Donald's blog -
Vælg selv din ordbog!
Håber du vil opdage glæden ved at skrive selv. Weblog nu på dax2. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Tue, 18 Mar 2008
Solen skinnede
Ved du hvad en svajer er? Et cykelbud som kører på en Long-John. Så kommer man nemt til at slingre eller svaje lidt, og når der er halve minutter mellem bilerne, som ikke kører særligt stærkt, så er gør det ikke noget, at man kører lidt i zig-zag. Findes der stadig Long-John cykler? Det er en lad-cykel, en budcykel af en ret speciel art: foran styret er der et lad, som er lavet af samme slags jernrør som cykelstellet; det er et "tremmelad", der ligger lavt; og det lille forhjul sidder allerforrest og er derfor halvanden meter foran styret, som holder eller drejer hjulet ved hjælp af nogle forlænger-stænger. Der er altid lidt slør eller slip, så når man drejer styret, skal man dreje det lidt mere eller mindre afhængig af, om man har fat i hjulet. Jeg havde aldrig kørt på sådan en cykel (det kom jeg til senere). Det var store drenge, næsten voksne, som kørte på Long-John'erne. Nogen med blikkenslager-værktøj, nogen med købmandsvarer, og andre med varer i papkasser fra grossisterne. I dag ville man sige børnearbejde. Når jeg kom ud fra Kingosgade, kunne jeg mærke solens varme. Jeg gik i solsiden, og der var lyde fra sporvognene, linie 6 og 15, en bil eller lastbil og somme tider hestehove mod asfalten, så det rungede. Der var lugten fra bageriet og somme tider var solen så stærk, at når jeg kom forbi en port, så kunne man lugte at der var nogen, som havde ladet vandet. Engang gik jeg ind ad porten og så, at der var en port mere. Det var en kinesisk æske. Jeg var bange for at fare vild - tænk, hvis de aldrig holdt op, de porte, så man glemte, hvor man kom fra. Det mest spændende var at gå forbi legetøjsforretningen. Den lille butik med et trin ned, hvor man kunne købe hønseringe, C'er (plastic-bogstaver, som kunne hægtes sammen). Man kunne også købe marmor-terninger, "Terra", hvormed de fingernemme kunne spille: Man kaster en terning op og tager en fra jorden, så griber man den, man har kastet op. Næste gang tager man en til eller to. Jeg fik aldrig lært det. Nogen spillede det så meget, at terningerne endte med at være næsten runde. Der var også en forretning med damehatte. Det var en smuk forretning, syntes jeg, med disse pyntegenstande for mennesker af en anden race. Jeg var meget fascineret af damernes verden. Somme tider ønskede jeg at være sådan - tænk at være så fin og smuk! Det var ikke så mange andre skolebørn, som gik denne vej, men der var en enkelt eller to, som jeg så nogle gange. Den ene af dem var lidt underlig, talte langsomt, så fjern ud i blikket. En dag sagde han til sin kammerat, at nu ville han gå ind i butikken med damehatte og købe pinocchiokugler, det var det billigste slik, man kunne få, små lakridskugler med sukkerovertræk i forskellige farver, 1 øre stykket. "Nej - det kan du ikke!" sagde kammeraten, "Nej, lad være! Nej lad være!" - jeg så bekymret på skandalen. Jeg kiggede med da drengen gik ind i butikken. Damen sagde ret venligt, at det kunne han ikke købe dér. Drengen insisterede. Jeg kiggede på den anden dreng og spurgte, om vi skulle gøre noget for at få ham ud igen? Nej, han skulle nok klare det. Jeg tror ikke, at man ville overlade en udviklingshæmmet dreng til sin broder i dag; jeg gad vide, om den normale dreng har haft den opgave i mange år af sin barndom. Måske er det ikke så slemt, hvis man er flere om det, men at være alene med en udviklingshæmmet broder eller søster er ikke en opgave, som hjælper til at få flere legekammerater. Jeg tænkte ikke så meget over det, men den udviklingshæmmede dreng forsvandt fra gadebilledet på et eller andet tidspunkt. Så gik jeg videre, forbi et apotek, som lå i en bygning, der var bedre end de andre. Der var et par trin op. Efter det var der Kongens Malthus, hvor der ofte lugtede på den mest mærkelige måde. Malt - hvad var det? Når man købte rugbrød, hed det "et kvart mørkt maltet". Hjemme skar man det i skiver med rugbrødsmaskinen, og det lugtede ikke som Kongens Malthus. Det sidste stykke var der et gammelt hus af bindingsværk, som lå så tæt ud til kørebanen, at der var ganske smalt ud til sporvognsskinnerne, som jo lå i asfalten. Det var bygningen "Sorte Hest", som er mere end 300 år gammel. Nu er den fredet, dengang var den anledning til mange byggespekulanters drømme om at bygge nyt og stort. Ud til gaden lå en cykelforretning, som begyndte at sælge Velo Solex der i midten af 50'erne. Velo Solex er en cykel med hjælpemotor foran, oven over forhjulet, en knallert som ikke knaldede, den lød civiliseret; det var en af de bedste eller værste af slagsen, alt efter hvordan man ser det. Det var spændende bare at stå og kigge på dem.
Tak til Wikipedia for billedetDer var også en butik med alle mulige underlige mekaniske dimser, gamle, til genbrug, hvis man ellers kunne finde noget at bruge dem til. Og så var der et trafiklys ved Platanvej, hvor man kunne komme over, hvis man så sig for, og så kom jeg forbi små udstillingsmontrer foran Bing & Grøndahls fabrik, inden turen gik ned ad Rahbeks Allé, forbi Kongens Bryghus til Rahbekskolen. Skriv selv Name/Blog: silhuet Og daglige deja vue's "Engang gik jeg ind ad porten og så, at der var en port mere. Det var en kinesisk æske. Jeg var bange for at fare vild - tænk, hvis de aldrig holdt op, de porte, så man glemte, hvor man kom fra." Det er jo eksistensfilosofi. Tænkt af en lille dreng Tak! Sikke en dejlig start på dagen, Donald Name/Blog: Donald Name/Blog: C.O. Name/Blog: C.O. Name/Blog: Donald Name/Blog: C.O. Name/Blog: Donald |
Liste over emner
Flavours
Links
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||