Donald's blog -
Vælg selv din ordbog!
Håber du vil opdage glæden ved at skrive selv. Weblog nu på dax2. |
|||||||||||||
|
Mon, 31 Dec 2007 Der er så mange billeder, der ikke blev sat på webloggen her sidste år, og nogle vil komme i en special edition eller i et "foto-album" når jeg får lidt mere tid. Dette er fra Nytårsaftensdag 2006. (Klik for større version). Der er som regel en god grund til at vælge nogle billeder frem for andre; her var grunden, at de mørke partier er uden detailler. Men på den anden side er silhouetvirkningen charmerende, og de to heste, som anes i solens stråler, giver fantasien frit spil. Skriv selv Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald @Liselotte: Jeg håber også på et snarligt gensyn og glæder mig til at skabe godt nyt i et helt år:-) Name/Blog: Hege Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sun, 30 Dec 2007
APOY, Astronomical Picture Of the Year 2007
Og hvorfor så det? Fordi billedet er så tæt på, hvordan vi ser på jorden, så det kan overbevise skeptikere om, at mennesker med mekanisk snilde og viden kan udføre ting, der aldrig er gjort før. Så nogenlunde oversættelse af forklaringen: Den fortsat udbyggede Internationale Rum Station (ISS) har igen skiftet udseende. I løbet af sidste uge besøgte rumfærgen Atlantis ISS og tilføjede stykker til skeletstrukturen, som modsvarer dem, der blev tilføjet i September 2006, inklusive den anden imponerende lange række af solpaneler. Hele rækken af udtrækbare solpaneler er synlige på kanterne af billedet nedenfor, taget af Atlantis besætningen efter at de forlod ISS for at komme tilbage til Jorden. Verdens yderste rum-forpost kan ses i de forskellige stadier, som den er blevet udbygget i, ved at sammenligne billedet med tidligere viste billeder. Endvidere er mange forskellige moduler synlige, en robot-arm, et andet sæt solfangere og forsyningsskib. Bygning af (og på) ISS begyndte i 1998.Se de andre Årets billeder på http://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/apoys2007.html" og døm selv. Skriv selv Name/Blog: regitze jeg må ha dit favoritbillede til gode til i morgen, for jeg er på vej ned for at trække torsken i land. og jeg vil ikke lukke maskinen i, førend jeg har ønsket dig et godt nyt år med mange lykkestunder. jeg glæder mig til at ses snart. tak for i år. stort knus. Name/Blog: Donald
En rigtig sporvogn
Den er bygget i 1914 af Scandia i Randers. De kørte stadig frem til 60'erne uden at man ligfrem kaldte dem veteran-sporvogne af den grund. Hvad der ikke fremgår af billedet her er de smukke udskæringer, matteret glas, ventilationsriste og teknikken under gulvet. Disse smukke og langsomme transportmaskiner kan stadig ses på Sporvejsmuseet på Sjælland ved Skjoldenæsholm, hvor de kører rundt i fri dressur, og egentlig ser pænere ud end når de kantede sig gennem smalle gader som Stengade, Nørrebrogade og Rantzausgade. Skriv selv Name/Blog: capac Name/Blog: Donald
Sporvogne i Aalborg.
Skriv selv Name/Blog: Rasmine Så besindede jeg mig - det KUNNE jo være, at der havde været et par linjer i dele af byen, hvor jeg ikke kom, selv om det var usandsynligt, fordi jeg det meste af tiden boede i østbyen, men havde familie i vestbyen. Jeg gik altså på Google, og fandt ud af, at der engang havde været planer om Aalborg Sporveje, men at de aldrig blev til noget, og at sidste gang, der var tale om det, var lige før 1. verdenskrig: http://www.baner-omkring-aalborg.dk/?Aalborg_Sporveje. Hvis du har set rester af skinner, kan det have været de jernbaneskinner, der stadig fandtes i nærheden af Tivoli Karolinelund, og som var årsagen til, at min mor væltede på cykel med mig bagpå, så jeg brækkede højre ben, da jeg var to år. Hvor længe de skinner fandtes, eller om de findes endnu, ved jeg ikke. Name/Blog: Donald Det var da en forfærdelig kedelig og farlig ulykke, som du heldigvis har overlevet. Skinner i vejene er notorisk farlige. Heldigvis vokser man hurtigere sammen når man er to år. Det er lige før det var heldigt, at der ikke skete mere, som fx. at mor knaldede hovedet i en kantsten. Den erindring, som jeg har, er givetvis af skinner ved stationen eller snarere ved havnen, hvor der jo blev kørt godsvogne hen over gaden i nærheden af toldhuset, Jomfru-Ane-Gade og det nye bibliotek (som jeg frekventerede i 2004). Name/Blog: Rasmine Faktisk husker jeg temmelig tydeligt, at lægen kom, da vi nåede hjem, givetvis fordi jeg ikke kunne støtte på benet, og jeg husker også, hvor jeg sad og i hvilken stol, mens han undersøgte mit ben, men jeg har ingen erindring om, at det gjorde ondt, så det har nok ikke været så slemt for mig. Name/Blog: Donald Sat, 29 Dec 2007
Smeden
Måske er det derfor, jeg så godt kan lide at gå på opdagelse. Det var der gode muligheder for på Vesterbro. I Barndommens Gade, Boyesgade på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, var der en smed. Ikke en blikkenslager, som ham i Brorsonsgade ved siden af skomageren, men en mand, som arbejdede med stål og jern. Der gik nogle år, før jeg forstod, hvad han lavede. Vi børn var altid glade for at se, hvad de voksne lavede, og hvad de havde. Det var spændende at se viceværten, som reparerede gamle, spændende biler, der lignede dem, vi så i gamle tegneserier og fra Gøg og Gokke filmene, som vi så i Frelsens Hær's tempel ved Sct. Thomas' Plads; det var spændende at se om der skete noget på jernstøberiet, men det var svært at forstå, hvad de lavede. Vi fulgte med, når Carlsberg kuskene parkede de store ølvogne og gav hestene en mulepose med havre. De stod ofte på Boyesgade lige udenfor trappeopgangen og kiggede på os hvis vi gik hen foran dem. De havde skyklapper på (jeg tænkte, underligt ord, hvem kan finde på at klappe skyerne?) Der var altid nogle hestepærer bagefter. Der var masser af gråspurve i kvarteret dengang, og de fik jo mad på den måde. Man kunne godt undre sig lidt over, at de kunne spise hestepærer, men ved nærmere eftersyn kunne vi jo godt se, at det var halvt fordøjede korn inde i de gule kugler, som i øvrigt ikke lugtede sådan som hunde-efterladenskaber på hundefortovet gjorde, og at gråspurvene kunne finde hele korn, som var blødgjort. Senere har jeg prøvet at fodre spurve med hele, uspiste bygkorn, og det går slet ikke. Det kan de ikke spise, de små dinosaurus-efterkommere. Det var vigtigt, at der kom en gadefejer og ryddede op efter dyrenes festmåltider. De kom med trillebør med låg og kost og skovl, og så mugede de efter hestene. Smeden havde sit værksted nede i den anden ende af gaden, den ende, som vendte ud mod Kingosgade. Det var langt væk. Ikke i meter, men det var ukendt land. Det var en anden verden. Smedens værksted var anderledes end alle andre forretninger. På Frederiksbergsiden, omkring huset som jeg boede i, var der et mægtig bredt fortov, næsten en lille plads, som man kunne spille bold på, hvis ikke det var fordi at man skulle passe på at boldene ikke hoppede ud på gaden, hvor man kunne blive kørt ihjel af en sporvogn ude på Kingosgade. Smedens værksted lå i en høj kælder på den anden side af Boyesgade, i en ejendom, der var fra Vesterbros Urtid. En ejendom fra 1890'erne eller deromkring. Ved siden af trappestenene, som førte ned, var der nogle smedejerns-gelænderstænger, som var formet som et dragelignende uhyre, hvis man så godt efter. Når solen skinnede, stod smeden somme tider på kældertrappen, somme tider drak han en øl, og så kunne vi snakke lidt med ham og spørge "hvad laver du?" Jeg havde aldrig set hans værksted. En af de andre sagde: "det kan man godt. Han vil gerne vise rundt. Forleden dag tog han os alle sammen rundt og viste maskinerne. Der er en maskine, som kan skære metalplader i stykker!" Ærgeligt, at jeg ikke havde set det. Jeg kiggede ned, og besluttede at gå ned. Der var ikke nogen uvenlige ord med "hvad skal du", men han sagde heller ikke goddag. "Må jeg se lidt?" spurgte jeg. Jo, så lad gå da, svarede han lidt modvilligt. Jeg gik til venstre ind i et værelse, som lugtede lidt mere fugtigt, der var hvidkalkede vægge, men det var vist længe siden at de havde set en hvidtekost. Der stod en maskine. "Nej, du må ikke gå derind," sagde han, ret højt, ret vredt. "Kan du ikke lide børn?" spurgte jeg. Han grinede lidt, og sagde så småfornærmet: "Jo, jeg kan godt lide børn men det er for at du ikke skal få ødelagt fingrene, at jeg ikke vil have, at du går derind. De maskiner kan bukke plader af stål! Hvordan tror du det går, hvis dine fingre kommer i klemme derinde?" Det var til at forstå, så jeg gik igen og sagde at jeg gerne ville komme igen en anden dag. "Jeg er altså ikke barnepige," fortsatte han. En anden dag fik jeg den store rundtur. Han viste, hvordan man kunne bøje et stykke metal, og en anden maskine, der klippede det over så let som ingenting, når bare man trak i håndtaget. (Der var ingen elektriske maskiner, ingen elektriske håndværktøjer eller noget som helst i den retning.) "Nu må I helst ikke komme herhen i morgen", sluttede han med at sige. "Når jeg får kunder, må her ikke være børn!" Der kom en kunde. De stod og snakkede. Jeg kunne ikke lade være med at skæve derover. Det gik vist meget godt. En anden gang kom der en bil og hentede noget, som jeg kunne se var bogstaver lavet af samme materiale, som en gulvspand jeg havde set hos isenkræmmeren. Blankt, skinnende, med et mønster, der lignede isblomsterne på ruderne om vinteren. Han er vist arbejdsløs, gik rygtet. Det er kun for at tjene lidt ved siden af. Han kommer kun på værkstedet, når han er arbejdsløs. Nåja - det kunne man jo ikke fortænke ham i. En dag stod han længe og talte med en kunde. Jeg vidste, at han ikke ville have, at vi kom tæt på, når han talte med kunder, så vi holdt os væk, men jeg kunne høre, at han talte om sider af stål og mat glas foran, så kunne man få et skilt med lys i, det ville være flot. Det holdt længe! Det ruster ikke. Jeg fangede forskellige brokker. Kroner. Holdbarhed. Dyrt. Den næste dag var han fuld, meget fuld, og vi holdt os langt væk. Han fik ikke lavet noget, og til sidst var værkstedet altid lukket. Men han var en rar mand. Kendte afstande til Heatherhill uden nogen sammenhæng i øvrigt.
Skriv selv Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Donald Der var heste i en baggård i Flensborggade (og andre steder på Vesterbro) frem til ca. 1975. Det ville vist i dag blive betragtet som dyrplageri. Der var mange, mange flere små forretninger, og mange håndværkere, og mange børn, og ikke mange biler. I starten af 50'erne var der også hestevogne til andet end Carlsberg-øl. Carlsberg vognene kørte til sidst som turistattraktion (måske stadig? Jeg tror de sluttede omkring 1988.) Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Donald For nogle år siden sad jeg og snakkede med min nabo om hvor forskellig hans og min skoletid havde været med hensyn til lærere, skolekammerater, skolevej, fritidsmuligheder, videreuddannelse etc. (Han var fra Vestsjælland, så afstanden var egentlig ikke så stor.) Han gik fra at være smed til brugtvognsforhandler, FN-soldat og så forsikringsmand med sans for psykologi og handel, og han tjente meget mere end jeg og de fleste andre statsansatte akademikere. Vi talte godt sammen men vi kunne også begge skræve over forskellene. Name/Blog: Rasmine For efterhånden mange år siden var jeg til en sammenkomst med min gamle gymnasieklasse. Det blev ved den ene, for der var ikke noget ægte sammenhold i den klasse, selv om vi endte med kun at være 16 i 3. G - Nå, men jeg gik på Universitetet, og en af de andre læste til lærer, så jeg måtte høre på en længere tale om, hvor "synd" det var for gymnasielærerne, at de manglede pædagogisk baggrund. Det blev til envejskommunikation, for jeg gad ærligt talt ikke forklare, at jeg egentlig ikke havde tænkt over den eventuelle pædagogiske side af sagen, fordi jeg indtil videre ikke havde noget specielt formål med mit studium, bortset fra at studere, og at en del camd.mag.'er bliver noget andet. At langtfra alle folkeskolelærere bliver særlig geniale pædagoger, havde hun åbenbart fortrængt. Name/Blog: Donald Det lyder også lidt som den underlige opfattelse med at man ikke kan gøre noget uden at have fået et kursus. Man kan selvfølgelig spare sig selv for mange dumheder ved at lytte til andre, tage et kursus, men der er ingen garanti for, at et autoriseret kursus er mere sandt end det, man læser og lærer på andre måder. Tak for det interessante indspil! Wed, 26 Dec 2007 Håber Julen er vel overstået. En tur langs med stranden er god (mad-)terapi.
Man samler appetit Farverne forsvinder i halvmørket.
Skriv selv Name/Blog: Rasmine Træet kunne have stået model til træet på min rasteplads :-) Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Mon, 24 Dec 2007
Julebud
Tidsmaskinen inviterer til en tur til 50'erne. Indkøb hos slagteren på Værnedamsvej. Der er flere slagtere. Man køber hakket småkød fordi det er bedre at have set de hele stykker end at købe færdighakket kød, hvor alt jo kan komme med. Der lugter af savsmuld, rengøringsmiddel og noget andet, ubestemmeligt, hos slagteren. Det er nok det ferske kød i store mængder, uindpakket, halve grise hænger fra loftet lidt længere inde. Der er flere slagtere på Værnedamsvej, jeg kan ikke rigtig se forskel. Jeg er med min mor, jeg regner med at hun finder den rigtige. Efterhånden, som dagene går, kan jeg se, at hun altid vælger den samme. Der er to butikker med ost; til min store undren har de ruder, hvor vandet løber ned i bølger. Hvor bliver det mon af, vandet? Der er kaffebutikken med en stor maskine, som rister kaffebønner, mens en metalarm drejer rundt og flytter dem lidt, der sælges mocca og java. Og der er en enkelt butik med tøj, en grønthandler med et par kasser på fortovet, som ikke er så bredt (men der er heller ikke en lind strøm af biler på gaden, så man kan godt træde ud på kørebanen uden at blive kørt over.) Der er en fiske-forretning, som har et specielt navn, og som ikke lugter så slemt af fisk, som de andre fiskeforretninger på Vesterbrogade. "Norsk Fars", hedder den. Vi har været i banken først. Dér lugter ikke. Jeg får lov at sidde ved en pult, hvor der er en pen. Der er blæk i blækhuset, jeg er forbavset. Jeg må gerne tegne på én blanket, siger min mor. Kun en. Jeg kan da ikke tegne med pen og blæk, men jeg prøver. En dag tager jeg to blanketter. Det er ikke nogen katastrofe, men man må ikke overdrive. Ingen skæld-ud, når vi kommer ud på gaden igen. Vesterbrogade ved begyndelsen af Frederiksberg Alle, lige ved Værnedamsvej, gaden med de mange slagter-butikker, der stråler af lys. Hjemme hænger et lille billede, som jeg har fået at vide er et billede af slagterboder i det gamle København. Dette er meget anderledes. Det er meget moderne i forhold til det andet. Der er elektriske lys. Sporvogne, biler. Telefoner. Radio. Det er trygt at være sammen med min mor. Bortset fra en ting, som undrer mig. Hun smiler ikke, hun ser sammenbidt ud. En dag spørger jeg: "Hvorfor ser du så vred ud, når vi går på indkøb?" "Ser jeg vred ud?" "Ja, du smiler ikke. Når vi er hjemme, ser du rarere ud", forklarer jeg efter at have tænkt mig lidt om. "Det er for ikke at blive snydt," siger min mor. "Hvis man ser glad ud, så kan slagteren finde på at snyde" siger hun, og jeg tror på hende.
Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Uffe Name/Blog: Donald Tak for de gode ønsker:-) Name/Blog: Hege Name/Blog: regitze glædelig jul. Name/Blog: Donald @Regitze: Ja, jeg skal lægge mig på sinde at få alle sanserne med:-) Sat, 22 Dec 2007
Dejligt at høre George Michael synge
Det virker som en sang med julestemning. Ud fra glade afspilninger kunne man tro, at det var en julesang. Lyden af klokker, musikkens friske rytme og ordet Christmas, det er fint og giver mig illusionen af en glad Jul. Men så kom jeg til at lytte til texten. Er der nogen, som vil hjælpe med forståelsen af teksten? Læs den her. Og i lidt pænere typografisk sats her. A crowded room, friends with tired eyesDet er ikke lige hvad jeg forstår ved det glade Julebudskab. Men med lys og lygte lykkedes det mig at finde denne linie: Now I've found a real love you'll never fool me againEller lidt mere i sammenhæng: Me? I guess I was a shoulder to cry onAldrig mere narret? Ja det er vel så det nye Jule-evangelium. Skriv selv Fri, 21 Dec 2007
At Kende Sandheden
Filmen er et partsindlæg, men meget sobert, og jeg behøver ikke at sige at den giver et nuanceret billede af, hvad det var for beslutninger, der var nødvendige at træffe. Der blev reddet mange liv med det, der dengang var den til rådighed værende teknologi. Som eksempel fremhæves voldsomme hjerneblødninger fra aneurismer, som kan være svære at reparere, hvis man ikke tydeligt kan kortlægge hvor årerne er placeret. Man skal jo dog save ind i hjerneskallen og videre løfte og skære gennem hinderne ind til det rigtige sted. Der er billeder af operationsteknikken i filmen - alene det er fantastisk. Men filmen er først og fremmest en skildring af de følelser, som omkranser en familie i arbejde. Faderens karriere, der formes af hans herkomst, dygtighed og albuer eller mangel på samme. En forelskelse, som ikke bliver til noget. Man er måske ikke så attraktiv et parti, når man ikke spiser kirsebær med de rige. Og en anden pige, med et stort smil og en varm, social forståelse, som blive Niels' mor, og som holder fast i de nære ting og skaber et hjem trods det, at det aldrig var den stormende, store forelskelse. Niels, der gemmer sig under bordet. Men så kommer det, der gør filmen til noget særligt: En skildring af faderen som dreng. Han må have fortalt Niels det, da de havde deres lange møder med diskussion af de sager med radioaktivt kontraststof - ind imellem fortalte faderen om provinsbyen med hjemmet, jobbet som bybud der fortrylles af danselærerinden; hun må have haft ballet-drømme, og hun er venlig imod drengen. En varm sommerdag på stranden med en kammerat, der lige har opdaget forplantningens funktioner, og som leger lidt med seksualiteten, den følgende korporlige afstraffelse af kammeraten fordi Malmros' far kommer til at tale over sig. Og det indremissionske mørke, der sænker sig. For mig har Malmros skabt et billede, som rummer mange aspekter af det hele liv, en bredde i skildringen, som gør at vi alle kan genkende noget af os selv, og med en ægthed i skuespillerpræstationerne, som gør det til en stor oplevelse, hvis man ellers åbner sig. Ikke en storfilm, men en perle, vi Danskere kan tage til os, hvis vi ellers har storheden i os selv. Niels Malmros har fortalt, at han først sent blev klar over, at ikke alle kan huske så mange ting fra barndommen. Jeg tror at "tidsmaskinen" står parat til os alle, men at det, der afholder os fra at tage en tur er, at de klareste erindringer er de ubehagelige, og at det kræver styrke at formidle dem - eller bare noget af dem - på en måde, så de kan være med til at skabe billeder og forståelse. Hvad sker der, hvis du tænker på en ting fra din barndom - en, du husker tydeligt: Ovnen i køkkenet? Grammofonen, radioen? Udsigten fra køkkenvinduet? Skriv selv Wed, 19 Dec 2007
De talende huse
Vi kaldte det hundefortovet. Der var altid hunde, som besørgede og man skulle se sig godt for, når man gik ned til Sct. Thomas Plads for at lege eller spille bold eller for at sejle med små skibe i springvandets kummer. Mælkemanden, som leverede en liter sød hver morgen på dørmåtten (Mejeriet Trifolium, hvide glasflasker med papirkapsler) parkerede hver morgen sin trækvogn på vores fortov, som var bredt, asfalteret, og der var fliser ude ved fortovskanten, men når man gik til venstre mod Sct. Thomas' Plads kom man forbi en dyster, tom ejendom, som lå bag et frønnet plankeværk, den grønne maling skallede af, og over plankeværket kunne man se noget, der lignede en almindelig ejendom med trappe, og tomme vinduer. Det var foran den, at der var hundefortov. Der var også et elmetræ, som strakte sine grene ud over fortovet og om efteråret spredte sine frø på jorden. Manna kaldte vi det. Manna, som det, der faldt fra himlen til Moses, da hans folk sultede i ørkenen. Det var en barnevognsfabrik der lå bag plankeværket. En overgang stod der også Engbergs Barnevogne på et skilt, men der var ikke ret mange mennesker, som arbejdede der, og der var ikke liv bag ruderne. Det var mest et lager, og der kom biler og afleverede pakker og de kørte igen med andre pakker. Det havde ikke altid været et barnevognslager. Der var nogen, der vidste, at det havde været en radiofabrik, men den var blevet ødelagt ved sabotage under krigen. Det var kun 4 år siden. En berømt sabotage, for det var den første, hvor sabotørerne faktisk også rapporterede, mens det skete. Radiofabrikken Always, Boyesgade 8, ødelægges ved sabotage 27. marts; sabotørerne optog sabotagehandlingen på grammofonplade. Pladen blev sendt til England og udsendt i radio derfra. Der var en, der kunne pege på, hvor vagterne og journalisten havde stået. Der var en stor ejendom overfor med sin egen lille gårdhave, en nydelig ejendom, der så meget mere distingveret ud, mere tilbagetrukket end de fattige ejendomme rundt om hjørnet i Brorsonsgade. Der havde man kunnet sidde i vinduet og rapportere, og der var masser af gemmesteder og flugtmuligheder. Ruderne i den fine ejendom havde klirret og nogle var gået i stykker ved eksplosionerne i fabrikken. Det var dyrt at få nye ruder under krigen. Efter fabriksejendommen var der et hjørne til den runde vej omkring Sct. Thomas' Plads, og dér lå en benzinstation. Det var en stor en, syntes jeg, men jeg var jo heller ikke så stor. Det var Hr. Lund, som passede den, og han kunne godt lide at snakke med os børn, selv om han var lidt brysk. Man kunne få gratis luft der, til cyklerne. Nogle år senere mødte jeg ham mens jeg kørte ud mod Peter Bangsvej på cykel; jeg hilste, man han vrissede vredt og så lige ud i luften. En af barndomskammeraterne sagde senere, at han havde været i fængsel og at der var noget i vejen med ham. Måske var han bange for at komme i fængsel igen, tænkte jeg. Der kunne holde to biler på tankstationen. Så var der heller ikke plads til at gå rundt om bilerne, så kunderne, der fik vasket bil af Hr. Lund, fik besked på at stille bilerne udenfor. Men for os små børn var det en stor tankstation. På den anden side af Boyesgade, efter passagen til Vesterbrogade, lå der nogle ejendomme med småbittehaver foran. Der havde boet digtere og malere, ligesom i Drachmann's hus lidt længere nede ad Frederiksberg Alle. Alle de huse havde været en del af bybilledet i guldalderen, dengang Alhambravej havde været adressen på et forlystelsessted med stor, overdækket musikscene, et sommertivoli, som flirtede med arabiske stemninger fra 1001 nat. Der var ikke så mange biler, der tankede benzin hos hr. Lund, men som barn tænkte man jo ikke så meget over, hvad de levede af, de forskellige mennesker. Tankstationen har måske været en stander, som fabrikken brugte til sine biler, og var så skilt ud, for at få lidt nytte af den. Fabrikken var en skygge fra en tid, der lå lige før vores; det samme gjaldt Istedgade, der aldrig overgiver sig, Enghave Plads, og man hørte ind imellem nævnt begivenheder fra "generalstrejken", arrestationen af politiet (på min fødselsdato, 29. August). Jeg var inde og se Montgomery på Rådhuspladsen, eller var det Churchill på statsbesøg. Der var et avis-billede fra en sønderbombet by i Tyskland hvor husmure stod tilbage som tomme skaller. Det var en underlig tid. Jeg er sikker på, at det såkaldte 68 oprør var resultatet af, at krigens voksne mente, at man skulle være kritisk overfor alle mulige ting og være villig til at gøre noget, som stred imod ordensreglerne. Ikke for meget, ikke ubegrundet, men gennemtænkt. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Måske gør det ikke noget, at der er lidt hukommelsesforskydning, hvis pointen så kommer lidt tydeligere frem. Husene blev for mig vidner om, at der var en virkelighed, som de voksne ikke snakkede om - og som nogle af dem måske slet ikke kunne rumme. Name/Blog: Ann Andersen Sat, 15 Dec 2007
Og hvad kommer der så ud af det? tænker jeg. Fætter BR dukker op i det næste butiksvindue og fortæller de unge mennesker, hvad de så skal gøre. Der er juleguirlander med lys i henover gågaden. Dejlige bløde kurver og hjerter, som minder mig om varme, familie og kærlighed. Det var en kollega, som sagde at jeg ikke skulle skynde over til min søn og ex. Min søn har måske mere brug for at blive bekræftet i, at han kan en masse, i stedet for at få noget, der minder om et sygebesøg. Hun sagde, at det er så godt, at han kan rejse med fly, bus og færge for at se omverdenen. Jeg havde sådan en lyst til at vise hende de billeder, han sendte fra Vilnius. Der er en anden butik, som udelukkende handler med lingeri. Jeg kan ikke skyde tanken fra mig, det er smukt, det er en anden menneskehed, der trives derinde, et lukket land. Jeg føler mig pludselig som en gammel gris. Jeg er på vej til Jensens Bøfhus. Jeg fik et gavekort på 400 kr. til Jensen, da jeg fyldte 60, men jeg har ikke haft lyst eller tid til at gå derned. Nu er det måske den rigtige aften at gøre det. Nej - tænk. Trøstespise, nej! dum ide. Der er en Neye-butik med tasker og kufferter. Gavekortet til Jensens Bøfhus må kunne returneres, og så kunne jeg købe en taske til erstatning for den umulige kuffertmappe, som jeg fik af min afdøde nabo, der var sådan et dejligt menneske. Inde i Neye er der langt mellem de to kunder, der er dametasker overalt i det store lokale, men jeg kan ikke forstå, at det kun er til damer alt sammen. Små skinnende sorte småhængetasker, elegante spænder, lækkert design, men Neye plejer ikke at være kønsdiskriminerende. Jeg kigger grundigt og finder nogle kufferter omme i en smal tarm, men det ligner også damekufferter. En mand ville vel aldrig slæbe så meget med på en rejse. Jeg går ud på gågaden igen, det er så koldt og klokken er mange, så jeg tænker, at skulle det være, så er det faktisk en meget god aften at spise ude. Jeg går videre og spørger efter Jensens Bøfhus, jo, jeg er på rette vej. Jeg arriverer og spørger strax den lyshårede skønhed, som står ved buffet'en, om jeg kan få pengene tilbage på dette gavekort. Nej! Det kan man ikke, siger hun med fast stemme hvori jeg kan genkende angsten for besværlige kunder. Det kan der overhovedet ikke være tale om. Det gør man ikke her i forretningen. Hun tøver et sekund. Det gør man heller ikke i andre forretninger. Jeg bliver faktisk lidt chokeret over den bastante lidt uvenlige afvisning, selv om jeg har jo lært en del om reaktioner gennem de sidste 20 år. Tonen skærper ikke appetitten. Jeg træder lidt tilbage og tænker over om jeg skal gå på indkøb; der er 10 minutter til de lukker. Efter rolige overvejelser går jeg igen hen til skranken og spørger, om hun da kan hjælpe mig med et bord. Jeg tvivler på, at jeg kan spise for 400 kr., men så kan jeg få et nyt gavekort for resten. Nej (jeg er ved at synke i jorden) - det er ikke hende, der giver bordplads, spørg hendedér. Hun peger på en anden skønhed, som står iført Jensen-uniformen med en snor daskende om enden hvori der sidder penge og kort, jeg noterer at der står souschef. Hun sender mig et sødt smil, og beder mig gå med. Hun er en fe, der tager mig med til et andet land, et land af kærlighed, respekt for hvad man er, og omsorg. Jeg har ikke nogen ordentlig frakke men har krænget fleecejakken med logo og foto-udstyr af, og i min fløjelsjakke ser jeg rimelig ud. Jeg får en plads og efter at have bestilt får jeg tid til at kigge lidt omkring, mens jeg drikker vand og vin. Hvad er det for nogle mennesker, som har råd til at spise ude, far og mor og et barn, hun ser ud som om hun ikke har spist for meget, og barnet opfører sig godt, selv om trætheden og kedsomheden melder sig med mellemrum. Jeg kan godt huske, hvordan det var at være på restaurant med min far. Lidt længere væk sidder en familie med en meget karakteristisk hovedform, sønnen er en tro kopi af moderen. De har spist for meget, men selv om manden har en "mavemuskel" i stil med Moon-bevægelsens, så er han en stor flot mand, som man godt kunne klæde lidt bedre på, og så ville han være ganske pæn. Lykken er ikke det værste man har, men andres ulykke er heller ikke at foragte. Uha! Nej! Jeg tager mig i det, ikke sammenligne med andre mennesker. Se og forstå. Være til stede. Men udseende betyder nu alligevel meget. De unge feer, som serverer for dem der sidder bag mig på en forhøjning, har livet foran sig og udstråler glæde og sikkerhed. Har Jensen virkelig en politik om, at man kun ansætter unge kvinder? Nå, dér var en enkelt ung mand. Hun kommer med kaffen og desserten og jeg betaler. Jeg har jo ikke holdt mig tilbage, for hvordan skulle jeg nogensinde finde på at gå herned igen, så regningen er på 381 kr. og hun smiler, "så lykkedes det at få brugt pengene!" siger hun. "Ja, det var dejligt," siger jeg og tager de nitten kroner og lægger i hendes hånd. En pludselig indskydelse: jeg giver hånden et lille klem. Jeg føler mig som en gammel gris. På vejen tilbage er alt lukket, provinsen er død kl. 18. Min far ville have givet 15% i drikkepenge. Det ville have været 60 kr. tænker jeg, hvor er jeg fedtet. Men i dag er drikkepenge ikke en del af lønnen; så måske er det ok. Næste aftens julefrokost indledes med, at jeg forvrider en fod, uheldigt, men heldet kommer lige efter: jeg bliver anbragt mellem de to sødeste og sjoveste kolleger, og jeg får den første dans med den ene, som er den flotteste i lokalet - så er det ligemeget med foden. Jeg håber, at vi med vores eksempel får alt folket op af stolene. Enestående chance. Jeg får en dans med fotografen. Bagefter spørger hun, hvor gammel jeg er, 61 siger jeg og hun siger, fra 61, nå jeg er fra 63. Jeg har ikke lyst til at rette fejltagelsen, men siger lidt indædt, jeg er fra 1946. Hun måber og siger "jeg troede du var i fyrrerne". Det var ellers en dejlig dans vi havde lige før, tænker jeg. Senere på aftenen får jeg isomslag og bandage hos min søn og min ex. Det hjælper på den forvredne ankel, som er blevet stor. Stop
Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Du skal ikke være bekymret over smerten, der var mest glæde - selv om jeg må have set tåbelig ud med en forstuvet fod på et dansegulv. Jeg er glad for, at du kan lide historien. Hele øvelsen gik ud på at fortælle med et smil om hvordan sødt og surt blandes til en god historie, med de sving og udsving, som livet byder på. Måske er den lidt for meget indforstået med antydninger af de tanker, en forbruger må gøre sig om fødsel og død, når man går forbi forbrugersamfundets udstillingslokaler, men jeg prøver at skrive så ligeud-ad-landevejen, som jeg kan. Og joda, Jensen har gode bøffer:-) Name/Blog: regitze du fortæller så billedrigt i et sprog, der har samme nuance som blå time. tak, Donald. Name/Blog: Donald Name/Blog: Valdemarsro.dk Da vi gik ned igennem Strøget i dag og så på alle butikker og de travle mennesker, kom vi til at tale om, hvad mon der gik igennem folks tanker, når de skynder sig afsted i julehandlen. Name/Blog: Donald Wed, 12 Dec 2007
At fotografere i mørke!
Tilføjelse: en anelse efterbehandlet - lysere. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Mon, 10 Dec 2007
Om sommeren er der mange landliggere, som tager til Heatherhill
Det gjorde jeg i går. Det kan godt være at det er fordi jeg ikke kan tillade mig at bringe ret mange andre billeder, at jeg synes det er sjovt at fotografere solnedgange, men ærligt talt, det er noget specielt, det er en oplevelse at stå derude og se det blive rødt i kanten, blive mørkt, og stjernerne træder frem på himlen. UBeskåret. (Mest til ære for mig selv på en anden skærm et andet sted. Alle billederne er reduceret i forhold til kameraets output.) Om at tage billeder i mørkeEt experiment: Ved at køre manuelt og sætte lysfølsomheden op til ISO-800 får man kameraet til at acceptere halvmørke, men der kommer grynede overflader ud af det. Hvor langt kan man gå? Jeg prøvede med ISO-200 og ISO-400 og prøvede at reducere billedets lyshed, så jeg kunne komme ned på 1/250 sekund og dermed få bølgerne skarpere.
Skriv selv Name/Blog: capac Name/Blog: Donald Name/Blog: capac Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Det er også dejligt, at et menneske har tænkt at hans private lille paradis Heatherhill burde være offentligt tilgængeligt, og har ladet fællesskabet/kommunen arve det. Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Donald Sun, 09 Dec 2007
Der var brosten i Brorsonsgade,
I Boyesgade, hvor vi boede, var der træer ved fabrikken, og huset, vi boede i var moderne, trukket lidt tilbage fra fortovskanten, med store firkantede dobbelte vinduer og med elevatorer og køleskabe i køkkenerne. Overfor omkransede de udsmykkede huse et lille anlæg, lukket med en gitterport, og længere nede ved Sct. Thomas' Plads var der mange træer, som der jo er på hele Frederiksberg Alle. Men Brorsonsgade, det var den mørkeste: Der stod husene ret op og ned tæt ved siden af hinanden, På venstre side lå købmand Damsø's butik med det gule skilt over kældervinduet, hvorpå der stod Kolonial. "Det betyder at varerne kommer fra kolonierne", forklarede min far mig en af de gange, han var på besøg. Der var mange kælderbutikker på højre side, Købmand Schybergs lille hjørnebutik, børstenbinderen, som havde en skurebørste i vinduet og skilt med "køb her", der var et værksted af en slags, som aldrig var åbent men hvor der somme tider lå nogle rør udenfor, der var ismejeriet, hvor man kunne købe is til isskabet, og hånd-indpakket smør fra den tønde-agtige drittel, der var en tøjforretning i den høje stueetage på hjørnet til Vesterbrogade, hvor der også var høje huse på den anden side, som tog hele sydhimmelen, men først og fremmest lå husene tæt i en række, 4 sal og Københavnertage, så den smalle gade henlå i mørke undtagen et par måneder om sommeren, hvor solen ved middagstid ville komme ned på brostenene. På højre side i den fjerne ende lå blikkenslageren, som var så høflig, da min far bad ham om at lave hul i en konservesdåse, men som en anden dag huskede mig som ham med faderen i hvid skjorte (sådan nogle skulle man vist ikke stole på!) På stykket mellem blikkenslageren og Købmanden med det gule skilt var der ikke rigtig noget, andet end stentrapper, der så så gamle ud, skæve, høje døre, der manglede maling. På dette mørke og forfaldne stykke af Brorsonsgade boede der ingen rigtige mennesker. Der var ingen børn, der var ingen forældre, der var ingenting. Jo, der var en. Georg. Når Georg kom gående så de små på ham med rædsel: Det var ham, der tævede børn, eller også gjorde han noget, der var værre! "Hvad var det, der var værre?" spurgte jeg, "du ved, sådan holder dem" sagde en af pigerne. "Nå" sagde jeg, det lød da ikke så slemt. En af drengene råbte efter Georg: "Børnelokker!" uha, så vidste jeg, at her var en af de farlige personer, som min mor havde advaret imod. Dette var den ultimative skræk: Man kunne blive lokket med slik og venlighed, og så kunne man ende med at dø eller det, der var værre. Jeg var stadig ikke helt klar over, hvad der var værre. Georg kom gående. Jeg havde da set ham før, han havde gået i sine egne tanker, og de briller, han havde på, gjorde at man ikke rigtigt kunne se øjnene. Han hilste ikke. Han så ikke. Georg hørte børnenes råb. "Uha! Nu kommer jeg efter Jer" sagde han højt og løb lidt, og vi spænede afsted, og han havde ikke en chance for at fange os, det var vi sikre på og så lo vi. Da Erik og Ilse inviterede os indenfor og hørte om Georg, sagde de "Nå er han farlig? Hvordan ser han ud?"
Og så forklarede vi "Han er høj og har gult hår!" "Nå men så er det nok ham, jeg har snakket med forleden dag. Ole og Henriette sagde også, at Georg var farlig, men så inviterede vi dem alle tre indenfor og snakkede og legede, og han er helt almindelig, måske lidt genert, og meget rar," forklarede Ilse. "Han er bare lidt bange for at være sammen med andre mennesker, og I skulle tage og holde op med at drille ham, det bliver han meget ked af", forklarede Erik. Vi så nok lidt slukørede ud. En myte fra Brorsonsgade var ved at gå i opløsning. Nogle måneder senere holdt Erik og Ilse op med at invitere os indenfor. De havde fået deres eget barn, og så var der ikke plads til os andre. Eller, som en af pigerne forklarede: "Når man har en baby, så skal man ikke have for mange besøg, for at den lille ikke skal blive syg."
Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Rasmine A propos fortalte en af mine onkler mange, mange år senere, at han havde hørt nogle mindre børn tale om, hvad de ville være, når de blev store. En af drengene - en lille, forsagt en - ville være børnelokker! Han vidste åbenbart kun, at det var en, folk var bange for, og det var for ham noget stort. Det kunne have været interessant at vide, hvad han faktisk drev det til. Name/Blog: Donald Wed, 05 Dec 2007
Et forsøg.
Endelig en dag blev Bjarne og jeg inviteret til at komme indenfor og se, hvordan de boede. Den unge mand smilede og kvinden synes, at det var sjovt at have børn på besøg; vi kunne mærke, at vi var velkomne. De hed Erik og Ilse, og de var lige blevet gift. Det var en lejlighed i stuen og den forekom en anelse mindre, end der, hvor jeg boede. Murene er tykkere i stueetagen, men det vidste jeg ikke dengang. Men det virkede alligevel stort og lyst, for der var ikke så mange møbler, og der var ikke så mange ting på hylderne, det virkede så nyt alt sammen. Og det duftede rent. "Må vi ikke nok se den flyvemodel?" spurgte Bjarne. Erik lo lidt og sagde "Nå, har Ole fortalt om den? Jo nu skal jeg se, jeg ved ikke om den kan flyve mere." Han viste den frem med et gladt ansigt: "Nu skal I se, vingerne skal sidde fast her ..." Han tog forsigtigt på de brede vinger og skubbede dem på plads i en rille i den liste eller stang, som udgjorde flyverens krop. Så prøvede han forsigtigt om propellen kunne dreje. Den var lidt skæv, så den skulle rettes. "Jo, jeg tror godt jeg kan få den til at flyve igen," sagde han og begyndte at rulle propellen med pegefingeren, så elastikken, der sad fast i propellen og i en krog i den bage(r)ste ende blev snoet. Den blev strammere, og der kom sjove knuder på, til sidst kunne man se, at han skulle passe på at propellen ikke smuttede fra fingeren. Han gik hen til vinduet. Så skiftede han hånd, han holdt bagpå med højre hånd og med venstre holdt han propellen stille; han kiggede lidt rundt og så sendte han den afsted på tværs af stuen. Den fløj i en nydelig bue udenom en lampe, som hang ned over det lille runde sofabord, og så, magisk, drejede den og fløj næsten tilbage igen. Men den tabte pludselig farten og faldt ned på bordet. "En gang til", udbrød jeg begejstret. Erik viste det en gang til, men efter anden tur sagde han: "Den går i stykker, hvis vi flyver mere herinde, den støder jo ind i alting." Men så snakkede vi og hyggede os med en kop chokolade. Hvem der ellers var af børn i kvarteret, spurgte hun. Vi fortalte om Inge og Jan, om Esther og Gudrun, om Lis og Irene, og så fortalte vi om Georg, som boede i Brorsonsgade, og som var lidt uhyggelig, de andre sagde, at han var farlig. Nådada, er han det, sagde Ilse. [... Cliff-hanger? ...] Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sat, 01 Dec 2007
Hvis du kunne trylle dig om til en anden en ...
Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Rasmine Jeg tror bare ikke, det var der, du ville hen, Donald, for hvem vil vel egentlig ikke det? OK! Hvis jeg for en periode skulle være en anden, tror jeg nok, at jeg gerne ville være Cecilia Bartoli, selv om man skal være meget varsom med at ønske sig i en andens sted. Men hvem ville du selv gerne være? Julemanden ;-) Name/Blog: Donald Men jeg kan godt drømme om at være mode-designer en gang imellem. Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Liselotte Jeg ville ikke være nogen anden. Bare mig selv! Altså hvis jeg må slippe? ;-) Name/Blog: Donald @Liselotte: Tak:-) Og jo: Du må gerne slippe for at være en anden:-)) Name/Blog: Rasmine - Jeg vil for resten håbe, at du har ret i, at der findes masser af artige børn. Det gør jo ikke så meget væsen af sig, så det er de andre, jeg lægger mærke til :-( Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Donald @Sister Bonde: Det er vel også bedre at være sig selv, men der er bare så mange andre ting, jeg gerne ville prøve at arbejde med. Jeg synes man bliver for smalsporet af at arbejde med en ting kun. Om Julemænd og HO: Børnene bliver bange hvis man HOHOHO'er for meget:-) Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Donald Se evt. nogle kravlenisser her hos Liselotte. Name/Blog: Madame Tue, 27 Nov 2007
Sætningen, der aldrig blev sagt
Jeg leger med toner og rytmer. Det er ikke spor avanceret, det drejer sig bare om at få fingrene igang. Jeg spiller altid langsomt. Nogle gange får jeg øvet ting op i tempo, men det er efterhånden sjældent, jeg vil bare have melodien til at synge over svævende akkorder, langsomt er godt. De sagde i børnehaven, at de godt kunne låse klaveret, sælge det, der var jo alligevel ingen, der kunne spille. Hende, der kunne, var rejst. Hun havde spillet "I østen stiger solen op", "Nu titte til hinanden de fagre blomster små", og "Lysets Engel Går med Glans", og hun havde spillet så smukt. Af en eller anden grund tænkte jeg allerede dengang, at "Nu titte til hinanden" var en dårlig sang, vel at mærke teksten. Jeg blev også træt af melodien, der manglede et eller andet i den melodi. Den havde ikke den fortryllelse, som jeg kunne høre i anden musik, især ting, som man hørte i radioen om morgenen. Ingemann sangene var en slags reklame, en påtaget barnlighed, som ikke passede til min verden. Der var ikke meget sol mellem de 4-5 etagers høje huse på Vesterbrogade. Jeg kunne godt lide at åbne klaverlåget og prøve nogle toner. Prøve at spille en tone eller to. Se om der kom det samme ud af det hver gang. Høre, hvor længe den blev ved. Høre efter, hvad kvalitet, den havde. Prøve at sætte to sammen og se, om det blev til en melodi. Klaveret stod i den lille stue, og der var vel ingen, som blev generet af, at jeg prøvede lidt. Det fik jeg lov til nogle gange inden hun kom, den alvorlige af lærerinderne, og sagde at det måtte jeg ikke og nu ville hun lukke klaveret. Da det var væk, var jeg ked af det. Jeg kan stadig mærke det lille stik. Jeg prøvede at give min følelse form. Jeg fik sagt det: "Hvorfor?". For mig var de voksnes ord definitionen på logik. Man er afhængig af, at de voksne har lavet en seng. At de kommer med mad. At de har lavet tøj til en. At husene står rundt omkring og at der er et sted i et af husene, hvor man må være. "Lene er rejst og der er jo ikke andre, der kan spille." Nåja, det er jo svært at argumentere imod den logik, når man ikke engang er sikker på, at det er rigtigt, at solen går op i øst - hvad er øst forresten for noget? Jeg har aldrig været kvik i replikken, og dette er en af sætningerne, som aldrig blev sagt: "Jamen hvis man ikke prøver, lærer man det jo aldrig!" På det tidspunkt begyndte jeg at tvivle på, at det var fornuftigt, det, som de voksne sagde. De var groet fast i en verden, som jeg ikke ønskede at være en del af. Skriv selv Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Jens Drejer Når jeg er i operaen eller til koncert i Radiohuset, så skal jeg helst sidde så jeg kan se orkestret. Jeg er så umådelig imponeret over mennesker som kan spille, uanset hvilket instrument de har valgt. Name/Blog: Donald Name/Blog: Jens Drejer Name/Blog: Rasmine Min sanglærerinde sagde til mig for nogle år siden, at hvis jeg ville være sanger, skulle jeg lære at spille klaver. Nåja, sanger og sanger - "i min alder!" - men jeg anskaffede mig da et gammelt, ramponeret klaver og begyndte at gå til spil. Det blev kun til en enkelt sæson på aftenskole. Så fik jeg for travlt, og klaveret kom ud, for det stod jo bare og tog plads op og var i øvrigt ikke særlig kønt. Nu, hvor der er ved at komme lidt mere ro over tingene, overvejer jeg stærkt at forsøge igen. Jeg har nemlig en drøm om, at det vil give mig større udbytte af at lytte til musik, hvis jeg selv kan spille i det mindste til husbehov. Min klaverlærer sagde i øvrigt, at det i én henseende var lettere at lære at spille som voksen: Motorikken er fuldt udviklet. Men det er alligevel en fordel at starte så tidligt som muligt. Derfor ville jeg synes, at Jens snarest muligt skulle begynde at lære at spille cello, hvis han ellers kan finde tiden - bøgerne løber ingen steder og bliver sikkert kun bedre af at vente - både dem, man læser, og dem, man evt. selv skriver. Tja, det var bare min mening. Man kan vel også få tid til lidt læsning/skriveri, mens man lærer at apille. - Jeg kendte engang en kat, som ganske tydeligt nød barokmusik. Gad vidst, hvad katte synes om begynder-solocello :-) Name/Blog: Donald Man må disponere sin tid, men det er altså alligevel en af de bedste måder at koble intellekt og motorik sammen. Bare det at nynne med på den musik, man kan li'. Hvem kan lade være med at nynne med på Donizetti:-? @Rasmine: TAK for din kommentar! Jeg har også noteret mig, at katte ikke kan li' hård rock-musik! Og sikkert heller ikke Wagner, men det nænnede jeg ikke at udsætte Leo for. Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Thu, 22 Nov 2007
De fryser i Danmarks Radio.
