To og to er fire i Linie 3.
Det er nogle underlige ting, man husker.

Heldigvis har jeg somme tider fået at vide, at andre også husker meget fra deres barndom - og ungdom etc. Herman Bang skriver i forordet til "Tine", en roman om pigen, som under krigen 1864 kommer galt afsted med den rare skovrider midt i strømme af lemlæstede mennesker.

Herman Bang blev selv overrasket over, hvordan billederne strømmede frem, da han én gang var begyndt at "huske".

Selvfølgelig er det de voldsomme ting og de betydningsfulde oplevelser, som kommer først, men lader man dem strømme til sig, kommer detailler med, og somme tider er det ret underlige detailler.

Når vinteren kom, blev gaderne skovlet med håndkraft indtil traktor-alderen indfandt sig og bystyret fandt på at indforskrive landmænd med traktorer påsat rullekost.

En dag gik jeg på indkøb med min mor, det var koldt og smattet, og vi gik langsomt. Vi gik hen ad Kingosgade, jeg husker ikke hvorfor, men jeg holdt af de stunder, hvor jeg kunne være sammen med min mor på den måde, opleve noget, se verden, som den lå omkring os. Men der blæste en kold vind hen ad husmurene i Kingosgade, og min næse løb. Det var noget, som en god moder skulle gøre noget ved, men hun har vel syntes, at det var lidt for ofte, at hun skulle pudse min næse, så hun udtænkte en plan.

Eller måske var det lægen, der fandt på det: Jeg skulle have kulbuelys, som en slags erstatning for sol og varme. Det foregik på Finsenshospitalet, som ligger i den anden ende af byen, en tur på en halv time eller mere med sporvognen linie 3, hvis skinner slog nogle mægtige flotte, krogede sving fra Kingosgade til Alhambravej, Ørstedsvej, Aaboulevarden, Blaagaardsgade, og så endda nogle meter ad Nørrebrogade, hvorefter den kørte ad Fælledvej, Blegdamsvej til Nordre Frihavnsgade, hvor den endte. Herfra kunne man gå til Finsenshospitalet.

Det var en spændende tur med sporvognen, i begyndelsen sammen med min mor, og det kunne have været hyggeligt, hvis man talte sammen. Så det gjorde jeg, når jeg kunne finde på noget at sige.

I børnehaven havde jeg hørt min broder og andre store børn gå og filosofere over livets mærkværdigheder, og når de havde lært noget nyt, så sagde de at det var så sandt som at "to og to er fire, og i Østen stiger Solen op."

Det var en fascinerende remse for en lille gut, og jeg kunne den udenad, men forstod ikke et muk. Deres mine var ofte indforstået, de havde et snedigt grin på, når de sagde det, så jeg troede faktisk at de mente det var løgn.

Men der var god tid til at tænke over tingene på sporvognsturene. Måske kom jeg til at tænke på sangen "I Østen stiger Solen op", det kunne da ikke være løgn, når en salmeagtig sang havde den begyndelse.

Hvad så med to og to? Hmmm ... man kunne jo prøve at tælle på fingrene, med rytme: en-to ... en-to, og så erstatte de sidste med tælleremsen:

en-to ... tre-fire

Jeg prøvede et par gange, skeptisk som jeg var. Det var en ganske særlig følelse jeg havde af at søge sandheden ved at være åben for iagttagelse af rytmen i remsen, en følelse, som jeg altid kan genkalde mig.

Pludselig betroede jeg til min mor: "Det er jo rigtigt, to og to er fire!"

Hun svarede, som så mange gange senere: "Ja, hvor er du dygtig." Hun forstod ikke rigtig, hvad det var, der var sket, og det kan man vel ikke fortænke hende i!

[/blogging] permanent link

Skriv selv

Name/Blog: Madame
URL: http://huskebloggen.blogspot.com/
Emne:
Comment: Sikke et dejligt erindringsglimt, Donald. Din historie om kulbuelys lys får mig næsten til at tro, at vi begge er oldgamle. Jeg troede, at kulbuelys var noget, man brugte i 20'erne. Hjalp det på din forkølelse? Det er et smukt billede af sporvognen, du har fundet. Remser og hvad børn kan få dem til, husker jeg også selv tydeligt ;-)

Name/Blog: Donald
URL: http://d-axel.dk/blox
Emne: Kulbuelys
Comment: Ja det er ikke mange, som ved hvad kulbuelys er. Det må man vel forklare de fleste mennesker i dag. I Værløse biograf stod der et filmfremvisningsapparat fra dengang "kulbuelys" var den eneste lyskilde stærk nok til den slags. Det blev også brugt i projektører, fyrtårne og måske var krigens luftværnsprojektører også baseret på den teknik.

Man tager to stykker rent kul eller grafit og sætter strøm til, lader dem røre ved hinanden og trækker dem væk, så strømmen springer over i en gnist. På grund af den kulforbrænding, der opstår, får men en utrolig stærk neonrørs-effekt (men uden rørene, det er i den fri luft og kan lugtes! Og det kan nemt udvikle sig til et meget brandfarligt griseri med gløder, der springer.)

Jeg aner ikke, om det hjalp mod forkølelse. Jeg tror det ikke.

Jeg tror ikke vi er oldgamle, men man må jo se i øjnene, at et menneske, som har levet hele sit liv på tyve år blev født da jeg var fyrre.

Alt mellem himmel og jord (og udenfor).

Forsiden
Weblog-links
Tidsmaskinen
Sound weblog
Camera guide
Platon om filosofkonger

Liste over emner

• /(1282)
• astronomi(113)
• blogging(641)
• computer(196)
• FSF(6)
• OpenSource(84)
• database(5)
• dialog(7)
• encyclopaedi(15)
• journalism(36)
• logic(8)
• php(1)
• sitenews(34)
• musik(169)
• paedagogik(49)
• politik(112)
• div(80)
• fagbev(7)
• sameksistens(25)

Flavours
Der er mere end én måde at se denne web-log på:

Links

Ca. 300 hits om dagen,
ca. 15 blog-læsere,
excl. self/RSS og søge-botter.
I snit 3500 file-anmodn. pr.dag.

Tak for besøgene!
Besøg siden 27.Okt.2007:

←2008→

Months
Jan	Feb	Mar
Apr	May	Jun
Jul	Aug	Sep
Oct	Nov	Dec

←January→

Sun	Mon	Tue	Wed	Thu	Fri	Sat
		1	2	3	4	5
6	7	8	9	10	11	12
13	14	15	16	17	18	19
20	21	22	23	24	25	26
27	28	29	30	31