|
I Purple Door på Højbro plads skabte Joe Banks en forunderlig
stemning af musikalsk andagt. Hans rare kone Karen vidste
nøjagtigt, hvad der foregik, ja hun vidste endda mere end han
selv gjorde om, hvad det var, som trak publikum til, og hvad der
gjorde Joe til en kunstner, som folk nød at høre.
Men selv om Joe Banks var hovedattraktionen i familiens
spillested, var andre musikere og sangere velkomne. Det var dér,
jeg første gang hørte "Freddy Fræk", Frode Veddinge,
Smut, Stuart Sharf som var tourne-musiker med en berømt
amerikansk sanger (som dog ikke kom i Purple Door!).
Minsandten om ikke Pete Seeger kom forbi en gang og
sang og ikke mindst spillede en forrygende virtuos Bluegrass
ting på en fretless banjo.
Hvis der er nogen, som har spillet violin og syntes, at det var
svært med dobbeltgreb, så tænk lige på at der ikke er andet, når
man spiller banjo - og så uden bånd, eller frets, så skal det da
blive falsk. Men det var så rent, og smukt, og faktisk flot,
det, som Pete Seeger spillede. Jeg var heldig at få lov at høre
det. Han gjorde det gratis.
Bagefter sagde Karen til mig: "Du forstår vist ikke hvor
enestående dette her var. Det var en verdensbegivenhed."
Når sporvognen kørte forbi Thorvaldsens Museum, gik jeg hen for
at være klar til at hoppe af ved "Slotskirken". Derefter løb jeg
over Højbro. Der blæste næsten altid en iskold vind om vinteren.
Så var der et par skridt over til husmuren og op ad en høj trappe
til en høj stueetage. Der var trukket et gardin for inde bag
glasdøren, som mindede mistænkeligt meget om en prosaisk butiksdør
model 1963 med et bøjlehåndtag af stål over hele dørens bredde
for at beskytte glasset mod de værste fejlslag.
Butikken, en kaffebar, blev Fredag og Lørdag aften til
"Purple Door". Man skulle banke på, så kom der nogen
og lukkede op, og som regel fik jeg lov til at komme ind. Men der
kunne også være dage, hvor alt var optaget.
En overgang fik jeg nu lov til at komme ind, selv om der var
fyldt op, for jeg spillede lidt af de almindeligt kendte sange og
åbenbart på en måde, som gik an. Jeg kom i Finsk Radio, dog
ikke med navns nævnelse, men som eksempel på at amatør-musikken
trivedes. Karen bad mig indtrængende om at spille
en klassisk komposition af Operakomponisten August Heinrich
Marschner, som jeg på en eller anden måde kunne få til at lyde
helt saliggørende, og den var kommet med i radioudsendelsen. Jeg
kunne bagefter se, at hun ærgrede sig lidt over, at den fyldte
mere end Joe Banks sange.
Alle, som har lyst til at spille, leder efter et sted at udfolde
sig. Det gjorde Jens også. Han spillede harmonika, og han var med
i mange af de grupper, som udfoldede sig i Purple Door og senere
andre spillesteder i København, "Folk Club of Denmark", nej hvor
det lyder forkert.
Jens spillede folkesange og improviserede - endda ret godt - over
alting. Han morede sig med at sige "Nu vil jeg spille et stykke
af Bach", hvorefter han spillede et tema i en frisk barok-rytme
og så kunne han tilføje en andenstemme, en kanon-agtig ting og
minsandten ikke om han kunne holde den gående pænt længe. Det var
morsomt, for den som kendte lidt til det kunne jo godt høre, at
han sad og digtede. Jeg nød alle de skæve toner, som han ligesom
fulgte op på og legede med. Det er det, der gør musikken sjov.
Jeg mødte også Jens andre steder og hørte ham udvikle sig. Han
slæbte selv harmonikaen på trods af sin klumpfod og sin halten og
han var altid i godt humør. Jeg gik i gymnasiet og kunne ikke
undgå at tænke: Hvor er jeg heldig - selv om jeg ikke er rig.
Nogle år senere gik jeg på konservatoriet. Der var dengang en
kantine i kælderen; bestyreren, Magda, blev fyret kort før
hun havde været der i jubilæums-antal-år, fordi hun tillod sig
at klage over arbejdsforholdene og havde foreslået nogle
forbedringer.
Ved indgangen til denne kælder stod man somme tider og snakkede;
her mødte jeg Basun-Keld og mange andre.
En dag stod Harmonika-Jens dernede, og jeg stoppede op og sagde
hej og måske spurgte jeg, om han kunne huske mig fra Purple Door,
måske kunne han faktisk huske mig. Jeg spurgte, hvordan det gik.
Åhjo, han var jo kommet ind, og det gik meget godt. Vi snakkede
sammen, og han fortalte, at han spillede hos Mogens og klaver hos
Elisabeth Klein. Hende havde jeg også spillet hos, og hun havde
faktisk frigjort en hel del musikalske kræfter og forstod, hvad
der ville være godt for mig.
Hun havde bedt ham lære Chopin's G dur præludium til næste gang.
Nåhja, det havde hun også bedt mig om dengang jeg startede hos hende,
det kan jo spilles på mange måder og det er faktisk en meget god øvelse
for venstre hånd, prøvede jeg at trøste ham. Men han var helt slået ud
- det var uspilleligt efter hans mening.
"Jamen det kan jeg da ikke lære på en uge" sagde Jens.
"Nej, selvfølgelig ikke, men prøv nu bare et par takter. Det er
jo det samme, som gentages."
"Ja, jo".
En par uger senere mødte jeg igen Jens under trappen, ved
indgangen til kantinen. Han så meget træt ud, skægstubbe. Han
lugtede af øl og det, der var stærkere.
"Det var rart at se dig igen," sagde jeg.
"Jeg er kommet for at melde mig ud af konservatoriet," sagde han.
"Åh nej da, hvorfor dog det, du er så musikalsk! Der må da være en
vej frem for dig også," sagde jeg og tænkte på, at Klein egentlig
havde været så hensynsfuld overfor mig.
"Nej, ikke her. Jeg passer ikke her. Jeg bliver ødelagt", sagde
Jens; jeg gætter på, at vi har stået og kigget på hinanden uden
at sige noget. Hvad skulle jeg sige? Jeg ville ønske, at jeg
havde haft situationsfornemmelse nok til at give ham et kram
- men det gjorde man ikke dengang.
Jeg så ikke Jens mere.
Nogle år senere var han med til at gøre "Svantes Viser" berømte ved at
lægge understemmer og kolorit på de fleste af sangene. Hvem husker ikke
"Svante i Stormagasinet".
Endnu nogle år efter kunne jeg læse i avisen, at han var død.
En del navne er ændrede her. Jeg er ked af, at historien her
ender med, at folk dør. Det er fandeme ikke så godt. Jeg er
heller ikke helt glad for at blande erindring med fiktion,
men der er vist ikke anden udvej i denne situation.
|