DR producerer nogle af de bedste nyheder (Orientering P1, ikke TV-nyhederne, der skal man vist hellere se BBC og CNN). DR medarbejdere som Claus Hagen Petersen finder de bedste gæster og stiller de skarpeste spørgsmål, selv om der nogle gange hakkes og stammes på en måde, der var utænkelig for 25 år siden. Måske var det en rimeligt begrundet tanke, at man skulle flytte til et nyt, samlet byggeri, men de seneste 25 år med IT har lært mig, at nyt skal altid afprøves i små mængder og sikre omgivelser, inden man satser stort. Den er gal med træk og kulde, skriver TV2: Problemerne med en iskold arbejdsplads skyldes først og fremmest et stort nordvendt glasparti, der giver træk. Foreløbig er problemet forsøgt løst ved at dele fleecetæpper ud til de medarbejdere, der sidder i det kolde afsnit af huset. Ifølge tillidsmanden gik to medarbejdere i sidste uge syge hjem med henholdsvis lungebetændelse og mellemørebetændelse.
Tak til TV-2 for info og billede.Jamen isolerer glas da ikke? Kan man ikke få tredobbelte thermoruder, som isolerer lige så godt som 30 cm. Rockwool?Ikke lige så godt. Desuden er der i store bygninger altid problemer med hvor temperaturerne "kommer fra", og det har man jo set udnyttet på mange måder i "konvektions-ovne", som er forfinede udgaver af de gamle Svenske brændeovne med varme-kanaler og vandopvarmning til radiatorer i de andre rum. I alle større byggerier skal der være en gennemgang af luftstrømme. Kold luft ned ad ruderne? Det var jo en af grundene til, at man brugte gardiner. Kan DR-byen ikke bruge gardiner? Jeg bliver simpelthen så forarget, at jeg lige skal spørge mig selv, om jeg da ikke tager fejl og er for konservativ, en rigtig Jeronimus, som aldrig vil få glæde af nye ting. Men NEJ! Sådan er jeg ikke. Jeg går efter nye ting, som er til at betale, og som ikke er beta (prøvestadium). I den nuværende situation bør man efter min mening finde en anden arkitekt og en ingeniør, som kan modificere bygningerne på Amager. Det er set før, og det kan gøres med få midler, så en bygning fra at være et mørkt hul bliver den dejligste lyse hal, og mon ikke man kan gøre det samme/modsatte med DR-husene? Bygge nogle ekstra mure, som støtter, isolerer, skiller, beskytter mod støj og sørger for, at der opstår "oaser" i dette store monstrum af en glaskolos på lerfødder. Skriv selv Name/Blog: capac Name/Blog: Donald Nyheden med fleece-tæpper var forresten fra TV2 rss. Name/Blog: capac Name/Blog: Donald Jørgen Utzon, Terrasserne Fredensborg, hurra? Sidney Operaen? Men de er jo også gamle! Jamen så lidt Googling, - man bliver bare mere forskrækket. Så hellere denne her Hobbit-agtige bolig. Ved nærmere eftersyn er Daniel Liebeskind's projekter ikke så ringe endda, specielt et i Polen, hvor der i forvejen er højhuse. Så hvis man kan li' højhuse? Name/Blog: capac Name/Blog: Uffe Name/Blog: Donald Sat, 17 Nov 2007
Forklaring?
I mellemtiden, se her: - Hege om at klare det hele eller om adrenalin-pumpen. Nå så. I gang, med fare for at blive taget til indtægt for videnskabsfornægtelse eller "beton-lomborgisme", stærkt forkortede uddrag fra den i forvejen meget korte bog af Benjamin Hoff om Peter Plys og hans Tao:
Det Uforarbejdede Stykke Træ:Lærdom skyder skylden over på Det Uforarbejdede Stykke Træ - det, den kalder uvidenhed - når den selv har skabt problemer, enten direkte eller indirekte, ved at være så indskrænket, nærsynet og ufølsom. En frø på bunden af en brønd kan ikke forestille sig havet.Lagkage Lagkage princippetLagkage lagkage lagkage-bund,Ret enkelt. Alligevel må man forbavses over, hvor mange der forsøger at stikke firkantede pløkker i runde huller uden hensyntagen til den indlysende kendsgerning at Ting-er-som-de-Er.
Eksempel: Det betyder: Vi véd ikke, hvorfor de gør det. Det vigtige her er, at vi ikke behøver at vide det.
Som Peter Plys Gør... eller Wu Wei. Når man følger Wu Wei kommer man den runde pløk i det runde hul. Ikke noget, der skurrer, ingen modstand at overvinde. [...] Lærdommen prøver at regne ud, hvordan det kan være, at runde pløkker passer i runde huller, men ikke i firkantede. Wu Wei prøver slet ikke. Den tænker slet ikke. Den gør bare det den gør. Og når den gør det, ser det ikke ud af meget. Men tingene bliver gjort.En Ganske Særlig Slags Bjørn[...] "Men jeg?" sagde Plys sørgmodig, "jeg kan vel ikke være nyttig?"[...] Enhver kan. Til trods for Æselets velbekendte pessimisme. At nyde livet og bruge, hvad vi har, er noget vi alle kan. Der er bare nogen, som ikke gør det. Skriv selv Du havde lovet at fortælle dem mere om Peter Plys og Tao! Sløve padde! Du holder aldrig hvad du lover!Mmm ... jamen jeg aner ikke hvad det skal gøre godt for, der er alligevel ingen, der interesserer sig for Tao, og dem der gør, kommer ikke her forbi for at læse om den! Vågn op! Du behøver bare at skrive de sidste par sider fra Benjamin Hoff's bog om Peter Plys og hans Tao!Lig nu stille, Leo, jeg sover. Jeg drømmer så dejligt om killinger. Det er jo også derfor, at jeg måtte ud, ud i verden. Men du skal nu alligevel holde dine løfter, Donald!Ja ja ja jjjj ... Leo, ok ok ok, jeg drømmer om kærlighed, og så kommer du og snakker om Tao. Nej altså. Hvorfor gør du det ikke selv, Leo? Hvis jeg kunne, ville jeg selv fortælle ...Åh, jamen så godt da. Jeg finder tasterne og citerer Peter Plys og hans Tao af Benjamin Hoff.
Er du nu tilfreds Leo? Leo? Leo? Hvor er du? Var det ikke dig, som bad mig om at gøre det, jeg havde lovet? Leooo? Skriv selv Name/Blog: Donald Name/Blog: Irene Name/Blog: Det er heller ikke meningen, at alle forbipasserende læsere skal plages med Taoisme, men på den anden side havde jeg lovet at uddybe lidt om, hvad det er for en oplevelse jeg som kæledyrs-bestyrer har haft med det lille levende væsen, der voksede fra at være langsom og klodset til at være et selvstændigt individ og som gik ud i den mørke nat for at stifte familie, og som måske på et punkt (det bløde punkt) mindede lidt om Peter Plys - der iflg. Hoff er et glimrende eksempel på, hvad det vil sige at leve i nuet og gøre noget ved de ting, man kan gøre noget ved og kun bruge fortiden, når den er nødvendig for nutiden. Lammeskyerne illustrerer Leo's himmel (er taget på en efterårsdag i Tisvilde Hegn.) Tue, 13 Nov 2007
At Kende Sandheden
Men det opdagede han efterhånden, at det ikke er. Mange mennesker vil helst glemme alle nederlag, og i en almindelig barndom er der jo rigeligt af dem. For mange er barndommen et overstået stadium, og man begynder på en frisk. Der kan der være mange gode grunde til at glemme; det ville jo være forfærdeligt, hvis man til stadighed hjemsøges af de nederlag, som man utvivlsomt har fået som barn, eller de dumheder, som man gjorde, fordi man ikke vidste bedre. Kan de negative oplevelser ikke opvejes af, at man husker de positive ting? Der er noget livsbekræftende i at huske turen om sommeren i stegende sol til stranden ved Charlottenlund Fort, glæden over at sidde forrest i et Frederiksberg S-toget til Klampenborg og kunne se skinnerne foran som var man selv togfører. Faldet, og kærligheden, som hjalp én med at komme op igen. Men hvis man ikke kan huske, at man var nede, hvordan kan man så glæde sig over at komme op? Finn Abrahamovitz har i en bog for nogle år siden fortalt om det berømte forsøg med at folk skal huske ting og priser i et udstillingsvindue. Normalt kan man huske 2, 3 ting. Hvis man bliver hypnotiseret, kan man genkalde sig det hele med alle detailler. Hvis det er rigtigt, så er det jo det synligste bevis på, at vores tanke-maskine smider de ligegyldige detailler væk, somme tider uden at spørge om lov:-) Billeder, især fotografier, kan hjælpe på hukommelsen, og har den fordel, at de som regel handler om de positive oplevelser. Hvis man tager dem frem en gang imellem og tænker det igennem, måske taler med nogle andre om det, så vil man få samme oplevelse som den med udstillingsruden: Man husker mere og mere. (Vi behøver nemlig ikke hypnosens hokus pokus for at kunne iagttage alle de fænomener, som vi rummer.) Det smukkeste ved filmen "At Kende Sandheden" er ikke kun den varme skildring af et menneske, der nages af en samvittighed, men snarere den utroligt indlevede skildring af livet for en dreng i et meget indremissionsk miljø, en undertrykkelse af glæden og drengens fascination af de andre miljøer, han møder: Balletdanserinden, som bor i et tagkammer og som øver dansetrin i en solstråle, læreren, håndværkeren, mennesker, der har en anden indstilling til livet, kunsten og glæden end den, som han har fået med fra sit indremissionske hjem. Man kan finde en omtale af filmen At Kende Sandheden på Det Danske Filminstituts hjemmesider. En fin synopsis har Peter B. Juul skrevet på "Geekculture.dk". Hvis man ikke kan tilgive sig selv og andre, hvis ikke man har den indre styrke til at sige til sig selv, at "det er også i orden, at det var sådan", så er hukommelsen jo den direkte vej til helvede. Her er et af de billede, som minder mig om en rar situation. Jeg ville gerne kunne fotografere i mørke, sagde jeg til min søn, men det er kameraet af indlysende grunde ikke så godt til. Jamen tag et billede alligevel, sagde han, efter at jeg havde vist ham billedet af den spirende mark under en blå efterårshimmel. Så her er et fotografi taget i mørke, et billede af bussen, som holder udenfor Helsingør Hospital, mens min søn og jeg sidder på en bænk og fryser lidt og taler om, at kiosken var lukket, at man kan gå rundt om hospitalet på tilbagevejen, og at det jo egentlig går meget godt. Skriv selv Name/Blog: Hege Noen ganger lurer jeg på om det har noe med språk å gjøre. Selv er jeg glad i å fortelle, og jeg er full av ord. Mye av det jeg husker har jeg alltid satt ord på. Jeg har fortalt det til meg selv inne i mitt hode, eller jeg har også fortalt andre om det. Kan det være sånn at noen av oss rett og slett har et forteller-gen, - noe som gjør at vi helt ubevisst samler på gode historier? Name/Blog: Donald Og så er der jo også den oplagte forklaring: Hvis man har travlt med nutiden, er der ikke så meget tid til at beskæftige sig med fortiden. At fortælle til sig selv inde i hovedet er en god ting at kunne, og det gør jeg gerne, inden jeg skriver på webloggen, og fordi jeg synes at det kræver omhu at fortælle en historie som Violin-Oles, -- en historie, der bare skal fortælles. Sun, 11 Nov 2007
Hr. Guddiksen
Jeg kan se billedet for mig, og et eller andet sted har jeg det måske liggende. Jeg står med det ene ben foran det andet, på vej til at gå ind gennem den store egetræsdør med små fine ruder i foroven i en halvcirkel med trekanter; sådan husker jeg det, men måske husker jeg forkert. Jeg har ikke været inde på Frederiksberg for at genopleve Rahbekskolen, som nu er en skole for voksne. Jeg var (og er vel stadig) ret rundhovedet og ser skrækkeligt grim ud, så kun en mor kan holde af én, og jeg kunne vist egentlig godt lide at stå der og posere foran fotografen. Men ind kom vi da, alle sammen, 770 eller 800 børn i en bygning, som allerede efter 50'ernes målestok var alt for lille til så mange børn. Vi blev venligt modtaget og blev vist op på aller øverste etage, femte eller sjette etage lige under taget. Der var et klasselokale med skrå vægge og med dejlige, store vinduer ud mod en himmel med sol, skyer og udsigt over Kongens Bryghus og Carlsbergs lave bygninger. Læreren havde en stor brun manke og et dejligt smil, en ung lærer, som tydeligvis havde styr på situationen og vidste, at man skulle sørge for at alle vi børn følte os velkomne. Det gjorde vi, og vi så på hinanden og tænkte om det måske kunne blive en god legekammerat. Der var nogen, som kendte hinanden i forvejen, måske ikke så godt, men det var tydeligt, at de ville sidde ved siden af hinanden. Mange andre fandt sammen uden videre. Drenge og piger satte sig hver for sig. Da der ikke var så mange ledige pladser tilbage så jeg på en pige som stod alene i nærheden af mig og så kom læreren hen til os to: "Nå nu er der jo ikke plads til at I kan sidde alene hver for sig, men vi skal finde en dreng og en pige, som er modige nok til at sidde sammen!" og så kiggede han naturligvis på Eva og mig, og spurgte, om vi kunne sidde sammen. "Det kan vi godt" sagde vi begge to, og så sad vi sammen det år. Det var dejligt at sidde ved siden af en pige, jeg kendte ikke til andet end drenge-legekammerater, og en eller anden form for interaktion med pigerne havde der ikke været lagt op til i børnehaven. Ikke at der er nogen tilnærmelser eller andet end lidt snak i den alder, vi holdt os pænt hver for sig, men det føltes rigtigt. Læreren fortalte lidt om, hvad det gik ud på, at komme i skole. Han talte om de forskellige fag, dansk, regning, tegning, og hvad laver man til gymnastik, hvor ligger lokalet, hvad skal man have på, kan I skaffe det, man skal have på, og så videre. Man skulle have blyanter og viskelæder, og man skulle også sørge for at have en blyantsspidser, og den behøvede jo ikke at koste så meget. Alle navne blev udvekslet, råbt op, sagde man, og han fortalte også, at han selv hed Guddiksen, og at han havde været på Grønland, men nu var i Danmark i et år eller to, fordi han skulle hjælpe Undervisningsministeriet med at lave nogle planer, og så ville han igen vende tilbage til Grønland, som han holdt meget af. Efter et par dage syntes jeg godt nok, at han snakkede for meget om ligegyldige ting. Da jeg kom hjem efter den tredie dag, kylede jeg min hue i gulvet og sagde "Øv, det er en dårlig skole, jeg har ikke lært at læse endnu!!!" Han lærte os faktisk at læse på et par dage i den anden eller tredie uge. Han fortalte om bogstaverne. Nogle af dem kendte jeg jo i forvejen, men der var da et par stykker i klassen, som ikke kendte dem. Og jeg vidste heller ikke, at bogstaverne "siger noget" - se det var jo en vigtig ting og det er jo det, der var genialt ved alfabetet. Så vi sagde "Oooooo", og "Aaaaaa" og "Iiiiii", og fik en fornemmelse af de grundlæggende talelyde. Så kom turen til de lidt sværere bogstaver: "Ssssss"! Det var jo ssskægt. Hr. Guddiksen tegnede to togvogne. "I ved godt, at når man skal lave et tog, så sætter man togvognene sammen, ikke?" På den ene togvogn tegnede han et "S". På den anden tegnede han et "O". "Nu står de der, hver for sig. Den ene siger 'Ssssss' og den anden siger 'Oooooo'!" "Hvad tror I, der sker, når vi skubber dem sammen?" Han tegnede på livet løs og fik flyttet den ene vogn hen mod den anden: "Ssssss" ... "oooooo" sagde han, og så sagde vi alle sammen "Ssssss" ... "oooooo". Det var jo herligt. Det blev jo til ordet "So", som han havde forklaret i forvejen var en grisemor. Så gik det videre med "Llllll" ... "oooooo" - som bliver "Lo". De svære lyde, "k" og "t" og andre konsonanter gjorde han sig også stor umage for at forklare. Jeg tror, at han fik alle med, også Jens og Lars, som måske ikke var helt så hurtige til det med lyde og bogstaver. Da jeg ved sidste time i tredie eller fjerde klasse hørte en anden dansklærer sige, at nu skulle vi sige farvel til Jens, som ikke ville være sammen med os næste år, tænkte jeg at det var da underligt. Jeg kunne se, at Jens fældede en tåre. Jeg udtrykte senere min undren til Ellen, som ofte vidste ret meget om, hvad der foregik på den anden side af katederet. "Hvorfor var han ked af det, og hvorfor skulle han et andet sted hen?" spurgte jeg. "Jamen har du ikke lagt mærke til, hvor længe det tager, når han prøver på at læse? Det er da klart at han er ked af det, han er jo også ked af at sige farvel til os andre." Det havde jeg ikke fattet. Jeg tror jeg husker rigtigt, når jeg siger, at Jens ikke var ret meget langsommere end os andre i første klasse og at han kom med hver gang Guddiksen forklarede noget. Næsten alle navne er ændret. Skriv selv Name/Blog: Hege Takk for en ny og deilig historie, og i kveld ble den min god-natt-historie. Takk, og god natt! Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Det gør ondt, at man tiede nederlagene ihjel; de fleste nederlag er ikke nødvendige. Thu, 08 Nov 2007
Efterkrigstidens opdagelse af krigstiden
... og om en broget skare lærere.Vi var en generation, som var født lige efter krigens slutning, i 1945, 46 og 47, og vores forældre havde oplevet krigens gru hver på deres måde. Jeg tror ikke, at der var mange forældre, som talte med os børn om det.Krigen dukkede op på forskellige måder, men altid kun indirekte. Den 9. April blev der altid sunget en speciel sang, enten "Altid frejdig, når du går" eller også "De mørke fugle fløj", som ingen af os kendte. En dansklærer forbarmede sig vistnok over os dumme børn og forklarede, at det var Tyske fly, som den 9. April i stort tal var fløjet ind over København. Måske nævnte han også frygten for, at Tyskerne ville bombe København, men heldigvis anede vi børn ikke noget om bombardementet af Warszawa og vi havde ingen idé om, hvad det ville sige at blive bombet. Der var lys i vinduerne 4. maj, og den glæde og stolthed, som fulgte, når lærere og familie talte om "Befrielsen" måtte efterlade et indtryk af, at Danskerne havde været frygteligt undertrykt af Tyskerne, og at alle havde været med på Frihedskæmpernes side. Jeg kunne fornemme, at nogen derhjemmefra havde hørt meget mere om krigen end andre havde. For eksempel vidste Anne-Merete og nogle andre piger i klassen, at Nordahl-Grieg havde spillet en rolle under Krigen; vi andre vidste ikke engang, at der var en digter ved det navn. Vi lærte hurtigt, at der forud for vores liv lå noget foruroligende stort, noget tykt og tungt, som ingen rigtig brød sig om at fortælle om. En dag i anden klasse, året før vi fik håndarbejde, hørte vi om Fru Bindesen, en af håndarbejdslærerinderne, at hun var blevet tortureret af Tyskerne, og at de havde hugget hendes tæer af. Det var en grusom historie, der skabte en mur af forskel mellem Fru Bindesen og os børn, en mur, som man kunne kalde utrolighedsmuren. Vi hørte også om, at Tyskerne kunne finde på at rive neglene af folk og slå dem ihjel. Som med præsten Kaj Munk kunne Tyskerne komme og hente mennesker i deres hjem og køre ud på en landevej og skyde dem. Jeg fandt aldrig ud af, om det var sandt, at fru Bindesens fødder var ødelagt under tortur, men jeg kan huske, at jeg en dag, da vi var så heldige at få hende som vikar, med opbydelse af al min koncentration fik set efter, hvordan hendes fødder så ud. De så så små ud, så man godt kunne forestille sig, at hun ikke havde nogen tæer. Senere har jeg hørt, at man uden tæer har meget svært ved at holde balancen; men vi så hende jo heller aldrig løbe eller gå hurtigt, og derfor kan jeg ikke afgøre, om historien er en skrøne eller ej. Det blev også efterhånden klart for os, at der var en gruppe mennesker, som man kaldte Jøder, som var blevet dræbt i millionvis under krigen. En utrolig tanke: at Europæerne havde stået og set til, mens millioner af mennesker blev dræbt. Nogle gange brugte man udtrykket "udrydde", men det lød forkert, det lød som om de voksne ikke var rigtig kloge. Heldigvis var de Danske Jøder blevet reddet, fik man også fortalt. De kunne flygte til Sverige. Hvordan det kunne være, og hvordan Svenskerne havde haft det med Hitler og Jøder i 1939, det fik vi ikke noget at vide om. Til gengæld blev det også ofte sagt, at Jøder havde ry for at være gode til at handle - og måske også snyde en gang i mellem, min mor fortalte således med slet skjult stolthed, at man sagde, at der skulle 10 Grækere til at snyde en Jøde, men der skulle 10 Jøder til at snyde en Armenier. Min mor er af Armensk afstamning. En af de mere spøjse lærere var Fru Møller, som kunne finde på at møde i en læderkalot, en af dem, som man havde på, når man kørte motorcykel. Ikke at hun kørte motorcykel. Vi havde ikke så mange spørgsmål til, hvorfor lærerne var, som de var. Fru Møller tog engang en vikartime med min klasse, og hun viste sig fra sin mest spændende side, for hun fortalte en historie om, hvordan hun som barn var strandet med sin familie i Østrig lige ved krigsudbruddet, og hvordan hun så efter 3 lange dages rejsestrabadser, uden mad og drikke, og gennem en række farlige situationer endelig var kommet hjem og havde fået rundstykker, som hun dog slet ikke kunne nyde, fordi hun var så sulten, at hun fik kvalme af at spise og kastede op med det samme. Det gik senere op for mig, at det var Første Verdenskrigs udbrud, hun fortalte om, men det gjorde jo ikke nogen forskel for os rollinger. Hr. Bredsø var en anden speciel lærer. Han var kendt for at spille violin, og det spurgtes, at han kunne lide at gøre det. Han var også kendt for at kunne slå eller i hvert fald dunke elever i hovedet eller trække dem i håret. Engang jeg morede mig lidt i en time, hvor han var gået ind som vikar, trak han mig lidt i håret, og dengang sad mit hår meget fast, så han måtte opgive sit forehavende, det gjorde ikke engang særlig ondt. Bagefter sagde han lidt mere venligt til mig: "Det er altså ikke meningen, at jeg skal rive håret af dig! Når jeg trækker dig i håret, skal du bare rejse dig op." Hr. Bredsø spillede også en sang eller to, som vi sang til. Han spillede helt rent og meget smukt. Men sjovest var det, når han spillede lidt fuglekvidder, han kunne få violinen til at sige som en kanariefugl, og det morede ham at se vores reaktioner. Det blev vinter, og man legede ikke så meget i skolegården. Jeg husker ikke vintrene som lange og kedelige, for der var så mange ting, vi kunne foretage os, snebolde, glidebaner, lektier, kammerater, skolebiblioteket med spil og bøger og en rar bibliotekar, Hr. Jensen. Når så foråret kom, begyndte skolegården at få et andet liv. Pigerne sjippede, drengene spillede med hønseringe eller spillede "Terra". Den slags var slet ikke mit gebet, men engang opdagede jeg dog, at de, der var dygtige til at vinde alle de små ting, som vi spillede om, altid anbragte sig i en position, så de var meget tættere på. "Du jøder" sagde man så, "han jøder, pas på, han snyder!!!" Det gik jeg meget op i på et tidspunkt, og jeg stod og råbte og skreg hver gang jeg så en af de "gode" spillere gå lidt over stregen. Det var den skrappe, nødde-uddelende Hr. Bredsø, som var gårdvagt, og han kom hen til mig, bukkede sig lidt ned og sagde meget stille og meget venligt til mig: "Du skal ikke sige 'jøde' om at snyde. Det er en dårlig ide." Andet sagde han ikke. Det gjorde indtryk. Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald Wed, 07 Nov 2007 Af en eller anden grund får dette billede mig til at trække på smilebåndet. Hvad får billedet dig til at tænke på? Skriv selv Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Donald Tue, 06 Nov 2007 [...] Saa kom et uhyggeligt Øjeblik: Ivar lagde langsomt sine Hænder op paa Bordet, hvide, stærke, ja mægtige Hænder, men af venstre Haands Langfinger manglede to led.Det er selvfølgelig uretfærdigt at klippe så groft ud og så ikke engang skrive en venlig anmeldelse om de fantastisk gode skildringer, der er af musikkens trylleri, skrevet, så en læser uden kendskab til den klassiske musiks tradition alligevel finder ind til kernen i mennesket Ivar, som ønsker at give sig til denne kunstens tradition -- men som bliver stoppet af skæbnen eller dårligt blodomløb i en finger. Skriv selv Sat, 03 Nov 2007
Markerne forsvinder!
