Violinskibet.
Er det godt at være godtroende? Jeg tror helst det bedste om en
person, jeg ikke kender. Jeg stoler på folk, indtil jeg får tegn
på, at man ikke kan. Måske er jeg ikke så naiv, som jeg var
engang, men der er stadig mange historier, som jeg ikke tør
fortælle fordi de afslører, hvor tåbeligt jeg har båret mig ad.
Prisen for at blive klogere er somme tider pinligt høj.
Som barn kan man bedre tillade sig at være naiv.
Måske var det smags-essenserne, som bedstefar tjente mest på. Han trak smagen ud af appelsinskaller og forærede de skrællede appelsiner til skolebørnene. En gang imellem. Min kusine har fundet ud af, at han også levede af at handle med sodavandsmaskiner; og han købte den første eller anden bil i Vordingborg og det var så dengang, onkel Hans fik interessen for mekanik.
Vordingborg var anderledes, og jeg nød det.
Om aftenen spurgte han igen: "Fik du set violinskibet?"
"Jeg gik lidt ned ad den vej, du sagde, og der var meget smukt, jeg fandt også en sti, men den turde jeg ikke gå ad, jeg vidste ikke om man måtte gå der."
"Det må man skam gerne", sagde onkel Hans, "gå du bare ned og se violinskibet, det kan du godt lige nå. De uddeler gratis violiner, gå du bare ned og se, om de har nogen tilbage!"
Tante Marta så misbilligende på ham.
Men han sagde, at jeg kunne da gå ned og se det. Der var ikke noget fjernsyn dengang. Der var ikke farlig trafik, og Vordingborg var ikke plaget af børnelokkere, farlige forbrydere, drukkenbolte eller andre ting. Det var en tryg verden og selv om tante Marta helt tydeligt syntes at det var en dårlig ide, så sagde hun at jeg gerne måtte gå derned; det var ikke helt mørkt endnu, og jeg skulle bare skynde mig tilbage ad samme vej, som jeg gik derned.
Jeg ville så gerne spille musik, jeg havde fået en lille plasticguitar af min bedste legekammerat dengang jeg gik i børnehave, og jeg spillede på den, så en eller anden forælder sagde til mig: Du skal da have et rigtigt instrument - det var i modsætning til børnehave lærerinden, der havde lukket klaveret, fordi nu var frøken Hanne der jo ikke mere og så var der jo ingen, der kunne spille.
Men skibet lå langt ude. Der var helt stille. Jeg var næsten sikker på, at de lå og sov. De havde sikkert ikke foræret mange violiner væk, der var jo ikke ret mange, som brød sig om at spille, så hvis jeg nu kunne komme derud og vække dem, så måske ...
Men skibet var måske stille, fordi der ikke var nogen. Der var huller i siden, og rigningen var bestemt ikke i orden. Det var måske forladt. Jeg kunne i hvert fald ikke komme derud, og jeg svømmede ikke godt nok til at gøre forsøget. Måske var der nogen, som tog derud i en jolle? Jeg ventede et stykke tid, før jeg begyndte at gå hjemad, mere og mere ked af det.
Jeg kunne godt skimte en anden sandhed i historien om at forære violiner væk. Hvem skulle gøre det? Men verden var ny for mig. Der var så mange fantastiske ting. Der var flyvemaskiner i luften over København. Min onkel arbejdede på at bygge sådan en, godt nok en lille en, men alligevel. Verden var fuld af overraskelser. I København var børnehaven og skolen et sted, hvor man gjorde noget for børnene, vi fik papir og farver, vi fik mælk, somme tider kunne man få mad, der blev passet på os. Frelsens hær viste "Gøg og Gokke" film. Onkel Hans' verden var så forskellig fra København, og her i denne by kunne der da godt være nogen begejstrede musikere, som ville forære tiloverblevne violiner væk; nogle rare mennesker som syntes, at børn skulle have nogle ordentlige instrumenter at spille på.
Man ville jo kunne skabe et orkester af strygere, og med musikken kunne man henrykke, skabe glade mennesker - det var da ikke utænkeligt, at der var nogen, som havde den drøm.
Men det kunne selvfølgelig også vende den anden vej. Hvem skulle gøre det? Efterhånden, som jeg ventede, gik sandheden op for mig. Der var nok ikke nogen, der forærede noget væk. Onkel Hans mente, at jeg burde kunne gennemskue hans lille spøg. Slukøret gik jeg hjemad.
"Ja, det gjorde jeg, men det var jo forladt og øde", sagde jeg.
"Ja men er det ikke et smukt skib?" spurgte onkel Hans, "Det har sådan en smuk bue fra for til agter, det er jo næsten bygget som en violin, ikke?"
Der gik en slags prås op for mig, "jo, det er et smukt skib."
Hans kone sendte ham et blik, som jeg kendte.
Jeg prøvede at snakke alvor med ham, men det lykkedes ikke. Jeg har ikke hørt fra ham siden. En overgang lavede han noget ikke særlig sjov komik søndag formiddag i DR, men sidenhen er han set i New Orleans.
Madame wrote
Det er meget smukt fortalt, Donald, du skulle skrive dine erindringer - jeg er sikker på, du har masser at øse af. Den stakkels dreng (dig), der fik bundet sådan en historie på ærmet. Ak ja, vi er blevt klogere siden, vi var små og godtroende.
Donald wrote
Blive klogere
Det glæder mig, at du kan lide historien! Tak! Ja, vi var små og naive dengang. Det er måske ikke så galt.
Sister Bonde wrote
Skibet
Jeg tilslutter mig til fulde madames opfordring. Du har rigtig meget at byde på Donald, og man er fanget fra første linje. Endnu engang tak for en meget fin historie.