerne, og det er en udfordring at skrive, så man alligevel får sagt noget.
Det kræver en løfteraket, som kan overvinde jordens tyngde.
Løbske associationer i varme luftspejlinger og hedeslag, jo, men alligevel, ikke? Tampen brænder, billedet med løfteraketten rammer noget, -- måske det, at vi allesammen har svært ved at overvinde fordomme, at vi ikke kan se os selv som fanger af en kultur. Det er de dømte, som er underlige.
Vi ved, at fordommene, de hellige køer, måske godt kunne blødes lidt op. Jo, vi bløder dem skam også op, men ikke nok. Det kræver fortsat arbejde. Det kræver virkelig en raketmotor, som ikke stopper før vi er oppe over skyerne.
Hvor har jeg dog selv lavet mange af den slags misforståelser, hvor var der mange historier, jeg ikke forstod, da jeg var barn - og lad mig indrømme det, også længe efter. Alt for mange! Og alligevel har jeg et eller andet sted hele tiden set og erkendt, hvordan tingene forholder sig, iagttaget, rettet ind. Men hvis man nu ikke kan det. Hvis man har set så meget, at man ikke kan rumme mere. Er det så en af måderne, at sindet bliver sygt, og at realitetssansen forsvinder ind i et andet univers?
Gennem de sidste par år har jeg forsøgt at forstå, hvordan menneskets sind opfører sig, når man ikke længere er enig med sine omgivelser om, hvad der er fælles virkelighed . Sindet kan blive sygt af livstruende oplevelser, vi har hørt om frihedskæmpere, som ikke kunne klare det bagefter, vi har hørt om soldater, som får det posttraumatiske stress syndrom.
Sindet kan være disponeret for det, måske. C.G. Jung fortæller om en studiekammerat, ham med de bedste karakterer, som gik rundt med et indforstået smil. Men som blev syg vistnok lige inden afsluttende eksamen. Jeg finder det frem senere. De tidlige Jung-historier er noget af det vigtigste, jeg har læst.
Men også Ventegodt (ja ham der er blevet kritiseret i medierne) har noget at sige om sindets syge: Han mener at kunne kurere (de letteste tilfælde) ved at tale om at tage ansvar for sig selv, ønske at få et bedre liv og ville gøre det, der skal til for at det kan lykkes.
Gad vide, om det er sådan at "ansvar" forbindes med kedelige lavniveau tanker som pligt og uha ramt af en straf? Måske er det den stemning af kedelig tilbageholdt pænhed, som gør at det for den tanke-mylder ramte ikke ser så tillokkende ud med en "normal" tilværelse.
Måske har vi som forældregeneration svigtet ved ikke selv at kunne fortælle om, hvordan ansvar passes bedst ved at føle den intense energi fra den indre rumraket som løfter os op over skyerne.
Måske er det tåbeligt at forbinde straf med ansvar. Der er jo ikke nogen, som bliver bedre af at blive straffet.
Med så mange besøgende synes jeg at en kommentar om emnet er på sin plads: Der er mere stof hvor denne her starter fra. Jeg har overvejet at skrive på et site for "pårørende" og prøver nok snart. Men måske findes det ikke? Måske er det en ide at oprette et site for det emne og så her på sitet gå tilbage til dialoger med Leo i himlen.