Der var noget helt utroligt over "Sandkøbing". Og det grønne værelse. Men markerne modnes ikke mere. De bebygges. Denne mark ligger mellem Roskilde University og Trekroner Station ved Roskilde. Denne text handler om at blive gammel;-) Skriv selv Name/Blog: klaus Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Jeg kan godt forstå, at I flyttede væk fra kontorer og indkøbscentre og Halsnæs er jo også en af Danmarks mange perler. Name/Blog: Jens Drejer Er Paludans romaner tidsbundne? Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg har læst "Jørgen Stein" og "Fugle omkring fyret". Men glemt, det er han desværre - fuldstændig glemt. Og det er ærgerligt, for han skriver enormt godt og alene derfor burde man da stadig læse ham. Name/Blog: Donald Thu, 01 Nov 2007
Spirer, mark efter mark
Hvis jeg havde tid ville jeg prøve at fange stemningen, lyset, Skriv selv Name/Blog: Dana Name/Blog: Donald Name/Blog: Lotten Name/Blog: Donald Tue, 30 Oct 2007
Livets gang i Lidenlund.
Jeg syntes, at tegningerne var lidt tynde. Men det så pænt ud. Der var noget ved de tegninger, som mindede mig om det land, som jeg en gang i mellem så, når jeg havde lejlighed til at komme udenfor København. Den lille station i Fredensborg, hvor klokken klemtede, når der kom et tog. På det tidspunkt havde jeg også været i Odense, Dalum og et par andre steder, hvor man kunne se stynede piletræer bag et plankeværk, kirker med kamgavle, masser af blå himmel og træer, som strittede med grenene op imod denne blå himmel. Jeg kiggede igen på de underlige billeder og prøvede om jeg kunne læse noget af det, der stod. Det kunne jeg godt. Der stod ikke så meget. Ved at læse igen forstod jeg, at manden vistnok bare var ude på at få en ekstra øl, eller hvad det nu har været for en pointe. De næste week-end'er prøvede jeg igen at se tegningerne og at forstå teksten. Ofte lykkedes det. Det var en voksen-verden, som jeg slet ikke kendte, men det var hyggeligt, tegningerne gav en fornemmelse af et liv i fred, med søde mennesker og smukke steder. Tagene mod himlen, stemningen af stationsby, den kunne jeg godt lide. Det var en rigtig god karakteristik, som tegneren Gantriis kunne lave med forholdsvis få streger. Da jeg gik tur Torsdag aften i sidste uge så jeg pludselig nogle træer og kirkens gavl på en måde, der mindede om "Lidenlund", men det var næsten umuligt at finde en vinkel, hvor de lod sig forene på filmen uden forstyrrende elementer, så jeg måtte nøjes med den næstbedste løsning. Jeg rettede kameraet opad, så det smukke "Lidenlund-træ" kom højere op end kirkens kamgavl. Skriv selv Sat, 27 Oct 2007 Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Dana Fri, 26 Oct 2007
I Oktober skal man se røde blade ...
Men de grønne er nu også meget pæne. Røde og gule og grønne bøgeblade i modlys"Skriv selv Name/Blog: capac Name/Blog: Donald
Nuttet text, ikke?
Hør en anderledes udgave (med tak til Capac!) Text fra http://www.mp3lyrics.org/b/belinda-carlisle/heaven-is-a-place-on-earth/ Skriv selv Thu, 25 Oct 2007
Somme tider kommer jeg forbi ...
Mit barndomshjem. Min fars tomme hjem i nogle år. Som ganske lille stod jeg og kiggede på bilerne, der kørte forbi. "Gy gy! Dejlig bil! Mig gerne køre! Må a ikke nok?" Især når der kom en lastbil: "BRRRRUMMM!!!" Så skete det en dag, at min bror kom og sagde: "Du vil jo så gerne køre med bilerne, og med lastbiler, ikke? Nu har du chancen! Nu skal vi ud at køre i bil." Det var den dag, min mor flyttede fra min far. Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Der startede en frigørelse, da Madame sendte mig ud på en tur i tidsmaskinen. Hurtigt fandt jeg ud af, at der er nogle af barndoms-historierne, som faktisk kan formes som blog-indlæg. Måske den lille kærlighedshistorie er den eneste, som rigtig fænger, men jeg synes, at der er flere personer, som fortjener at blive nævnt. Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Ligesom hende her, pigen, som ikke lader sig skræmme af et monster. Siger hun forresten ikke "kick his ask!" og ikke ass, som den bornerte fotograf tror? Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald En positiv ting er at Frederiksberg bød på mange sjove oplevelser. @Hege: Ja, jeg tror også at dit hus har mange historier at fortælle, om børn, som er blevet voksne, og om liv og død, måske krig. Sun, 21 Oct 2007
Kold nattefrost
Jorden er flad
Jeg glæder mig hver gang jeg kører til Helsingør Psykiatriske hospital. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Irene Name/Blog: Donald Sat, 20 Oct 2007
Ved Korsvejen
Jo, jeg har prøvet at skifte spor, endda mange gange, og derfor kan jeg med vægt sige, at det er ikke noget, der kan anbefales for nybegyndere. Rasmus modsat indvender: Hvordan klarer unge mennesker det? De laver jo skift hele tiden! Jo, men som ung bliver man somme tider hjulpet godt igang af venlige mennesker. Det sker ikke senere, med mindre man er extremt heldig. Men også unge mennesker kan komme i en situation, hvor ingen tror, at de kan udvikle sig til noget, og så er det jo virkelig op ad bakke. Der var en række udsendelser, hvor mennesker, der havde været inde i en karriere, som låste dem fast i en rolle, havde sagt fra og var vendt 180 grader. (Udsendelserne hed vistnok 180 grader). En ikke så gammel mand fortalte, at han havde opgivet en lovende skibsmæglerkarriere, og havde glemt, at han så ikke kunne betale huslejen og BMW'en. Han var så vant til at have det, at han ikke havde skænket det en tanke, at han måtte opgive dem, førend de ubetalte regninger hobede sig op. Jeg tror ikke han overdrev - men selvfølgelig løste han problemet og fortsatte sin indsats for at blive filminstruktør eller hvad det nu var, han ville. Jeg tror, at jeg kan gøre mere nytte end jeg gør i det arbejde, jeg har nu. Måske tager jeg fejl. I en kommentar til Madame skrev jeg, at jeg håber at etablere et hjem for hjemløse (som så ikke mere er hjemløse!) I samfundets sprækker findes det stof, som sætter tanker og kreativitet igang. Desuden mener jeg at det er en illusion, at alle kan gøre som Chris "Pursuit of Happiness", det er det samme som at hævde, at alle kan vinde i fodbold. (En cup-turnering har 1 vinder.) Når jeg har luftet min ide gennem den sidste månedstid har jeg mødt reaktioner fra mistro over støtte til rådgivning. Alene det har været interessant. Når jeg hører om en som Chris "Happiness" spørger jeg bare: Hvorfor var der ingen, der hjalp mens han måtte sove på gaden med sin 2-årige søn? Et hjem for hjemløse kunne være det sted, hvor Chris fik hjælp til at bo mens han uddannede sig til stock-broker, en hjælp til selvhjælp, men det kan også være et kollektiv, hvor man sørger for nogle rammer, der giver mulighed for at den enkelte yder en indsats efter evne, og kan leve et liv uden at frygte for ikke at slå til. En bekendt anbefalede at se på tre steder i Helsinge/Gribskov Kommune, hvor man kan bo, hvis man er psykisk syg eller har problemer af lignende art. Psykiater og stofbehandler Henrik Rindom på Hvidovre siger, at det forbløffede ham, at hash-rygere følte sig så udstødt af samfundet. Det er det klassiske problem: Man ved, at man er den sidste, der bliver taget i gymnastiktimen, men at træne og komme i form forekommer at være totalt umuligt. Man tager flugten. Er der dog ikke nogen, der kan vise vej fra lænestolen til let træning, også i overført betydning? Mit spørgsmål er: Kan man gøre det bedre? Forvente uden at give stress? Acceptere uden at lade stå til? Tolerere uden at få underskud? Er det muligt at finde sponsorer? Er det muligt at stille ting op uden at de bliver væltet? Skriv selv Fri, 19 Oct 2007 Hr. Toms lod mig fortsætte med at male i to eller måske tre uger. Jeg havde vendt papiret på højkant, portrætformat, fordi jeg ville have plads til et vandfald. Det er en vanskelig ting at male, fordi billedet bliver fladt, med mindre man ved meget om hvordan øjet fungerer og hvordan tegningens og malingens struktur kan hjælpe øjet til at danne perspektiv. Men det vidste jeg ikke noget om. Jeg vidste heller ikke, at plakatfarver slet ikke egner sig til et naturalistisk billede. Men jeg kløede på. Og på en eller anden måde fik jeg Hr. Toms' respekt. Gad vide, om Hr. Toms har haft sine egne mislykkede forsøg med perspektivtegning, eller om han selv engang har fået hård kritik og inderligt ønskede, at jeg ikke skulle tabe modet. Vi skulle bare have det godt, vi børn. Han blandede sig i hvert fald ikke, og tilsidst ønskede jeg næsten, at han skulle komme og sige "gør sådan og sådan, så er det godt nok." Jeg måtte begynde forfra en gang, opgaven var alt for svær og jeg kunne ikke få motivet til at makke ret. Jeg synes jeg kan huske, at jeg tænkte, nu bliver det ikke bedre, og så kom hr. Toms og sagde "nej hvor er det pænt." Det var blødt og venligt sagt. Hans hårde måde at tale på var åbenbart et resultat af, at han havde haft problemer med uro i klasserne tidligere. Det forstod vi vist alle sammen. Vi kom til at holde af ham. Der er noget mærkeligt mellem børn og lærere. Børnene forstår mere end lærerne, ser mere end lærerne. Nogle lærere erkender dette og lytter til børnenes understatements, andre er uhjælpeligt voksne. Rettet 19:34 Skriv selv Name/Blog: Rasmine Sjovt nok havde jeg en tegnelærer, som var om ikke stik modsat, så i alt fald meget anderledes. Han var altid 100 procent til stede, og han gjorde faktisk en stor indsats for at lære os at tegne. Desværre havde jeg ham ikke længe nok. Jeg er begyndt at skrive om ham ... Name/Blog: Donald Jeg tror du har været heldig med Jeres tegnelærer, hvis du husker ham på den måde. Måske har du (ligesom jeg) haft flere? Mødt andre, som satte noget tegn-og-mal igang? Name/Blog: Rasmine Og ja, jeg har haft flere såkaldte tegnelærere - to mere, nemlig en, for hver gang jeg skiftede skole. Men de lærte os absolut ingenting. De søde børn fik bare lov at tegne. Det er faktisk ikke særlig rart at blive overladt til sig selv, når man ikke har specielle evner på det felt. Jeg følte mig fuldstændig fortabt. Jeg tror, jeg reddede mig et mg, hvilket var helt retfærdigt. Det betyder jo hverken særlig godt eller særlig dårligt, og det var lige præcis, hvad det var, men jeg ville jo meget gerne have været hjulpet videre. Måske havde de ikke forudsætningerne? Når jeg så gerne vil tegne og male RIGTIGT - og det vil for mig sige "efter alle kunstens regler", i alt fald når det gælder mig selv - hænger det muligvis sammen med, at jeg dengang oplevede, at man kan lære det - i hvert fald til en vis grad. Name/Blog: Donald En anden bog, vistnok af en Jansen, en kunst-lærer, som skrev godt, fortalte, hvordan man lærer at tegne de nemme ting først; man skal ikke begynde med skyggerne på katedralen i Reims eller Roskilde Domkirke, men med en streg-tegning, gerne med rørpen, af fx. ting på et bord, eller soldater på en lastvogn (det er sjovt, at jeg kan huske det eksempel! Jeg kan ikke finde den bog mere, hverken på biblioteket eller med Google.) Name/Blog: Rasmine Name/Blog: Donald Tue, 16 Oct 2007
Hr. Toms underviste i tegning.
Det var lige som om det var anonyme ting. Vi vidste, at Hr. Toms var kunstner, men det kunne man vist ikke rigtig se på de små ting, han sad og nørklede med. Han satte os somme tider igang med et emne, men mange gange var det som om han hellere ville være fri for os, og så måtte vi tegne, hvad vi havde lyst til. Efter at have haft ham i lang tid, var der en der fortalte, at hr Toms gerne ville lave film. Han havde lavet en film. Han ville gerne vise den. Små usammenhængende oplysninger blev til sidst billedet af en mand, som gerne ville have været noget andet end vores tegnelærer. Så en dag kom han slæbende med en filmfremviser. Han viste filmen. Der var billeder af ham selv og en motorcykel. Der kom også en fremmed mand og sagde noget. Gestikulerede. Der var handling. Han havde - eller havde haft - en motorcykel; vi havde set ham komme på den engang i mellem, men den kørte han ikke så ofte på mere. Måske kunne den ikke mere. Måske var den for dyr at køre på. Jeg kendte ikke nogen, der havde en bil, men vi havde en lærer, der kørte på motorcykel! Han var spændende. Han smilede lidt. Åh, men I forstår ikke filmen. Han prøvede heller ikke at forklare den. Efter det havde vi et år, hvor tegning foregik i hobbylokalet, og Hr. Toms viste os, hvordan man bruger plakatfarve og lod os male på noget, der lignede brunt indpakningspapir - men da plakatfarve skal dække, så var det fint nok. Jeg prøvede at male et landskab med et vandfald og en person, der stod og kiggede på det. Han skyndte på mig. Der var kun to - tre pladser til plakatmaling og de andre skulle også have lov. Så stod han og kiggede lidt. "Bliv bare ved." Skriv selv Name/Blog: Tina - omme i London Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sun, 14 Oct 2007
De små mænd i Schweiz
Min skole, Rahbekskolen, lå med store patricierlejligheder som nabo, men havde også fattige, saneringsmodne baggårdshuse som opland. Der var højt til loftet og himmel mod syd, udsigt over Kongens Bryghus, hvor man dengang opførte Danmarks første bygning med glide-støbning, KB-siloen, som nu er lejligheder. Vi så den vokse stykke for stykke, og heldigvis tog den ikke så meget af solen. Vores skoleinspektør, Fru Petersen, havde været bondepige, hun havde passet høns og får engang i en fjern fortid. Hun havde besluttet, at hun ville noget mere. Det fik jeg at vide af min mor, som havde hørt det ved et forældremøde og som var blevet dybt imponeret. Skolen på Rahbeks Allé bar på en vision om at uddannelse kunne gøre samfundet bedre. For nogle år siden talte jeg med min jævnaldrende nabo Frank, som var vokset på på Odsherred og slet ikke kendte den slags skole. Der var to eller tre klasser i hans skole, de små og de store. Det var noget med at lære at læse og skrive og så ellers komme i lære og få en rigtig uddannelse. Han blev smed hos sin far. Senere automobilforhandler, senere forsikringskonsulent, hvilket han var rigtig god til. Min skole var anderledes. Der var stor forskel på hvert klassetrin, og der var 3 x 36 elever på mit klassetrin. Når man kom op i næste klasse, var det spændende at se, hvad der nu stod på skemaet. I tredie klasse (6 arbejdsdage med hver 6 timer) var det nyt, at der stod "Historie" på skemaet; vi havde Hr. Jensen, som var den bedste lærer, man kunne ønske sig, han var altid glad og venlig, og ved hver times start sang han en sang med os, hans stemme var så ren og stærk, at det gjorde helt godt. På den måde lærte vi "I gamle dage, det var engang, det Danske folk var i Kongetrang" ("de gode græd og de onde lo") og andre sange, som gjorde, at jeg vidste hvad magt-tomrum var, førend ordet kom på mode i midten af 90'erne, efter at kommunisterne i Rusland langt om længe blev væltet. En dag havde et glas vand forvildet sig ind på katederet. Hr. Jensen fortalte storsmilende, at han engang havde undervist på en højskole, hvor pigerne havde stillet et glas vand på hans bord inden timen. "Hvorfor det?" havde han spurgt mens han tog en slurk. "Joda, det var til at lægge tænderne i," havde tøserne svaret, og så var han klar over, at det var hans fine, hvide tænder, som de mistænkte for at være kunstige. Det var almindeligt indtil 30'erne, at folk fik trukket alle tænder ud, hvis der var svære huller. Så kunne man bruge gebis resten af livet. Det var billigere end at reparere på tænderne. Han fortalte også Danmarkshistorien, så den blev levende. Vores historiebog havde et afsnit om Uffe Hin Spage og Skræp, det sværd, som Kong Vermund begravede, fordi der alligevel ikke var nogen, der kunne håndtere det. Og der var vist mere brug for fred end for krig. Jeg tror at Hr. Jensen godt kunne lide, at krigen blev afgjort ved at Uffe Hin Spage tog sværdet op, glødede det (så fik vi lært lidt om jern og stål), og kæmpede for hele folket i stedet for at et stort antal mænd skulle dø på kamppladsen. Hr. Jensen's histori-undervisning handlede også om, hvordan vikingekongerne i det hele taget fik stablet et styre på benene. Joda. Der var jo røvere og der var altid fare for at blive overfaldet. Så den lokale stærke mand lovede såmænd at beskytte de svage, hvis han fik lidt penge for det. Beskyttelsespenge. Og Herremanden blev beskyttet af Jarlen, som blev beskyttet af Kongen. Vi havde også Hr. Jensen i "Geografi" og "Naturhistorie", som var nye fag i tredie klasse. Biologi, siger man vist i dag. Han fortalte om ræven, måren, odderen, grævlinger og andre dyr, som der var billeder af. Vi så dem aldrig, jo, han havde vist en udstoppet grævling nede i et naturhistorielokale, som vi måtte komme ind i engang i mellem. Han vidste godt, at det var svært for os. Han gav mig altid UG, højeste karakter. Den dag i dag forstår jeg ikke hvorfor. Jeg får lidt dårlig samvittighed over det. Vi var nogle af de klasser, som blev intelligenstestet i de første år, uden at vi vidste det, i øvrigt, og jeg kan bare huske at jeg var færdig i løbet af nul-komma-dut, og at jeg ustandseligt kedede mig. Somme tider havde jeg andre bøger med, somme tider læste jeg bare skolebøgerne om og om igen. Måske var det ved den lejlighed, at min læsehastighed blev ødelagt. Jeg kan læse sindssygt hurtigt, hvis jeg skal søge efter noget, men læser jeg for min fornøjelses skyld, så sidder jeg og drømmer efter hvert afsnit, ser billederne af personer, ting, steder, som er beskrevet. Somme tider fanger jeg endda inkonsistenser i bøgerne, som ellers har været gennem redaktørers, anmelderes og oversætteres hoveder. Så engang jeg kedede mig, kom jeg jo til at snakke højt med sidemanden. Der faldt en første irettesættelse fra Hr. Jensen. Men det var så vigtigt at snakke at jeg - efter et par sedler - fortalte min sidemand videre om mine planer eller hvad det nu var. Så faldt der skældud! Jeg skulle skrive et afsnit af geografibogen af! Jeg måtte gerne strax gå igang! Jeg skrev lidt. Det morede mig, at min skrift var blevet så lille, og jeg tænkte, måske kan jeg skrive endnu mindre. Næsen mod papiret, og så skrev jeg af. Efter nogle linier lavede jeg bare mm'er og sort tale. Hr. Jensen fik det skrevne og så dystert på mig. Så sagde han: "Det er vist ikke geografibogen, men nu skal jeg læse op, hvad Donald har skrevet!" Gys! Så begyndte han: "I de schweziske alper bor der i en afsides dal nogle små dværge. De er gode til at passe køer og geder, og render rundt og skubber til køerne, når køerne kommer for tæt på en skrænt. Gederne får lov til at gå lidt højere, og de er så gode til det, at de ikke falder ned. Der er ofte stenskred i bjergene, og hvis en ged nu er blevet fanget på den forkerte side af et stenskred og ikke kan finde ned, så kravler dværgene op ad klipperne med en snor og laver en tovbane tværs over dalen, så de kan hejse gederne ned. Det morer de sig meget over, og nogen gange gør de det endda bare for sjov. Men det synes gederne ikke om." Jeg måbede. Alle de andre i klassen grinede og havde det dejligt. Mange år senere var der én, der sagde, at Hr. Jensen havde været kommunist. Jeg aner ikke, om det havde noget på sig. Ikke at det gjorde nogen forskel. Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Wed, 10 Oct 2007
Det var heldigt, at Google havde en kopi
Desværre har jeg ikke endnu fået opsat alle de fine kommentarer, men de er også med på Google. [/computer/sitenews] permanent link Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Nu har jeg støvsuget ventilatoren på den eneste computer, som kører - strømmen var gået her Torsdag eftermiddag, så jeg kunne lige så godt give den en hovedrengøring, inden den skulle igang igen. Update: Den gamle disk kunne godt komme igang på reservecomputeren (den, som ikke kan starte, fordi den ikke kan læse sin egen harddisk.) Alle kommentarer er reddet:-) Mon, 01 Oct 2007
Fru Andersens Lussing
Det er først nu, mange år efter, at jeg spørger mig selv, om de andre aldrig blev trætte af at gå opad så mange trapper. Lærerne, kunne man se, gik altid langsommere. Der var ofte en gårdvagt, som passede på at der ikke opstod panik eller trafikpropper. Det var mange mennesker og en lille skole. Når man er lille, ser alting større ud, gad vide, hvordan den trappe ville se ud i dag; det er nok ikke et pragteksemplar som den, der er på Hillerød Sygehus. For små børn i alderen 6 og opefter var det en stor trappe. Den var linoleumsbelagt og der var et solidt, stort gelænder af træ, som man kunne glide på, bortset fra at der jo var stopklodser i nederst. Når frikvarteret var slut, og vi skulle op, var det nødvendigt at vi stillede op i klasser i skolegården, to rækker for hver klasse, og så dirigerede lærer Bredsø os hen til porten med trappeopgangen, én klasse ad gangen. Senere på skoleåret tog man mere lempeligt på det, men lærerne var helt klart bange for "trafikuheld". I tredie klasse havde vi igen fået klasselokalet øverst oppe under taget. Da pigerne fik at vide, at Fru Andersen skulle være vores klasselærer, kom de jublende af glæde ind i klasseværelset og fortalte os andre det. Fru Andersen! Det var hende, som mødte op i slacks, fine dame-slacks længe før der var noget der hed jeans. Hun var slank, spillede rundbold med pigerne med liv og sjæl, hun brugte make-up, hun var deres idol. En selvstændig kvinde med fut i. Hun var også rigtig rar og brugte meget energi på at arrangere ture. Vi var engang på tur i Nordsjælland for at se forskellige steder, en mølle, som kunne køre, og vistnok Fredensborg, som jeg jo kendte fra før jeg kom i skole. Hun havde pigerne i gymnastik og hun fik os drenge til at spille rundbold med pigerne engang i mellem. Det var skægt og det var godt for klassens sammenhold, selv om der jo altid var nogen, som var sure eller kede af det, når de tabte. Nogen gange kom man tæt på hende og kunne se, at hendes ansigtshud var en slags farve over en rynket, uregelmæssig hud. Hendes bluser var af det pæneste stof, og hendes hår sad flot og var luftigt, aldrig klasket. Når jeg kom op på femte sal efter at have løbet og leget i skolegården, var jeg ofte svedig, så det dryppede. Jeg tørrede ansigtet med lommetørklædet og lagde det til tørre på pulten - ja, det var jo tre rækker med seks pulte med hver to pladser. Vi var 36 i klassen. Fru Andersen så mit "håndklæde" og sagde, at det måtte jeg ikke. Det var ulækkert, lyste det ud af hende. Jeg anede ikke, hvad jeg så skulle gøre, men stoppede selvfølgelig det våde lommetørklæde i lommen. Det gentog sig næste dag. Jeg tror ikke at jeg blev skuffet eller irriteret over at blive skældt ud. Det var faktisk meget almindeligt. Mange af lærerne var mere interesserede i at holde ro end i at fortælle os noget. Fru Andersen var meget interesseret i at lære os at læse. Der var vist et par stykker, som stadig ikke rigtig kunne få bogstaverne til at makke ret, ikke påfaldende, de skulle naturligvis have lov til at lære det, men jeg og andre faldt jo hen i andre gøremål, når Fru Andersen tog sig af Per eller Kirsten. Så vi havde stadig stor respekt for Fru Andersen, da hun en dag ville læse et digt af Nordahl Grieg for os. Der var nogen, som vidste hvem det var. Hun gjorde sig mærkeligt nok ikke så meget umage for at forklare, hvor meget Nordahl Grieg havde betydet bare 10 år før, hvor hans digte under besættelsen havde været anledning til stolthed over nationaliteten, selvstyret, ikke bare det Norske. Eller sagt med andre ord, Nordahl Grieg havde været en del af modstandskampen; men det snakkede man ikke om. Der var en linie med klipper og revner, og det var nok til at én eller anden bagest i klassen begyndte at fnise. Det syntes jeg var dumt. Men pludselig fik jeg et grineflip, der tog til i styrke da en eller anden læste den samme linie igen. Jeg tror ikke det var fordi jeg syntes at det var sjofelt, men snarere grinede jeg af det barokke i, at nogen kunne komme til at læse den linie som noget uartigt. Der et stykke tid inden Fru Andersen reagerede og beordrede ro i klassen. Alle opførte sig pænt, undtagen mig, jeg grinede videre uden at kunne stoppe. Så blev jeg beordret udenfor i forrummet, det var jo ikke et normalt klasselokale, så der var brusebad og håndvaske til den lille gymnastiksal lige udenfor, og der stod hun så og bukkede sig ned og sagde vredt "Hold op", med ansigtet helt tæt på, en alien med make-up, som beordrede mig til at holde op med at grine - jeg nød latteren, fniset, grinet, fornemmelsen af at et eller andet rart fik kroppen til at udstøde små klukkende lyde, som jeg dog prøvede at undertrykke. Men jeg kunne ikke holde op. Og så fik jeg en lussing, en som var rigtig ond, rigtig vredt ment. Det var mærkeligt, for det plejede hun jo bestemt ikke. Selv et barn kan analysere og forstå en situation selv om det kan være vanskeligt at sætte ord på. Jeg var klar over, at hun var bange for at miste herredømmet over klassen og at hun egentlig bare ønskede at jeg skulle holde op. Jeg græd ikke, måske trillede der en tåre eller to. Jeg husker en øredøvende stilhed. Hun havde nået grænsen for, hvad hun kunne klare. Når voksne slår, så er det fordi de er bange. Det faldt hende ikke ind at spørge, hvad jeg grinede af, eller om jeg ikke ville gå en tur ned ad trappen og køle lidt af, for slet ikke at tale om et tilbud i seksualundervisning - nej, det skulle ordnes på stedet, sådan, bang. I årene efter var der ikke nogen skærmydsler mellem Fru Andersen og mig, Hun bar over med mange tåbelige påfund, og jeg blev ikke bitter. Tværtimod var jeg stolt som en pave, da jeg fik lov til at male kulissen til Askepot, som vi spillede i femte klasse, og da jeg fik rollen som kongen, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at det skulle fungere. Men mærkeligt nok husker jeg ikke, om hun nogensinde smilede til mig.
Skriv selv Name/Blog: Madame Dejligt minde Donald, selv om det gør ondt at høre historien fra den lille drens synsvinkel. Name/Blog: C.O. Øverst på 4.etage huserede tandlægerne:-( vi syntes de var lige tæt nok på-en dag kunne de komme ind i klassen med et kort i hånden og kalde enkelte op ad gangen, vi andre sad så på nåle og ventede på vores tur. Name/Blog: Donald Name/Blog: Hege Glad Name/Blog: Donald Skaktræk? Nej, jeg tror ikke fru Andersen var en stor strateg, men hun ville gerne formidle det, som hun syntes var skønt. Det er jo egentlig sympatisk. Name/Blog: Rasmine Name/Blog: regitze Name/Blog: Donald Sat, 29 Sep 2007
Hansens gamle familiehave ...
Pile Allé på FrederiksbergMåske skulle jeg tilføje at selve "haven" blot ses som et sort plankeværk, når man står på Pile Allé. Og egentlig var det efterårsfarverne på træerne mere end husene, som skulle udgøre billedet.
Det er en ganske rar stemningHer står fødselaren i sin nye sort-hvide bluse inden alle gæsterne er kommet. En time efter øsede det ned, regnen trommede på taget, og i rygeafdelingen udenfor (ses til højre) er der en gang imellem store vandfald fra markisen:-) Som sædvanlig har jeg problemer med lyset indendørs eftersom jeg ikke vil bruge blitzen (som alligevel kun er til nærbilleder!)Tillykke med de 95 år! Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Hun kunne godt bruge noget mere hjælp, kunne jeg forstå på de ting, hun fortalte, men hun klager jo ikke. Jeg er også ret sikker på, at mange andre gæster havde en god dag. Det var ikke kun ligegyldigheder, der blev talt om: Maria fortalte om at være dansk fra Sydslesvig, om tabet i 1944 af sin kæreste, der af tyskerne var blevet sendt til Holland på et tidspunkt, da det alligevel var omsonst for tyskerne at kæmpe videre, hvortil min sidedame replicerede "Åh, det er da ikke noget at tale om" og så kom hendes historie om at stå med to små børn i Ålborg og blive smidt på gaden fra lejligheden efter at manden var død under et bombardement, for man ville jo ikke have en tysk kvinde som lejer; om svigerfamiliens mere eller mindre udtalte forsøg på at franarre hende erstatningen og dele børnene, og om at være en selvstændig kvinde, der nok skulle klare sig selv.
Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Wed, 26 Sep 2007
Der laves middag til 95 års fødselsdagen.
Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: C.O. Forleden fejrede vi svigermors 94 årsdag, hun er også en dame som "kan selv"-der er noget at leve op til. Name/Blog: Donald Mon, 24 Sep 2007 Morfar gik og bankede næverne ind i væggen mens min mor fødte... siger Pia Fris Laneth til Gaardbo. Da barnebarnet blev 14 og begyndte at gå med drenge, truede morfar dem med et jagtgevær. Det skulle ikke også ske for hans barnebarn, at hun blev for tidligt gravid. Så kan jeg bedre forstå hvorfor min lille skolekammerat var så bange for at lege med drenge. Det var på det tidspunkt, da jeg gik i tredie klasse; vi var en af de første klasser, hvor drenge og piger havde håndarbejde. Pigerne havde ikke sløjd. I skolegården var der et lille afsnit til de små. Myndighederne vidste godt, at skolegården var alt for lille, men der var ikke andre arealer at få til udvidelse af skolegården. Der var faktisk tinglyst rettigheder på nabogårdene, men ejerne strittede imod, så vi var mindst 600 børn, der var klemt inde på omkring 3-5 parcelhusgrunde. Det føltes som noget helt fantastisk, at skolemyndighederne havde forsøgt at forbedre skolegården for os. Det var jo - med vore øjne - en stor gård og en dejlig skole. Men der var ikke plads andre steder, så dér lå den, vores barndoms skole, med gymnastiksal i kælderen og på loftet og 4 etager med 5 - 6 klasselokaler på hver etagegang og naturhistorie og fysiklokaler som en firkantet udvækst på det nordlige hjørne. Rahbekskolen ligger mellem Vesterbrogade, Søndermarken og Kongens Bryghus. Skolens opland er den mest fantastiske blanding af rig og fattig. Historiske bygninger ud til Søndermarken, patricierlejligheder på Halls Alle og Schlegels Alle, store rigmandsvillaer på Frydendalsvej ned til Frederiksberg Allé, almindelige københavner-huse ud mod Vesterbrogade og de ældste, mest forfaldne bygninger på Henrik Ibsens Vej. Vi var et par stykker, Søren, Bjarne og jeg, som ofte gik hjemad forbi der, hvor Lilly boede på Henrik Ibsens vej. Når solen skinnede om sommeren, kunne man mærke lugten fra vilde katte. Bjarne kunne lide at fortælle om den motorbåd, som hans onkel havde og som han ofte var ude at sejle med. Den blev større og større. Søren fortalte, at Bjarnes historier var det rene opspind. Andre gange gik jeg sammen med Peter ad Frydendalsvej, ned forbi Ellen, som boede i en af de store villaer. Vi legede ofte på den blinde vej, Asgårdsvej, og et par gange kom Keld Petersen og Dirch Passer ud fra en prøve på teatret og spillede med. Skete det, at en bold ramte et vindue, brillerede de to herrer med at aflevere den mest formfuldendte undskyldning til den dame, der lukkede vinduet op. Vi måbede over så tavs den sure dame blev. Jeg boede længere nede i Boyesgade, en sidevej til Frederiksberg Allé ved Sct. Thomas' plads; og det sidste stykke gik jeg ofte alene. På Boyesgade var der en barnevognsfabrik og i gaden overfor var der et jernstøberi med skorstene, som sendte sod ud. Kakkelovne i alle husene i Brorsonsgade og langs Vesterbrogade må også have udsendt rigeligt med røg. I de år, vi boede der i nr. 8 på anden sal, nåede væggene i stuen at blive sorte, så min mor malede dem igen. Lyserøde. Jeg drømte ofte om at bo et andet sted, men et hus var en fantastisk ting, noget, som kun andre havde. Min far havde solgt huset i Fredensborg, da min mor flyttede ind til Frederiksberg, og selv om han arbejdede og rejste til London, Paris og Milano for at exportere Dansk ost, så havde han ikke råd til at købe et andet hus. Den eneste, jeg kendte, som boede i et hus med græs hele vejen rundt, var Ellen, og hendes familie var måske lidt underlig. De havde råd til at betale en legetante, når Ellen holdt fødselsdag. Men hvis et hus var uopnåeligt, så måtte der dog være andre måder at komme ud af byens kvælergreb. Jeg cyklede lange ture. Når det var Søndag, vågnede jeg tidligt, somme tider klokken 6, stod forsigtigt op og børstede tænder og gik ned i gården, tog min cykel og cyklede så langt, jeg overhovedet kunne. Jeg kom langt omkring. København 15 kilometer, stod der et eller andet sted, og så blev jeg bange for ikke at kunne finde hjem, men det gik nu altid let nok. Somme tider var jeg alt for hurtigt færdig med regneopgaverne, så jeg måtte finde på noget andet at lave. En lærer opdagede det og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe de andre lidt. Jeg hjalp Per, og jeg hjalp en anden og en tredie og ind i mellem Lilly. Lilly var en lille bitte pige, meget adræt, og altid smilende glad. Hun gik med briller, hvor det ene glas var malet hvidt, og vi spurgte vel engang om det og fik at vide, at det var fordi hun var skeløjet og man mente, at dette kunne hjælpe hende til at bruge det svage øje. Somme tider havde hun almindelige briller på, men hun så ud på samme måde, smilende, glad. Jeg gætter at der var en eller anden social forståelse på den skole, som gjorde, at vi var ret fordomsfrie. Lilly var sød, selv med hvidt brilleglas. Ikke som Hanne, der fik et gys til at gå igennem klassen når hun troppede op til skolebal i det fineste hvide udstyr, men mere almindelig, afslappet sød, sådan var Lilly. Første gang, jeg blev bedt om at hjælpe Lilly med at regne nogle stykker, gik jeg igang med at stille nogle nemme spørgsmål om deling af regnestykkerne, sådan som vi havde lært. Hvis man skal lægge 46 og 54 sammen, skal man først tage enerne, så er der én i mente og så videre. Hun forstod det alt sammen, men gik i stå. Jeg vidste ikke hvorfor, havde ikke mulighed for at forstå hvorfor. Jeg tænkte bare, at når jeg spurgte om noget lidt nemmere, så gik det jo. Anden gang, jeg hjalp hende, satte jeg mig lidt tættere for ligesom at støtte hende. Det var ikke liljer, hun duftede af, men det gjorde ikke noget. Bent lugtede meget værre. Så pludselig lagde jeg mærke til, at hendes hånd rystede lidt. Jeg lagde min hånd på hendes for at berolige hende lidt, og hun var våd af sved. Så sagde jeg: "Du skal ikke være bange, det her er ikke spor svært, man skal bare blive ved med de nemme ting, indtil man kan dem." Og så trænede vi lidt igen, og hun lo, og jeg hjalp hende med at komme videre. Jeg kan ikke huske, hvor mange timer vi sad sammen. Nogle gange var det lidt kedeligt, for jeg kunne jo godt mærke, at hvis jeg var alt for interesseret i at stille hende spørgsmål, så gik hun endnu mere i stå. En dag i skolegården, det var vist en forårsdag, hvor larmen fra boldspillende drenge og piger var enorm, må jeg have fortalt hende om, hvordan jeg drømte om at bo i et hus, og hvis man ikke kunne det, så i en campingvogn, som jo også var en slags hus. Dengang var det ved at komme på mode at invitere til blandet fødselsdag, d.v.s. at drenge godt kunne invitere piger. Der kunne ikke være så mange hjemme hos mig, men de ville gerne komme, også Lilly. Jeg var spændt på, hvad hun havde som gave, og blev overrasket, da jeg så, at der måtte være en bog i pakken. En bog var noget aldeles overdådigt dyrt, og jeg troede ikke, at hun ville ofre så meget på mig. Men det havde hun, og spændt pakkede jeg forsigtigt bogen ud og så tegningen på forsiden: Fire børn omkring en Campingvogn - en historie om fire børn, som opklarer et mysterium og får en campingvogn som belønning, og en vognmand, som skal køre campingvognen ud på landet, hvor de holder ferie (og lever lykkeligt til deres dages ende:-) Hun havde husket min drøm. Hun havde ikke haft råd til at købe bogen alene, sagde hun, så hun havde fået de to andre piger, Ellen og Anni, til at betale. Sikken en god ide, sagde jeg. Et par dage efter spurgte jeg, om ikke vi skulle følges hjemad, hende og jeg. Nej, det kunne hun ikke. Nogle dage senere spurgte jeg igen, og hun måtte fortælle, at det måtte hun ikke for sin mor. "Nå, og hvorfor egentlig ikke?" "Nej, min mor er bekymret, du ved, hun kan ikke lide drenge ... der er det med drenge ..." Den tyggede jeg på i mange år. Men når jeg engang imellem spørger mig selv om, hvad jeg har nået her i livet, så kommer jeg til at tænke på Lilly og den fineste fødselsdagsgave. Alle navne er ændret. Men hun havde et ret specielt navn. Jeg har prøvet at finde det på degulesider, men det må have været en navnesøster, jeg fik fat i. Skriv selv Name/Blog: Ella Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Hege Tusen takk! Name/Blog: Dana Name/Blog: regitze tusind tak for skildringen, Donald. alle sanser har været i sving. Name/Blog: Donald Hvis den ene historie efter den anden er sørgelig, eller hvis de muntre historier (en søndag på Furesøen) er uden pointer, så kommer der en ubalance. Der må meget gerne være noget for alle sanser og for smile- og pandemuskler. Men pludselig dukker der en historie op, som har bredde eller spændvidde mellem glad og ked. Så går jeg igang igen. Måske om hr. Hansen, den rareste skolebibliotekar, som fortalte at pigerne troede at hans tænder var et gebis, fordi de så så pæne ud. Eller hr. Romsø, som gerne ville lave film og som skældte os børn ud af frygt for at der ellers var for meget ballade, men som egentlig gerne ville give os forståelse for glæden ved tegning og maling. Name/Blog: C.O. Jeg har gået i ren pigeklasse hvor det var strengt forbudt at nærme sig drengegård/gang. Hjemme gjaldt de samme regler: ikke lege, tale eller være i nærheden af drenge og det gjaldt hele min barndom. Jeg syntes ikke det i samme grad gjaldt for mine klassekammerater - jeg gik ud af skolen i 1951 Name/Blog: Donald Name/Blog: C.O. Name/Blog: Donald Tillad mig en joke: Rene drengeklasser var en sjældenhed. Det var bare drengeklasser:-) Det giver mig en ide til en historie mere. Sat, 22 Sep 2007
Jurca Air Force
Marcel Jurca kan også ses dér med en af de første modeller. Onkel Hans tjente lidt penge ved at sælge dem, når han havde fløjet med dem et stykke tid og var gået igang med at bygge den næste. Formentlig tjente han mere end ved at sælge sodavand. I sådan et fly er det motoren, der vejer noget, og den er som en kraftbombe, der trækker resten afsted uden ret meget hensyn til vinden; jo tungere flyet er, jo mere stabilt er det, men jo mere benzin og desto kortere rækkevidde. En flymotor kunne let komme til at koste 50 tusinde 1950'er kroner, to gode årslønninger. Men onkel Hans byggede en VW motor om. Den er i forvejen luftkølet. Fabrikkerne i Wolfsburg ville ikke sælge ham en fabriksrenoveret motor, de skulle ikke have ødelagt deres rygte og vidste jo heller ikke, at han havde erfaringer fra en Ford-T motor, han havde ombygget til at være luftkølet og med to tændingssystemer, karburatorer og lufttryksregulering. At justere sådan en karl for vibrationer er heller ikke nogen sag for en amatør, kunne jeg forstå på min onkel. Man bruger blåt "blæk", som smøres på inde i lejerne, så samler man motoren og starter den, ser efter hvor den blå farve er slidt; der er der en ubalance eller noget, som ikke er rundt, og så begynder man forfra. Selvfølgelig fik Onkel Hans en VW motor et andet sted fra. Han fortalte senere, at VW var begyndt at bygge og sælge motorer til fly, baseret på den klassiske VW motor, som han havde ombygget. Her er flere ressourcer: Skriv selv Fri, 21 Sep 2007
Onkel Hans' lille flyver.
Jeg har kun få gange haft lejlighed til at se fly som dem, min onkel Hans byggede i 50'erne og årene derefter. Da jeg besøgte ham som barn, var han vist allerede igang, men der var kun nogle få træstrukturer. Træet skulle købes med luftfartsmyndighedernes godkendelse. Der skulle være et særligt stempel på, for til sidst skulle flyet godkendes af Luftfatstilsynet, og det krævede, at man kunne dokumentere sikre materialer. En knast i en bærende bjælke i vingen ville betyde, at vingen kunne knække hvis flyet kom igennem et "lufthul". Vi kørte ned til trælasten og jeg måtte vente på, at Onkel Hans spurgte efter de bestilte ting og kom tilbage med nogle tynde lister, som havde et rødt stempel på. I dag ville man måske stemple med blåt eller med grønt. Målt med ungdommens alen gik der en evighed inden jeg næste gang så eller hørte noget til onkel Hans' fly. Efter 8 år var jeg blevet student. Efter yderligere 5 år var jeg musikstuderende, havde elever på musikskoler og hjemme og havde en lille bil til at komme rundt i Københavner-omegnen. Jeg drømmer somme tider stadig, at jeg har glemt en aftale om at undervise - et eller andet sted ud ad Roskildevejen onsdag eftermiddag - og jeg prøver at få meldt afbud, prøver at få en anden til at tage det, for jeg kan simpelthen ikke nå rundt til alle de opgaver, som jeg har. I drømmen altså. Men den lille bil fik en motorskade; den kunne stadig køre, men ikke godt. Min onkel Kaj sagde, at man bare kunne sætte en anden motor i, det kostede ikke så meget hvis man fik fat i en fra huggeren. Min mor sagde "tag ned og besøg Onkel Hans", underforstået, han har forstand på motorer og teknik. Så jeg tog afsted og fik en blaffer med fra Køge og videre ad den smukke helt nye motorvej til Tappernøje og så ad den gamle, lige kongevej, oprindelig en chausse-vej, 1800-tallets motorveje, hvor en hestevogn uden besvær og i regnvejr kunne køre 100 km eller mere på en dag. Min far havde fortalt en masse historier om vejen, om "Cordosa Svinget", hvor en kendt racerkører kom slemt til skade, og om Grundtvigs præstegaard ved Udby, Gøngehøvdingen og meget andet. Denne gang tænkte jeg kun på om motoren pludselig ville sætte ud. Men den kørte, selv om den udspyede store blå skyer, fordi stempelringe og krumtap var slidt op. Så jeg ankom i god behold. Jeg kan ikke huske, om jeg havde ringet i forvejen, det kunne ligne mig at lade være, og de to gamle mennesker havde ikke meget mad eller andet, så tante Marta opfandt en god biksemad. Jeg havde 6 flasker god rødvin med fra min mor, så det var jo godt, men Marta kunne godt regne ud at det nok var fordi min mor håbede på at onkel Hans kunne hjælpe med enten at reparere motoren eller gøre noget andet. Så han lyttede også og gav nogle gode råd. Han var ikke meget for at anbefale at sætte en motor i fra en autoophugger. Han mente heller ikke, at man kunne lave en hovedreparation på den, fordi det nok ville være for dyrt. Men den var jo pæn i lakken, og selv om motoren var syg, var der jo ikke nogen grund til at den ikke kunne pudses. Det kunne vi gøre efter at have kørt en lille tur. Hans øjne strålede, da han spurgte, om ikke jeg ville med ud at køre ned til startbanen for at se hans fly. Ad snørklede veje kom vi ud til en græsbane med et stort halvtag, hvor der stod to fly, det ene var smukt og skinnende blankt, det andet var vist et mere "almindeligt" Piper fly. Onkel Hans steg med besvær op i det lille, smukke fly og startede motoren. Den spandt som en symaskine, så gav han lidt gas efter at den var varm og kørte frem på landingsbanen. Han undersøgte, vistnok lidt på skrømt, om det var vejr til at flyve i, men det blæste lidt, og det var ikke en god ide at flyve sagde han. Jeg fik også historien om, at han havde været til flyvertræf i Skåne, en dejlig tur, hvor han var i følge med fly, der havde radio. Han havde ikke radiocertifikat eller stort flycertifikat, så de andre havde hentet ham og bragte ham også hjem. Og da de var over Vordingborg, havde det været et frygteligt blæsevejr, så han næsten ikke kunne holde den i ro, maskinen, og han havde været meget bange for, at vingerne var tippet, når han landede. Men det gik, og de andre havde vinket, inden de var fløjet hjem. Men jeg skulle høre flymotoren igen. Han kørte frem og tilbage, trukket af propellen; ikke en rystelse af skroget, ikke en mislyd i motoren. Han var et stort smil, da han steg ned igen. Det lille åbne fly var en drengredrøm, som var blevet virkelig. På hjemturen fortalte han, at man skal være musikalsk for at høre på en motor, hvad der er i vejen. Og så skal man jo kende til tændingsrækkefølger osv. Og med et smil fortalte han om den lille Skoda, som han kørte i: at han faktisk var blevet snydt, han, der skulle være den, der havde forstand på sådan noget! Han havde ikke lagt sig ind under den, og den var så rusten i bunden, selv om den på overdelene så pæn ud. Et rigtigt "kalket lig", sagde han med et stort grin. Jeg tror han stadig smiler. Skriv selv Name/Blog: Madame Det med at drømme, at man ikke kan nå på arbejde, kender jeg. Jeg kan også drømme, at mit lydstudie har fået skiftet alle apparater ud, siden jeg var der sidst - selvfølgelig til noget, jeg intet kender til. Name/Blog: Donald Tak igen:-) Name/Blog: Madame Name/Blog: Hege Name/Blog: Sister Bonde Sat, 15 Sep 2007
Den Kinesiske Mur fra rummet.
En satellit er måske ikke rigtig "fra rummet", De første billeder, som revolutionerede opfattelsen af kloden (og som man altid kan finde på APOD) er taget Apollo 17, men historien fortæller ikke noget om, hvor langt væk den var, da billedet blev taget. Selv om satellit-billeder ikke er taget så langt udefra, så fungerer de fint som "rum"billeder. De fotos, som man finder på Google Maps, er vist dels satellit, dels billeder taget fra fly, og på dem kan man se mange bygningsværker. Det er meget imponerende, og jeg er faldet over nogle Kinesiske billeder, som viser det moderne Kina.
Jeg blev lidt forbavset, da min kollega blev ringet op af sin kæreste og talte det nydeligste kinesisk, selv om jeg godt ved at han har været i Kina. Han var i byen Suzhou. Byen Suzhou, en millionby små hundrede kilometer fra Shanghai, ser meget hyggelig og moderne ud på Googlemaps. Det er derimod ikke så let at lokalisere Great Wall of China, ikke engang med hjælp fra Wikipedia eftersom jeg ikke lige kan se, nøjagtigt hvor muren skulle findes, og når der skulle være et stykke mur på 2 km i en bjergegn et sted, så skal der zoomes og bladres meget, og evnen til at sige "AHA! Der er en ruin!" den evne skal vel også trænes lidt.
Nogle af billederne må dog være taget af fly, således som dette fra PaPaz i Bolivia, hvor man kan se en fodboldbane, grusbane, og mennesker, som går (eller spiller) på den, og hvis man ser efter, kan man også se mennesker på gaderne omkring.
Skriv selv Name/Blog: klaus Name/Blog: Donald Wed, 12 Sep 2007
En historie i et billede.
Men jeg skal nok prøve igen - det er et rart "arbejde". Først vil jeg lige vise et billede, som jeg vender tilbage til hver gang jeg bladrer igennem for at se indtrykkene fra sidste måned. Solens reflexer i vandet er mange små punkter i bølgerne, og hvis man kunne fange det skarpere end her, så ville det ligne diamantjord - eller jeg ved ikke hvad, et festligt lysshow. Her flyder de fleste af bølgerne sammen til en stor hvid flade (desværre). Måske er løsningen stativ, hurtigere lukker og mere lysfølsomhed. Men under processen med at finde erindringerne frem kan dette billede stå og minde om en smuk oplevelse på en fortravlet hjemtur for en månedstid siden, en af de oplevelser, som vi med teknikken lettere kan fastholde i nogle måneder, år, næsten uden besvær. Man kan sige at det er som en historie, billedet, jo flere detailler (klik for at få en lidt større version) desto mere kommer fortællingens budskab frem. Det er derfor jeg giver mig god tid, når jeg "tager en tur i tidsmaskinen" og giver referat:-) Skriv selv Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Madame Det er et utroligt smukt billede, og et motiv som jeg nærmest har opgivet at fotografere. Men jeg har været faldet i staver over præcis det motiv med reflekserne i vandet rigtig mange gange. Name/Blog: Donald Man skal være over vandet, den optimale vinkel er vel 8-10 grader. Afstanden til havoverfladen må ikke være for stor og bølgerne må ikke være for små. Så skal kameraet have en lysstærk optik så man kan komme ned under 1/1000 og lyset skal komme fra en efterårssol ca. kl. 17:-) Så man skal have meget meget god tid for at det kan lykkes:-))
Grunden til at jeg stopper op ved billedet er måske erindringen om oplevelsen af Fjordblink oppe fra Himmelev-bakken; og så luften, og rummet.
@Siter Bonde: Tak for kommentaren, det varmer virkelig. Name/Blog: regitze vi var meget ens. Name/Blog: Donald -- Det er rart at vide, at jeg ikke var den eneste, som var nem at narre:-) Sun, 09 Sep 2007
Den blev godt nok lang.
Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald
Violinskibet.
Prisen for at blive klogere er somme tider pinligt høj. Som barn kan man bedre tillade sig at være naiv. Dagen før jeg skulle hjem, spurgte Onkel Hans, om jeg havde set violinskibet. Han ville gerne sørge for, at jeg oplevede noget, men måske var der travlhed, eller måske syntes han ikke, at der var mere at vise. Han havde vist mig maskinen, som kunne tappe sodavand, og han havde kørt med den en enkelt gang. Vi havde også været ude med nogle kasser sodavand til kunderne, lokale små restauranter og købmænd, som købte sodavand af mærket "Cand.Pharm Axel, Vordingborg". Det var altså bedstefar, der var Cand. Pharm., og det var fra en tid, hvor en pharmaceut producerede skocreme, hvidtøl eller måske sodavand. Måske var det smags-essenserne, som bedstefar tjente mest på. Han trak smagen ud af appelsinskaller og forærede de skrællede appelsiner til skolebørnene. En gang imellem. Min kusine har fundet ud af, at han også levede af at handle med sodavandsmaskiner; og han købte den første eller anden bil i Vordingborg og det var så dengang, onkel Hans fik interessen for mekanik. Jeg fik ikke set violinskibet. Der var så mange andre ting at se. Det var en stor oplevelse at gå omkring Gåsetårnet, og i det hele taget bare at se byen. Som barn fra Frederiksberg og Vesterbro var verden præget af 4-etages "Københavner-huse", med brolagte eller asfalterede gader, flisebelagte fortove og indhegnede parker. De træer, som fik lov at vokse på Frederiksberg Allé og Sct. Thomas Plads var sådan nogle underlige nogen, beskåret så de nærmest var firkantede. Her i Vordingborg groede træerne frit. Vordingborg var anderledes, og jeg nød det. Om aftenen spurgte han igen: "Fik du set violinskibet?" "Jeg gik lidt ned ad den vej, du sagde, og der var meget smukt, jeg fandt også en sti, men den turde jeg ikke gå ad, jeg vidste ikke om man måtte gå der." "Det må man skam gerne", sagde onkel Hans, "gå du bare ned og se violinskibet, det kan du godt lige nå. De uddeler gratis violiner, gå du bare ned og se, om de har nogen tilbage!" Tante Marta så misbilligende på ham. Men han sagde, at jeg kunne da gå ned og se det. Der var ikke noget fjernsyn dengang. Der var ikke farlig trafik, og Vordingborg var ikke plaget af børnelokkere, farlige forbrydere, drukkenbolte eller andre ting. Det var en tryg verden og selv om tante Marta helt tydeligt syntes at det var en dårlig ide, så sagde hun at jeg gerne måtte gå derned; det var ikke helt mørkt endnu, og jeg skulle bare skynde mig tilbage ad samme vej, som jeg gik derned. Jeg gik ad den beskrevne vej, op ad bakke var det, og fra toppen kunne jeg se ud over vandet over til landtangen på den anden side, Oringe. Jeg kunne ikke se noget skib. Jeg gik ned ad bakken, ud til den lidt større landevej, og så lidt hen ad den mellem store træer, som gjorde at det blev endnu mørkere. Solen var gået ned og klokken må have været henved 10 stykker efterhånden, som jeg kom længere ind mod byen langs med vandet. Der lå et skib. Var det mon det? Jeg ville så gerne spille musik, jeg havde fået en lille plasticguitar af min bedste legekammerat dengang jeg gik i børnehave, og jeg spillede på den, så en eller anden forælder sagde til mig: Du skal da have et rigtigt instrument - det var i modsætning til børnehave lærerinden, der havde lukket klaveret, fordi nu var frøken Hanne der jo ikke mere og så var der jo ingen, der kunne spille. Men skibet lå langt ude. Der var helt stille. Jeg var næsten sikker på, at de lå og sov. De havde sikkert ikke foræret mange violiner væk, der var jo ikke ret mange, som brød sig om at spille, så hvis jeg nu kunne komme derud og vække dem, så måske ... Men skibet var måske stille, fordi der ikke var nogen. Der var huller i siden, og rigningen var bestemt ikke i orden. Det var måske forladt. Jeg kunne i hvert fald ikke komme derud, og jeg svømmede ikke godt nok til at gøre forsøget. Måske var der nogen, som tog derud i en jolle? Jeg ventede et stykke tid, før jeg begyndte at gå hjemad, mere og mere ked af det. Jeg kunne godt skimte en anden sandhed i historien om at forære violiner væk. Hvem skulle gøre det? Men verden var ny for mig. Der var så mange fantastiske ting. Der var flyvemaskiner i luften over København. Min onkel arbejdede på at bygge sådan en, godt nok en lille en, men alligevel. Verden var fuld af overraskelser. I København var børnehaven og skolen et sted, hvor man gjorde noget for børnene, vi fik papir og farver, vi fik mælk, somme tider kunne man få mad, der blev passet på os. Frelsens hær viste "Gøg og Gokke" film. Onkel Hans' verden var så forskellig fra København, og her i denne by kunne der da godt være nogen begejstrede musikere, som ville forære tiloverblevne violiner væk; nogle rare mennesker som syntes, at børn skulle have nogle ordentlige instrumenter at spille på. Man ville jo kunne skabe et orkester af strygere, og med musikken kunne man henrykke, skabe glade mennesker - det var da ikke utænkeligt, at der var nogen, som havde den drøm. Men det kunne selvfølgelig også vende den anden vej. Hvem skulle gøre det? Efterhånden, som jeg ventede, gik sandheden op for mig. Der var nok ikke nogen, der forærede noget væk. Onkel Hans mente, at jeg burde kunne gennemskue hans lille spøg. Slukøret gik jeg hjemad. "Så du så skibet?" spurgte onkel Hans. "Ja, det gjorde jeg, men det var jo forladt og øde", sagde jeg. "Ja men er det ikke et smukt skib?" spurgte onkel Hans, "Det har sådan en smuk bue fra for til agter, det er jo næsten bygget som en violin, ikke?" Der gik en slags prås op for mig, "jo, det er et smukt skib." Mange år senere sad en jævnaldrende musikalsk mand og fortalte, at han gerne ville udgive en sangbog med moderne sange for skolerne. Han begyndte at snakke om, at ham, der havde lavet "Bisse-Bent" var en rig mand og at han havde været på besøg en dag, og så havde han set, at der var en Rolls Royce parkeret lidt længere nede ad vejen mellem træerne. Hans kone sendte ham et blik, som jeg kendte. Jeg prøvede at snakke alvor med ham, men det lykkedes ikke. Jeg har ikke hørt fra ham siden. En overgang lavede han noget ikke særlig sjov komik søndag formiddag i DR, men sidenhen er han set i New Orleans. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Sister Bonde Wed, 05 Sep 2007
Landlig idyl.
De to rare mennesker havde mistet deres søn ved en motorcykelulykke. Niels Jørgen havde fået motorcyklen af sin far. De havde ikke andre børn. Min far besøgte sin ældste broder Hans et par gange hvert år eller så, men jeg tror ikke, at de var specielt gode venner. En sommer inviterede Hans og Marta mig til at komme og bo hos dem en ugestid. Jeg følte mig fremmed som feriebarn i Vordingborg, men onkel Hans sørgede for, at der var en eller to gode oplevelser hver dag, og tante Marta viste, hvordan man snakker med en kat, som fik lidt mælk og kom igen næste dag for at se, om der igen var lidt mælk; åhjo, hun fik den næsten på hånd. En aften kørte vi en tur over Storstrømsbroen; men der var vist lidt gult og kedeligt på den anden side, syntes onkel Hans. En anden aften skulle vi pludselig på besøg. Han havde et underfundigt smil på. Vi skulle besøge en meget syg halvvoksen dreng, og jeg blev instrueret om ikke at blive forskrækket over, at den unge mand var meget bange for at dø. Jeg skulle bare snakke lidt med ham. Da vi så kørte ad de nu forsvundne smukke snoede veje mellem Vordingborg og Kallehave og lidt nordpå, så havde onkel Hans et lunt smil på, han ville drille den unge mand, som havde en god hørelse, og som kunne kende lyden af alle de biler, der kørte forbi hans sygeseng. Femhundrede meter før vi var der, standsede onkel Hans motoren og lod bilen trille. Udstigning. Da vi kom ind, sagde konen, jo, sønnen havde da sagt, at det var Hans, der kom. Det pirrede onkel Hans' nysgerrighed, hvordan i alverden havde han kunnet kende lyden af bilen? "Jo, det var bremserne. Dine bremser piber på en sjov måde."
"Åhja, selvfølgelig," sagde onkel Hans.
Et par uger, havde lægen vist sagt til moderen.
Senere, efter at have hørt lidt om, hvordan han havde sejlet
jorden rundt som letmatros da han havde fået at vide, at han var
syg, og efter at have snakket lidt om hvad jeg havde set hos
onkel Hans, så skulle jeg meget naturligt på toilettet.
Onkel Hans satte en forundret, lidt formanende mine op - "kan du
ikke vente? Vi skal alligevel snart gå igen."
"Jo, det kan jeg da godt."
Vi kom afsted og Onkel Hans forklarede: "De har ikke noget toilet,
og jeg tror ikke du kunne finde ud af at bruge møddingen, så
derfor sagde jeg at det var bedst du ventede."
Han vidste jo at bymennesker ikke kan finde ud af den slags.
Med reference til
Monsieur's indlæg om at "Erotikken er Død" kan jeg tilføje,
at vores meget kærlige genbo-dame i min barndoms gade fortalte,
at der hvor hun kom fra, dér satte man sig i række på samme bræt
med flere huller i, og i øvrigt så var det meget naturligt og
ikke noget at skamme sig over.
Men det lød så eksotisk og fremmedartet, at det bare skabte endnu
mere afstand til det landbrugsliv, som alle i min barndom
højst var 2 generationer fra. Vi var alle "afkom af landboere,
som var indvandret til Kjøbenhavn", som historielæreren sagde.
Skriv selv
Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Hege Name/Blog: Sister Bonde Name/Blog: Donald
Knaster
Og indkørselen trænger til mere grus og mere lugning og at de
løse fliser bliver lagt på en pænere måde. Jeg ved det godt.
Ikke desto mindre kan jeg komme tørskoet det meste af vejen ved
at hoppe fra sten til sten.
Skriv selv
Name/Blog: Madame Name/Blog: capac Name/Blog: Donaldo
Serveren crasher. Den er også seks år gammel.
Der skal skrives og arbejdes, så serveren her må vente lidt.
[/computer/sitenews]
permanent link
Skriv selv
10 positive - om sig selv?
Ella er sluppet extraordinært godt fra det. 10
gode ting, som man kunne ønske sig også gjaldt for mig. Men med
Ella's som inspiration kan jeg sige følgende 10 positive ting om
mig selv om min situation:
Jeg:
Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sat, 25 Aug 2007
I Nattens mulm jeg skrev
Citatet af den efter min mening meget musikkyndige Ivor Darreg får mig til at undre mig: hvad skal man stille op, når man som han (og jeg) hele tiden lægger mærke til at der er så meget overtro indenfor den professionelle musikkultur? Jeg tror svaret er, at disse misforståelser er så væsentlig en del af den professionelle musikers liv, så at det er umuligt at lave om på det, uden at de taber fodfæstet. D.v.s. man skal kunne forklare, at det nytter noget at tænke på anslagsfarven på klaveret, selv om forklaringen på, hvad der akustisk set sker, nok findes i nogle andre forhold end lige dér, hvor man tror. Klaveret kan faktisk skifte klangfarve, ikke på en enkelt tone, men ved at man fremhæver et område frem for et andet. Det kan også være styrke niveau'et helt generelt, (altså den gennemsnitlige styrke) som man ændrer på. En klaver-tone lyder har forskellige karakteristika (envelope, som Ivor siger) afhængig af om man spiller højt eller lavt. Måske er der en opgave for en musikskribent med en fod i fysikken og en anden i menings- og følelsesuniverset? Man kan hjælpe med at se, erkende og forstå. Skubbe på en erkendelse med en kunstnerisk, interaktiv oplevelse. Jeg prøver at se og forstå, og somme tider får jeg andres oplevelser helt tæt på: Jeg har hørt en klaverstemmer fortælle om at folk ikke forstod hans arbejde, en dame kunne finde på at sige "det stemmer ikke" bare for at spare penge. Skriv selv Name/Blog: Donald Fri, 24 Aug 2007
Du milde, der er sør'me nogen, som tænker i de baner, som jeg gik
Because so much information has been withheld (whether deliberately or unintentionally, we don't go into that here) from the people who certainly have a right to know it, the piano has become a What without How or Why--a mystery enclosed within a riddle wrapped up in an enigma. This well may be the result of a tendency that operated through the first half of the Twentieth Century: Overspecialization. The pianist hardly ever knows how to adjust the action or fix a sticking key, whereas the violinist must tune his instrument before every performance, put on new strings, and occasionally adjust the bridge to keep it from falling over. The piano tuner and repairman are usually called in only when it is too late. The piano is regarded as primarily a piece of furniture, an element in the decor, a status symbol, and is kept polished and dusted--but tuned? Oh my no! Why bother? And besides the kids wouldn't appreciate it anyway! Is it any wonder than children do not develop a high sensitivity to music when brought up in such an atmosphere? Skriv selv Thu, 23 Aug 2007
Det er som om den gløder, klaverstolen.
Det er som om lyset siger: Sæt dig nu og spil! Det er meningen med livet! Klaveret er et instrument, som har rødder 5-600 år tilbage, men sådan som vi kender det, er det kraftigst præget af den tidlige industrialisme ca. 1880. Rammen laves af støbejern, som er stift når det påvirkes af strengetrækket, som er flere tons. Støbejern var meget dyrt i 1800-tallets begyndelse, så mange klaverer blev lavet med trærammer helt frem til 1900 tallet. Flygeler fik først rammerne forstærket med stål. Stål var ikke noget, man kunne bruge i et instrument. Stål var noget med maskiner. Ikke musik, ikke kunst, ikke sjæl. Men fordommene måtte vige for fornuften. Kunst er rationel kommunikation af mening, af følelser og drømme og visioner. The iron frame is a fundamental part of the piano. The iron frame must resist all of the tension produced by the strings, which is between 19-21 tons. For this reason the frame design must be made with particular attention to the stress points, where the force is more concentrated. The iron frame is produced by the time honored wet sand casting process and is prepared with painstaking accuracy. It is smoothed, sanded and sprayed with several coats of special metallic gold lacquer. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Mon, 20 Aug 2007 Men vi forventer ikke desto mindre, at den aktuelle krise ikke vil ende med et kollaps for en af de store nøglespillere i den finansielle verden.Mine fremhævelser og paragrafdeling. Det er sætningen: "Vi forventer ikke desto mindre [...] ikke [...]" som triggede min interesse for dette sproglige udtryk for spåmandskunstens mindre ædle specialer: Cover Your Ass - teknikken. Skriv selv Name/Blog: capac Name/Blog: Donald Det værste ved dette og boligboblen, som er medskyldig i dette vanvid, er at politikerne i KBH og andre byer udmærket godt vidste, hvad der skulle til at standse oppustningen. Formentlig har man tænkt "jamen det er jo ikke noget egentligt problem, og der er mange fordele ved værdistigningerne og større omsætning." Name/Blog: capac Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Men! Det gælder kun i små samfund, hvor alle kender alle og kolleger taler om, at ham der - ham kan du godt stole på. Samvittighedsløse ejendomsmæglere blæser boligboblen op. Det forværrer mangelen på gode, rimelige boliger, og det er en skam. Sun, 19 Aug 2007
Har D. H. Lawrence været så længe om at trænge igennem?
[...]Og en ny film (som Hege har gjort opmærksom på) får denne kommentar med på vejen af The New York Observer: At least two reportedly mediocre screen adaptations appeared in 1955 and 1981, much too early for the filmmakers to avail themselves of the very recent relaxation of the taboos against male and female nudity and even simulated sexual intercourse. There are no fewer than six sex scenes in Ms. Ferrans film, and each represents an advance in trust and involvement on the part of the two partners in passion. Whereas many contemporary sex scenes tend to dehumanize the participants, those in Ms. Ferrans film only enhance the shared humanity of her co-protagonists. Skriv selv Name/Blog: Tina Charlotte Møller Name/Blog: capac Name/Blog: Donald Name/Blog: Tina Charlotte Møller
Det er en stabil kendsgerning, at vejret er ustabilt.
Hedebølge - kom nu bare. Skriv selv Name/Blog: Hege Name/Blog: Donald Fri, 17 Aug 2007
Frakobling af internt varslingsanlæg, bygning 40-43 og 44
[/computer/journalism] permanent link Skriv selv Thu, 16 Aug 2007
Hilsen fra Skotland
Det var møjhamrende svært at tage et billede uden reflekser, og nu er billedet lidt perspektiv-forvrænget i stedet for og det er vist ret formørket at min skygge nederst til venstre; det har jeg prøvet at rette lidt på. Det er utrolig meget glæde, sådan et postkort giver. Et andet meget smukt postkort, som jeg fik i går, var klistret sammen med en reklame p.g.a. oversvømmelse i postkassen, akja, men jeg har næsten reddet det. Det er fra Ullapool, en Skotsk fiskerby på vestkysten med færgeforbindelse til Stornaway på øerne langs vestkysten (der ligner Norge). Der er en god havn og nogle skibe tilbage. Kortet viser Skotske kuttere i Ullapool. Ullapool ligger i en dyb fjord. Det er en fredelig by, som både har en boghandel og et hotel med en palme udenfor. Minsandten om der ikke lå et postkort i postkassen igen i dag! Landskabet ser skam sådan ud, skriver han. Smukt, naturen får lov at udfolde sig, men det øsede ned, og han pakkede teltet sammen i regnvejr (uha!!!). Bus til Inverness, hostel, tørvejr. Heldigvis. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Wed, 15 Aug 2007
Jeg skal lige uddybe
Måske min hukommelse svigter, men jeg synes at han fortalte, at da han for nogle år siden rejste forbi igen, så så' der så fint ud og det var tydeligt, at de havde "klaret" den. Gad vide om man kan finde "vietnamese in Guyana" på Google? Nej, det kan man desværre ikke. Så tanken om at hjælpe og udvikle samfund ved at have nybyggerkolonier er måske en løsning på mange af de problemer, man ellers vil få med såkaldte "økonomiske flygtninge". Det er jo klart, at hvis man sulter, eller trues af sult, så kan det betale sig at flytte sig til et sted, hvor chancerne for overlevelse og udvikling er hævet over enhver tvivl. Derfor tror jeg på, at EU skal organisere flygtninge-kolonier. Og lige der ved Holbro Å med det skønne, kæmpestore æbletræ, slog det mig hvor stort overskud, vi har i Danmark. Jeg er stædig optimist.
[/politik/sameksistens] permanent link Skriv selv Name/Blog: capac Name/Blog: Donald Mon, 13 Aug 2007
Overflod
I går kørte jeg derhen, men lyset og markernes trylleri var væk. Træet her ved åen stod der stadigvæk. Jeg opdagede, at det er et æbletræ. Der lå et par æbler på jorden, og nogle stykker i græsset. Det er pæne æbler, pænere end mine sommeræbler, som af en eller anden grund alle er faldet ned. Tænk, hvor mange mennesker der kunne blive mætte, hvis vi havde små landbrug med vietnamesiske bådflygtninge. Det ville ikke, slet ikke, passe i vores samfunds-økonomi, men bare tanken om, at dette var en mulighed for at afbøde menneskelige lidelser og i øvrigt etablere bæredygtig dyrkning af arbejdskrævende afgrøder får det til at gøre helt ondt i mig. Hjemme igen begynder "radioen" at snakke om Herman Bangs observationer fra 1883 af to kvinder, som sad i vinduet og syede fra morgen til aften alle ugens dage, 6 kr. om ugen (svarer vel til 600 kr. i dagens valuta.) Der var 10.000 syersker i København. [/politik/sameksistens] permanent link Skriv selv Name/Blog: Madame Det er forunderligt, som farverne i naturen skifter i løbet af et døgn. Man burde jo have kameraet med i lommen klar til at fange de der helt specielle stemninger, du fortæller om. Name/Blog: Donald Ja, man skal have kameraet med i lommen (hvis man har en lomme til overs:-) Sat, 11 Aug 2007
Solen skinner og naboen griller i haven,
Men prøv engang at aflæse himlen, selv om det er et formindsket billede (og et lidt primitivt forsøg på at lave panorama) så er der virkelig mange tegn på ustadighed. Et himmelbillede mere nedenfor, taget for to timer siden: Tidligere har jeg prøvet at vise is-skyer, men det vanskelige ved det er, at det ligeså godt kunne have været fotoapparatet, som ikke kunne gengive solens omrids. Her kan man se omridset, altså er det ikke isskyer. Men se hvor mange lag skyer der er: det er den ene luftstrøm ovenpå den anden. Med den slags skyer er det ikke mærkeligt at der faldt 48mm. regn i Virum. Teksten er opdateret (ændret lidt) fordi den var ret uforståelig. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald
Skriv selv Thu, 09 Aug 2007
Ballepresser.
Hvis mit gæt var rigtigt, så vil vi efter de næste par dages temperatur-sænkning med byger få en god varmebølge mod slutningen af August. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Nina Name/Blog: Donald Men når jeg gætter på hedebølge efter denne ustadige periode, så er det fordi det er varmt og bliver ved med at være det (så er der lidt varme i land og vand), og fordi der jo ofte efter en regnfuld Juli kommer en solrig August (det sidste er dog ikke noget, jeg har en rigtig statistik på!) Name/Blog: Farmer Augustsol er jo bondeguld. Name/Blog: Sister Bonde Ballepresser får en anden betydning, når man som jeg, bor i en lille by, der hedder Balle ;o) Min svigermor sagde: Når solen går ned i en sæk, springer himlen læk. Name/Blog: Donald Wed, 08 Aug 2007 Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Axel Mon, 06 Aug 2007
Lysskulpturer
Og så er det endda designet af Henning Larsen. At dette lokale skulle fungere som kontor var jeg også lidt skeptisk over, men som en kollega siger, det går endda. Henning Larsen har vist sat sig for at bruge betonblokke som grundlag for bygninger, og lader så lysåbningerne skabe variation og liv. Det lykkes ofte. Her i lokalet må man ofte mørklægge for at kunne se, hvad der er på skærmen. Vinterstemning
Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald
Sat, 04 Aug 2007
Mit job er,
Da jeg ikke havde nye billeder, sætter jeg et par gamle sammen på en ny måde. Min arbejdsplads (en af dem) og udsigten bag alt maskineriet (jeg har også et kontor - men mangler billede.)
Serverrummet med de systemer, som kører døgndrift.Bag ruden er der en stribe vild bevoksning, en 10 m. bred grøftekant, som kun slås et par gange om året. Når det regner, ser markerne dejligt friske og grønne ud. Jeg var helt betaget over farverne i starten af Juli, da vi havde oversvømmelse nummer 1.Jeg har ført en meget mere omskiftelig tilværelse end Madame. Før 1984 var jeg kollega med "Madame". Derefter gik jeg igang med computerprogrammering i håb om, at det ville være en mere passende karriere for en person med ambition om flerplanshus, fisk, familie og fiat. Jeg nåede at lave bl.a. en terminal-emulator og en CPU-emulator inden jeg fandt ud af, at det normalt var en opgave for IT-akademikere og ingeniører. Lad mig sige det på en anden måde: Der er ikke noget mystisk ved IT, man skal bare være systematisk og helst også have en hjælpende kommentar fra fagfæller engang i mellem. I dag står jeg for serverdrift på RUC's CBIT institut; mit arbejde er at anskaffe, opsætte og passe serversystemer på RUC's datalogi-fag, hvor de studerende jo ind i mellem har brug for at køre servere til demonstration af nogle projekter. Det hedder "support og deltagelse i videnskabelige projekter og undervisningsprojekter", og man respekterer skam også, at systemadministratoren har brug for en hel del viden om, hvad projekterne går ud på. Det er mig også en stor fornøjelse at forklare de forskellige mennesker på RUC lidt om, hvordan tingene i virkeligheden virker ... hvis de altså virker:-) Det er nok den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har været en del af. Man værdsætter tværfaglighed, erhvervserfaring og gruppearbejde. Det er jeg glad for, jeg tror ikke jeg havde orket at forklare en anden arbejdsplads, at min viden og indsigt i IT er på akademisk niveau, selv om min akademiske grad er musik og Engelsk. Men måske RUC også kan åbne en dør for at jeg kan arbejde med ny anvendelse af IT i musik- og kultursammenhæng. Skriv selv Name/Blog: Nina Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Jeg er næsten sikker på, at der vil være en kombination, som har med model af scenegang og scene-effekter at gøre, men skal jeg være ærlig, tror jeg at den branche i dag som for 40 år siden har for mange, som står i kø for at få et job, eller som klarer sig på nedsat tid og blandede løse opgaver. @Madame: Tak for de pæne ord; der er noget med tværfaglighed, som resulterer i en bredere accept og en rar atmosfære. Fri, 03 Aug 2007
Den skal have lov at vokse!
Hvad er det for en? Først troede jeg, at det var salvie eller timian, men måske er det basilikum. Det har jeg dog svært ved at tro på, for de basilikum, som står i urtepotter, er sådan nogle splejsede, tynde stængler, og min vilde krydderurt er tyk og stærk og kan godt lide at blomstre, og det får den lov til! Rosmarin er det ikke, den har lange tynde blade, nærmest som grannåle, selv om de er blødere. Det er heller ikke salvie, som har hår på bladene og ser lidt anderledes ud. Basilikum har ikke lyserøde blomster. Måske er det en slags basilikum.Det er simpelthen alle tiders eftersommer-blomst, og en staude, som vil komme igen, men som jo nok skal holdes lidt nede. Til gengæld kvæler den vild hindbær og er meget nemmere at hive op end vild hindbær. Det betyder, så vidt jeg kan regne ud, at man kan bruge den til at "rense" jorden, hvis man kan vente et par år på at få fjernet de umulige vilde hindbærrødder. (Se dem fx. her.)
Skriv selv Name/Blog: Regitze oregano fremmer fordøjelsen og beroliger nervesystemet. man kan lave en lille pude af tørret oregano og lægge i sin hovedpude, hvis man har svært ved at sove. oregano kommer af nogle græske ord, der betyder 'bjergenes glæde', og i Grækenland kronedes brudepar med origano, ligesom den plantedes på gravene for at sikre et lykkeligt liv efter døden, ifølge Sarah Garlands The Herb and Spice Book. Name/Blog: Donald Thu, 02 Aug 2007
Historien bag Pete Seeger's folk music fra 50'erne.
Pete Seeger testifies before the HUAC, 1955
Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Han spillede fantastisk virtuost på fretless banjo, som han vistnok introducerede som et rigtigt nybygger instrument, et "gør-det-selv" instrument. Måske sagde han at det sværeste og dyreste var strengene, men det husker jeg ikke så tydeligt. De plader med ham, som jeg har hørt, er fra 60'erne, og hans optræden for en stor forsamling lyder, som om han ikke har lyst til at bruge mikrofon/forstærkning. Han er af en slags, som det er umuligt at sige, om man kan lide eller ej; han har noget at sige, og han siger det så godt han kan; aktiverer publikum, også selv om det er en folkemængde. Jeg tror, at han har givet de største musikalske oplevelser udenfor mikrofoners og kameraers rækkevidde. Den teori kan blive svær at få bekræftet:-)
Solen skinner.
Skriv selv Wed, 01 Aug 2007
Mulmet ulmer.
Skriv selv Tue, 31 Jul 2007
Truende torden
"Er det et barn, som har anbragt dette skib midt i synsfeltet?" tænkte jeg. Bortset fra den truende torden får det mig til at tænke på de tegninger af sejlskibe, som jeg (og mange andre) lavede som barn. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Mon, 30 Jul 2007 Skriv selv
Himmel over Vejby
Skriv selv Name/Blog: Deborah Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Min skolelærdom siger at efteråret er mere vådt og at det karakteristiske vejr for Danmark har en mindre tørkeperiode, når kornet skal have vand, og for meget vand, når det skal modnes. Det er jo ikke godt! Men min fornemmelse (og 9 døgns prognosen) siger, at når vi har haft en regnrig periode nu, så kan det slå om. Derfor mit useriøse gæt. @Madame: Tak for kommentaren; billedet skulle bare have været et oplæg til diskussion af parcelhus-kvarter med gamle træer, som tager for meget af solnedgangen:-) Men så synes jeg at det viser noget karakteristisk for vores bygevejr, nemlig lave regnskyer på en ellers skyfri men kold himmel. Name/Blog: capac Name/Blog: Irene Og tak for fotodramaet! Name/Blog: Regitze og din vejrudsigt er også i orden med mig. Sun, 29 Jul 2007
Unifon fonetisk alfabet.
Men denne her var lidt skæg: UNIFON, a phonetic alphabet that is five times more efficient than our ABCs, may revolutionize reading and writing-and help us communicate better with computers. We weren't prepared for the overwhelming reader response generated by our first article on Unifon one year ago ("The New Age of Reason," August 1981). Scores of you took the time to draft your comments in Unifon. Several sent in phonetic alphabets of their own, and one reader sketched his conception of Unifon in dot matrix form to show how it would appear on a computer screen. Because you wanted to know more, John Culkin presents an update, offering further reasons why Unifon can bring alphabetical order to our illogical language. On October ninth, Korea celebrates Hangul Day, a national holiday in honor or the Korean alphabet. A growing number of Americans would like to see a similar red-letter day declared in this country, heralded by a presidential proclamation reading something like this:
Skriv selv Name/Blog: Donald Og så er der også danske ord, som kan udtales på mange måder, afhængig af om man bruger sammentrækninger eller taler tydeligt. Samme på Engelsk, når man laver diktat bliver fx. "a" til "ai" og ikke "ø".
Udtynding.
Måske er det vores aldersdiskrimination, som gør at man bliver generet af at tænke på, hvor gammel man bliver. Alternativet er jo ikke at blive ældre, og det ... Skriv selv Name/Blog: Axel Name/Blog: Donald Problemet med at hacke folkeregisteret er, at bare det at få adgang til systemerne i praksis er umuligt; selv en "professionel dygtig" hacker kan kun komme ind på webservere, som er "front" mod internettet og som beskytter de bagvedliggende systemer, og så endda kun, hvis der er fejl. Sat, 28 Jul 2007
Den lykkelige dal
Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Fri, 27 Jul 2007
"Der er en langnæbbet and,
"Den er over 10 meter væk, så det bliver ikke så godt. Man skal helst være på under fem meter," svarede jeg, "men jeg prøver alligevel!" Den så lidt speciel ud, den ensomme and, som næsten kun havde hovedet over vandet, og som hele tiden dykkede. Der lå den i havnebassinet og så glad ud.
Der var kun lys til 1/250 sekund, og selv om man er rolig på hånden, hvis man altså er det, så er bølgernes bevægelser nok til at det hele burde blive sløret. "Nå ..." sagde han. Jeg trykkede på "vis-billede" knappen og brugte computer zoom: "av jo!" Minsandten om man ikke kunne se vandet, der løber hen bag andens hals, og at kroppen er under vand. "Godt!" sagde han.
En sommerdag med sol, vind og rar stemning, og når alt fungerer, så er det bare godt.
Anja fortæller at det er en "luksusliner" for folk med mange penge.
Mindre kan gøre det. Den har sin egen charme, H-291, Hundested
nr. 291:
Træskibene bliver stadig brugt, og med bølgeskærm og moderne radar kan de klare sig længere ude i jagt på stimerne. Skriv selv Name/Blog: Irene Name/Blog: Donald Thu, 26 Jul 2007
Æggespredningsaftale.
Eller udtaler tydeligt? Atomvåben, ikke-sprednings aftale. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald
Høsten er kun halvt i hus, sagde den unge mand
Forinden spurgte Lillebror hvad jeg ville; "tage et billede af den våde stubmark" svarede jeg, og det accepterede han.
Kunsten at løbe i bare tæer på en stubmark - kender du den? Det var præsten, som vi havde i faget religion, der spurgte, om vi vidste, hvad den kunst bestod i. Han forklarede først meget senere, efter at have udpenslet, hvor ondt det gør at træde på en nyligt høstet stub, som at skære sig på Marehalm: Man løfter ikke fødderne fra jorden, i hvert fald ikke ret meget. Vi har lidt mere teknik og flere slags sko i dag. Håndholdt underexponeret: 1/320 sec. F 2.6. Skriv selv Tue, 24 Jul 2007
Det regner stadig
Spejlvåd asfalt.Når man kører, er spejlbillederne i den våde asfalt (her vendt på hovedet) klarere end når man står stille for at tage et billede. Det tror jeg er den effekt, man udnytter i moderne astronomiske teleskoper, som fx. Keck-teleskoperne, for at udligne atmosfæriske forstyrrelser.One reason Keck was built was because of the difficultly for astronomers to get funding for a smaller telescope. Der går tretten på dusinet af denne her slags billederOk - det gør der nok. Men der er nu noget med lyset og himlen på den fulde version (klik på billedet eller download for full-screen-view).Livredder i letmetaljolle med påhængsmotorMarinebillede. Begrundelse savnes både for sejlturene og billede.Eller måske er der et formål: øvelse? så man kan redde en menneske, der ikke har noget formål med at gå i vandet:-)
1/500 f 5.5 -- 17:02 MEST, 12.6° Østlig længde, 56.6° Nordlig bredde. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Gaffel Så kunne du have vendt fotoet 180 grader. Men nej, for der er jo en anelse kantsten og græs i nederste højre hjørne. Har jeg taget mine briller omvendt på i dag? Name/Blog: Donald Det er klimaforandringer, og det ville være dejligt, hvis det var vores egen skyld og vi lige kunne fortryde. Jeg husker en lærer i underskolen -- i de tidlige 50'ere -- som fortalte, at der var en ubalance dér. Og jeg husker at jeg undrede mig over gymnasielærdom om ilt og kultveilte-procenterne i atmosfæren, som var ændrede over den tid, hvori man havde haft målinger. Jo, Gaffel, billedet er på hovedet. Desværre fik jeg ikke experimenteret med flere og bedre vinkler, men her er originalen: http://d-axel.dk/images/A70724-regn-i-1523.jpg -- det er uskarpt (rystet) fordi exponeringen var lang; der ikke var lys nok. Men det fortæller da at der var vådt, mørkt og koldt:-) Mon, 23 Jul 2007
Stormen forhindrer iltsvind
Et kig ned i vandet virker utroligt afskrækkende, så selv tådypning blev aflyst. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sun, 22 Jul 2007
En havremark er en sjældenhed i dag,
Jeg tror jeg tager et aks af hver kornart og lægger på ensfarvet baggrund, fx. fliser, til fotografering. Jeg har søgt på wikipedia og andre steder efter "korn"-billeder, og de eneste, som er rigtig gode, er byg (barley) og hvede. Skriv selv Name/Blog: Deborah Name/Blog: Donald Name/Blog: Donald Min netforbindelse har været nede siden i nat kl.3:37 Sat, 21 Jul 2007
Hvis der falder 50 mm. regn i "de nordøstlige egne" d.v.s.
Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Donald Name/Blog: Tina - omme i London Name/Blog: Donald Fri, 20 Jul 2007
Ovenover alting stråler moder sol!
Når kontrasten i motivet er stor, bliver mine billeder underlige; jeg kan "redde dem" indtil en vis grænse ved ændringer med farve- og kontrastjusteringer. Det ser også ud som om brydningen i optikken bevirker spredning fra lyse områder til de mørkere i en grad, så fx. mørke grene bliver "gennemlyst".
Ved optagelsen af "Sol over Ørby" herover var forgrunden slet ikke mørk, det var ganske almindeligt lyst og man kunne se alt, græs, blade, huse, skilte, biler uden lygter osv. Men himlen var selvfølgelig "underlig" og interessant. Senere samme aften:
Skriv selv Name/Blog: Donald Name/Blog: Dana Name/Blog: Donald Det syvende trin er lagt og lidt mere til. Nu kan jeg snart være bekendt at invitere nogen op på terrassen til en kop kaffe! Skriv selv
Imponerende Overlevelse!
Hendes ærinde med historien var, at selv om det måske var formålsløst, så var det hendes liv og de eftermiddage, somme tider alene, somme tider med børnene i haven, havde ikke været så tossede endda. Hun var bymenneske uden have-erfaringer. Hun havde opdaget, at det var vild hindbær. Hvis de fik lov at blomstre, kom der små bitte bær! Men det var måske ikke så underligt at de ikke blomstrede, når de hele tiden blev klippet og slået ned og i øvrigt brugte en masse energi på at lave sideskud for at komme væk fra plæneklipperen. Jeg har gravet og hevet en masse, måske hundrede, af den slags rødder op mens jeg ordner jorden ved trappen.
Imponerende plante, Voldsom Hindbær! Sikken en vilje og evne til overlevelse. Rødderne kan tåle at få toppen skåret af, tørre ud, blive hakket i småstykker - de skyder igen. Det er en almindelig opfattelse, at den har brug for "fotosyntese" til at overleve. Men den kan undvære det i laaaang tid! Engang fortalte Søren Ryge, at nogle rodtyper har evnen til at vokse uden lys. De kan forsøge at sætte skud i mange år, inden de dør.
Derfor skal man vælge at sætte planter sammen, hvor den, art, man foretrækker, er stærk nok til at kvæle de uønskede. Med mindre man da holder af at gå i haven dagen lang på alle fridage, friaftener, og ferier. Om eftermiddagen fortalte naboens svigerfar, at de efter 45 år med hus og gård havde de solgt og var flyttet til en lejlighed, for ellers skulle de bruge al tiden på at ordne have. Bare man er væk i 14 dage i sommerperioden (Juli) så var drivhuset virvar af planter, og bede og have krævede uafladelig pasning. Nu kunne de gå lidt i byen. Vel vidende at denne webside ikke specielt besøges af have-passere skal ovst. alligevel underbygges med levende eksempler: Planter, som kvæler konkurrenterne, og som jeg har glæde af:
Løftet pegefinger: Der er et liv udenfor haven:-)
Skriv selv Wed, 18 Jul 2007
Om at kigge billeder.
Men det var egentlig slet ikke det motiv jeg gik efter. Billedet her skulle slet ikke tages, det var høstmaskinerne, som var gået i gang, som skulle afbildes med en kommentar om at det var godt nok tidligt. Jeg tror det var engang i 1998 eller 99 at høsten først kom igang sidst i Oktober og ikke var slut før ind i November. (Jeg ved godt, at vinterbyg høstes tidligere!)
Jeg fik også en anerkendende kommentar for detteher (det var godt nok kun på en 2-tommers skærm, men alligevel, det er jo rart at få en bekræftelse!) Billedet er fra Lørdag d. 7/7 2007 ved Tisvildeleje ud over Kattegat. Skriv selv Name/Blog: Tina Charlotte Møller Åh, jeg længes efter landet! Name/Blog: Deborah Name/Blog: Regitze kan du ikke sende din mailaddy til hestekragen-gmail.com Name/Blog: Donald Tak for de pæne ord, Tina og Deborah, det varmer. @Regitze: Har sendt en mail til gmail-adressen. Hvad mon der sker nu? Name/Blog: Madame Naturen har nye farver, skyer, motiver... hver eneste dag. Jeg ærgrer mig tit over, at man ikke hele tiden kan rende rundt med et kamera. Hvis man kører forbi Arresø hver dag, er det utroligt at se, hvor forskellig den kan se ud. Tue, 17 Jul 2007
Ser denne kode rigtig ud?
Direktørens pointe var, at koden ikke var formateret (beautified) og i øvrigt heller ikke kommenteret. Cobol-kode, (Common Business Oriented Language) som han kendte mere til, har oftest store overskrifter og en masse kommentarer til de forskellige afsnit, som udfører en lille bitte ting hver især. Han havde jo lidt, ret, direktøren. Den var lidt rodet, denne kode, men ikke mere end hvad man ellers ser. Til gengæld var det meget fint tænkt, at hjælpe en lægepraksis med recept-udskrivning og historik. Det var også den eneste del, der blev solgt. Men nu står jeg i min indkørsel og anskuer mit arbejde her: Ser det nu også rigtig ud? Der er noget galt. Det ser helt forkert ud. I dag laver man sådan noget med gravemaskine og jordpresser eller den moderne udgave af en brolæggerjomfru (godt ord igen?)
For at føle mig endnu mere umulig skar jeg mig (lidt)
i tommelfingeren - med en osteskærer. Skriv selv Name/Blog: Liselotte Rigtig god fornøjelse :-) Name/Blog: Donald
Til grafik / visuel-kunst-interesserede:
Skriv selv
Hverdagshistorie:
British merchant Peter Durand made an impact on food preservation with his 1810 patenting of the tin can. In 1813, John Hall and Bryan Dorkin opened the first commercial canning factory in England.Dåseåbneren, fortæller Liselotte Lyngsøe, blev opfundet 49 år senere. I mellemtiden havde man brugt økser og revolvere (siger hun). Mon folk virkelig var så upraktiske og dumme? Det generer mig lidt, så derfor, Google, min ven, hjælp mig nu igen: The first tin cans were so thick they had to be hammered open. As cans became thinner, it became possible to invent dedicated can openers. In 1858, Ezra Warner of Waterbury, Connecticut patented the first can opener. The U.S. military used it during the Civil War. In 1866, J. Osterhoudt patented the tin can with a key opener that you can find on sardine cans.Den nu så kendte dåseåbner-type med et hjul og en tap, som holder på kanten og et skær, som drejer sig ned i låget og samtidig presser den skårede kant ind i siden, så man ikke skærer sig på den, blev opfundet à flere omgange. I 1870 kom grundmodellen, og i 1925 kom det takkede hjul, som trækker den fremad. (Der blev taget patent på den i 1925. Somme tider er det ikke det samme som at det var første gang nogen fandt på det.) Det skulle slet ikke have været en lang posting. Men den slags er jo altid relevant: Jeg må se at finde en ny "hjul"-dåseåbner, den gamle er så slidt ... Nå nej, Lyngsøes pointe er jo nok snarere at der er behov for innovation. "Den Gamle Kogebog" (fra 1815, "oversat" af Susanne Palsbo i 1968) indeholder mange råd vedrørende konservering - fx. "Hele, henkogte gæs" - i krukke (med godt, rent låg som dannes af det afsmeltede fedt, smart ikke?) og det har nok været en sjældenhed at se en konservesdåse inden 1870. Med tykkelse og anvendelsesområder for de første dåser har det m.a.o. ikke været så relevant at ha' en dåseåbner. Men hun er nu meget god, Liselotte Lyngsø, til at fortælle ting, som sætter vores hverdag i perspektiv. Skriv selv Mon, 16 Jul 2007
På den ene side er det glimrende, at det overhovedet kan lade sig gøre.
Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald I dag kan man sikkert få lyden til at ligne andet end hvid støj. Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sun, 15 Jul 2007
I gamle dage var det meget svært at komme til og fra Skagen.
Men sidst i 1880erne blev man enige om at anlægge en jernbane gennem klitterne til Frederikshavn. Men egnen var fattig, og der blev kun råd til en smalsporet bane, der åbnedes den 24. juli 1890. Fra http://www.njba.dk/ (NordJydske JernBaner). (Krøyer var i Skagen allerede 1882, så det har været med hestevogn, en dagsrejse fra Frederikshavn, må man tro.) Update: Bane fra Nørresundby til Frederikshavn: 15. August 1871. Skriv selv Name/Blog: Tina Charlotte Møller Name/Blog: Donald Sat, 14 Jul 2007
Skønheden og postyret.
Han maler sin unge hustru mange gange. Nogle gange som en drøm.
Krøyer var glædeligt overrasket over forlovelsen, som han i et brev den 29. maj 1889 beskrev således. "Ja - tænk hvilken Forandring - ja jeg synes det er aldeles forunderligt at jeg nu snart skal være Ægtemand - jeg, som næsten rent havde opgivet den Tanke - som mente at ende som Pebersvend. Og saa at faa til Hustru den yndigste, elskeligste unge Pige der kan gaa paa Jorden - ja jeg maa være en Lykkens Yndling. Lykken har virkelig fulgt mig i en forunderlig Grad." Dårligt helbredMed udgangen af 1890erne var livet på Skagen på overfladen idyllisk, men P.S. Krøyers syn blev gradvist dårligere som følge af kviksølvsbehandlinger mod syfilis [som han havde pådraget sig] i ungdomsårene. Han led endvidere af melankoli og hallucinationer og måtte i flere omgange indlægges på Middelfart Sindssygehospital.Blikket, der fanger.Somme tider står hun foran spejlet, andre gange ser han hende som et foto kan fange en situation.Og måske er billedet baseret på udtrykket i et foto (men ikke ovenstående foto, som er ni år senere end maleriet nedenunder.) Gør det portrættet mindre levende?
Marie Krøyer i 1890 - med et ægte, afvæbnende smil.
Tolv år efterFra "artscandinavia:"Marie og Vibeke var efter nytåret 1902 rejst fra Napoli til Taormina på Sicilien. Her møder Marie den svenske komponist Hugo Alfvén, og de forelsker sig hovedkulds i hinanden. Marie rejste til Paris for at møde Krøyer og begærede skilsmisse, hvilket han nægtede hende. I maj ankom familien til Skagen, hvortil Marie også havde inviteret Hugo Alfvén. Denne arriverede også i maj, blev kun kort for så at vende tilbage senere på sommeren og bo i et lille hus, Marie havde lejet til ham. På Skagen malede Krøyer bl.a. portræt af Holger Drachmann i Skagensplantage. I oktober rejser han til København for at færdiggøre billedet af mændene bag byens nye rådhus: Portrætbillede af arkitekterne Martin Nyrop, Emil Jørgensen og murerformand H. Krone. - I november gik turen til Berlin, hvor han i oktober/november var med på en international udstilling hos kunsthandler Eduard Schulte. Fra Berlin rejser Krøyer tilbage til Skagen, hvor familien tilbringer julen sammen.
[...]Krøyers ægteskab med den smukke, unge Marie Triepke i 1889 gav ham endnu et yndet motiv, men op mod århundredskiftet ændrede hans maleri karakter, måske under påvirkning af tidens nyromantiske strømninger. Han blev skønhedssøgende, og virkeligheden matte vige for det drømmeagtigt smukke, som i Sommeraften på Skagen Sønderstrand med Anna Ancher og Marie Krøyer Skagens Mus., 1893). 1 1900 var Krøyer indlagt for første gang på sindssygehospitalet i Middelfart. Hans syn og dermed hans arbejdsevne svækkedes af sygdommen, og i 1909 døde han i sit hjem på Skagen.[...]Wikipedia: Although Hugo frequently spent time in Skagen along with Marie, Krøyer was reluctant to divorce her. He finally succumbed when Marie became pregnant with Hugo's child, and their divorce was finalized in 1905.[...] Marie and Hugo divorced in 1936. Marie died in Stockholm, Sweden on May 25, 1940. Skriv selv
Apropos hygge i sommerferie:
Rørbye kritiserede nogle af Krøyer's billeder af Marie og de to kvinder, som går tur på stranden, for at være lidt for "kagedåseagtige". Det er diskrimination mod kagedåser. Det blev nævnt, at det først var ved en auktion over Boye Nielsens malerier, at et Krøyer billede blev solgt til en stor pris. Det blev ikke nævnt, at de mange efterfølgende "prisrekorder" og altså prisstigninger afspejler at billederne elskes af mange mennesker og at andre kunstneres værker også oplever den slags negligering og derefter berømmelse. Gogh er en af de extreme. Jeg synes det er fascinerende, hvor stærkt Krøyer kan få skønheden til at træde frem. Overdrivelse fremmer forståelsen. Det er da tydeligt, at der er kærlighed og elegance i dette billede, ikke? Sådan et billede kan få mig til at glemme myrer, som pisser på mig (og det gør ondt), havesnegle, skovsnegle, dræbersnegle (nå nej, måske ikke også dem:-) tunge trappesten, udgifter til den gamle gartner. Til gengæld kommer jeg i tanke om duften af roser, en varm kvindes smil, et kærligt strejf, en god drøm. Læser man Krøyers "liv", (som ikke var så rosenrødt), ser man at Marie betød noget særligt for ham. Kan man ikke også se det på disse billeder? Skriv selv Name/Blog: Madame Der er sandelig kærlighed og elegance i Krøyers billeder, som du skriver. Du forstørrer nogle af dine fotos, Donald, så de ved første øjekast fremstår uskarpe, indtil man klikker på dem. Har du en bestemt mening med det? Name/Blog: Liselotte Jeg synes også alle hans billeder er meget smukke. Jeg ser dem ikke som romantiserede udgaver af virkeligheden. Jeg ser dem, som en skildring af virkeligheden. Den virkelighed Krøyer levede. Name/Blog: Donald Om det med at de bliver forstørrede: Jeg har for nemheds skyld brugt en Thu, 12 Jul 2007
Udsolgt.
Lidt forsinket bringes her et indtryk. Det stormede og måske er det kamera-ryste-udligningen, som har sørget for at der trods alt kom en slags billede ud af det. (Nu er det en lidt anden udgave hvor de mørke skyer spiller en større rolle. Der anes en fugl højt oppe til venstre:-) Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Regitze Name/Blog: Donald
Vilnius
Hej Venter på en bus til VilniusOg en til: Litauisk rasteplads med 2 strudseHvad søren, jeg troede de holdt til i Afrika. På den anden side har vi haft besøg af en påfugl her i haven. Litauiske flade markerDet er jo fint til landbrug. Så kan man måske få ordentlig mad til rimelige priser? Forældretanker. Efter godt en timestid: Kl.10:10 startede denne flade landevejskørsel. Marker, træer etc.Det lyder som godt landbrugsland:-) Nyd det bare. Her regn og køligt. KH.Far Jeg rejser med i tankerne og det er dejligt at høre hvordan det går. Måske er det meget godt at jeg kan gå herhjemme og samle kræfter. Jeg finder Vilnius med Google: Vilnius Cathedral is an important national symbol for Lithuanians. There has been a cathedral here since the14th century, though it was rebuilt in a variety of styles over the years, acquiring its neoclassical exterior between 1783 and 1801. Måske kan jeg bedre lide katedraler, som trods alt har et budskab om frihed og kærlighed, mere end herregaarde, hvor der ofte har været undertrykkelse og nød så snart man kom udenfor voldgraven. Nå det er ikke tidspunktet at filosofere. Jeg kan bedre lide markedspladser. Jeg tager til Helsinge Bazaar (hvis der er sådan en:-) Skriv selv Mon, 09 Jul 2007
Violin-Ole
Måske hørte jeg om spillestedet fra en anden kant. Man husker ikke så godt, når man prøver at genkalde sig noget, der ligger mere end 40 år tilbage i tiden. Og så endda i ungdommen, hvor hver enkelt dag kunne rumme kontraster, som slet ikke kan beskrives. Men på en eller anden måde hørte jeg om "Purple Door", et spillested for folk-music, og oplevede at blive vel modtaget og få lov at spille nogle sange og noget guitar solo. Det var egentlig meget lærerigt, eller rettere, havde været det, hvis Phil Jones, som kørte stedet, havde været lidt mere kritisk og sagt til mig, hvordan jeg skulle gebærde mig. Eller hvis hans kone, som var meget sød, havde brugt sin musikalske indsigt -- hun var klassisk uddannet og havde stort kendskab til både folk-music og jazz, og sikkert også til rock -- hvis hun havde sagt, hvad hun mente. Men det kom alt for sent, det kom på et tidspunkt, da jeg ville have svært ved at indrømme, at jeg burde lægge min stil om. Så jeg fortrak. Jeg hørte om andre spillesteder og begyndte at gå til "Folk Club of Denmark", som kørte hver torsdag eller var det fredag, i en natklub i Nyropsgade, af alle steder, dette gudsforladte stilløse kvarter med realkreditforeninger og forsikringsselskaber. Der mødte jeg mange mennesker og hørte nogle af de store navne blive større, Freddy Fræk, med en, der spillede vaskebræt så det var en fryd, og måske især Poul Dissing med Shel Silverstein sange; først troede jeg at det var ting, som Dissing selv havde fundet på, så gik det efterhånden op for mig, at det var ting, som var ganske kendte i USA og fortjente en dansk udgave. Jeg havde nogle af de skønneste sange af Piet Hein og Halfdan Rasmussen. Jeg sang også et par ting af Tom Learer, men først og fremmest havde jeg nogle ting for guitar solo af Heitor Villa-Lobos, som var så stærke, at jeg en gang i mellem fik publikum med mig. Men det var talent-aftener, altså aftener, hvor alle kunne få lov at spille et nummer eller to, og der var mange andre som spillede. Specielt husker jeg pigen med stråhatten, som sang så rent og dejligt, og som spredte smil og glæde med sin gruppe. Jeg tror, at det var nogle af dem, hun spillede med, der en aften trak nogle nye ansigter op på scenen, og blandt andet en, som spillede violin. De spillede nogle af de mest platte danske folkemelodier og danse, blandt andet den, der hedder "Den Toppede Høne" i nogle forskellige iklædninger, og de gjorde det ikke særligt godt, men de havde drive og trak publikum med, og det var de gode til, det var kendte, danske ting, som var en stærk modsætning til alt det udenlandske. Vi kunne også selv levere råstof, og de viste, at det kunne bruges. Jeg vidste ikke, hvad violinisten hed, men bagefter, ude i garderoben, kunne jeg høre navnet "Violin-Ole", det måtte jo være ham. Der var også aftener, hvor den meget kendte Evald spillede folkemusik-violin, men det var mere ubehjælpsomt og havde ikke det drive, som denne gruppe pludselig viste. Jeg var glad for at høre en violin. Jeg spillede selv violin - det gør jeg stadig væk, men slet ikke den slags og slet ikke på den måde. Jeg havde undervist lidt i guitarspil og havde også tænkt, at jeg ville komme til at undervise mere i violin, måske endda spille folkemusik selv, hvis jeg ellers kunne finde en måde, som ville få melodierne til at leve og hvis jeg kunne undgå de værste platheder, hvortil jeg regnede "Den Toppede Høne". Og nu spillede de den, så den fik drive - det var da skægt! En anden aften, en kold vinteraften, stod jeg ved stoppestedet på Nørreport og ventede på en sporvogn, som kunne køre mig hjemad. Når jeg stod der, samlede jeg altid op på hvem jeg var. Det var som at skifte ham. Der er noget antiklimax ved at tage en sporvogn, men det er også en rar ting, at man kender vognenes udseende og ruten og måden der ringes på og somme tider møder ansigter, man har set før. Langsomt kommer man hjemad. Pludselig så jeg Violin-Ole stå og vente på en sporvogn i den anden retning og gik hen til ham og spurgte, om det ikke var ham, der havde spillet en aften i "Folk Club of Denmark". "Joeh, det har jeg" sagde han. "Det var dejligt at høre én, som spillede violin", sagde jeg, "det er noget, vi trænger til, og det var dejligt at høre en gruppe, som skilte sig ud og turde spille gamle danske melodier." "Tak skal du have," sagde han, jeg kiggede lidt på ham, han så ganske almindelig ud, meget slank, med en tyk duffel-coat, ikke specielt moderne dengang, men varm og god sådan en kold aften. "Hvordan går det så med spilleriet?" spurgte jeg, "jeg har ikke været i Folk Club på det sidste, har du fået spillet noget mere?" Efter en lille pause fortsatte han "Det var egentlig kun for at være med, at jeg spillede der, jeg spiller ikke så meget." "Det er da fint nok at tage det op, der er vel ikke noget i vejen for, at du kan gøre noget mere ved det?" "Jeg spiller ikke så godt, og det var altså kun for at være med. Jeg ville så gerne opleve det, og så spurgte Claus, om ikke jeg spillede et eller andet. Jeg havde så min violin fra skoletiden liggende, og så sagde jeg at jeg måske kunne spille lidt violin," fortalte han. Jeg så på Violin-Ole, han var ikke mere sjusket end så mange andre unge mennesker, der stod i lære eller læste uden at have rige forældre, jeg kunne ikke afgøre, om han var belæst eller ej, men han virkede så kultiveret og jeg kunne umiddelbart godt lide ham og ville for alt i verden indgyde ham mere selvtillid. "Hmmm," sagde jeg, "hvis du kan lide at spille, så skal du da gribe chancen og prøve at spille noget mere" blev jeg ved. "Nej. Jeg ... det var ikke så godt, jeg spiller ikke så godt. Det var falsk og jeg kom jo ud af takt flere gange. Til sidst kunne jeg ikke høre, hvor vi var og spillede bare det samme." Jeg lo lidt forlegent, jo, det havde jeg jo hørt, men det var der så mange andre, der også gjorde. "Det er jo bare en skævert, det skal du da ikke tage dig af" sagde jeg. "Jeg er da glad for at du kunne li' det," sagde han, og en sporvogn kom drønende og hvinende ind, men det var ikke den, han skulle med. Vi havde et par minutter mere. "Somme tider går det altså hedt til, og så hænger man på, så godt man kan!" docerede jeg, "selvfølgelig kan det blive bedre." "Men mine fingre kan ikke rigtigt," sagde han, "jeg synes det lyder så falsk." "Hvad med de andre, som spillede, hvad siger de?" "Jamen jeg gjorde det jo bare for at være med." En anden sporvogn kom hvinende ind og det var min, jeg løb hurtigt over på den anden side og råbte "farvel!" En aften nogle måneder senere stod jeg igen på det stoppested og ventede på at blive båret hjem af tryghedens sporvogn. Da så jeg en af de andre fra "Folk Club of Denmark", guitaristen Torbjørn, som havde spillet sammen med Violin-Ole og Harmonika-Egon og et par stykker til i den vilde "Toppede". Jeg var i mellemtiden begyndt på et jura-studium, som aldeles ikke passede til mig, eller var det omvendt, og jeg må have set meget anderledes ud, for jeg skulle hen og spørge Torbjørn, om han stadig spillede og om han kunne huske Violin-Ole og de andre. Han kiggede forundret på mig. "Nå ja, nu kan jeg se, hvem du er, du spillede nogle sange dengang. Violin-Ole? Du mener Ole Jensen? Han er død." "Død? Han var da så ung, var han syg?" "Nej, han var for gavmild," sagde Torbjørn. "Hvad mener du med det?" "Han døde af sult. Han havde altid mange gæster, og de tog hvad han havde." "Jamen, kunne han så ikke sige, at de skulle gå?" "Jo, det kunne han vel, men det gjorde de ikke", sagde Torbjørn, "Ole var så svag og han var alt for gavmild, og når der var nogen, som tog noget, så mente han at de også havde brug for det." "Det var dog forfærdeligt!" sagde jeg, "hvordan kan det gå så galt? Var der ingen, som holdt af ham eller hjalp ham?" "Alle kunne sådan set godt lide Ole, men der var ingen, som tænkte på, at han ikke fik mad nok. Og så blev han syg og kunne ikke blive rask." Det var først mange år senere, at jeg funderede over, om dette var beskrivelsen af en narkoman, som havde opgivet at leve. Men Ole var ikke påvirket af noget, de gange jeg havde set ham. Det var på den anden side heller ikke så mange gange. "Jamen hvad så med de andre? Hvad med ham, der sang Julius Strandberg viser?" "Han spiller stadigvæk, du har nok ikke været derinde i lang tid, han kommer en gang imellem. Hans far har en tøjfabrik, det er derfor han kan få syet de gammeldags kostumer, han går i. Han har så mange penge, så han ikke behøver at tjene nogen, så han synger lidt gamle viser for sin fornøjelses skyld. Men folk bliver hurtigt trætte af at høre på ham." "Og hvad så med William, som spillede Halfdan sange?" "Han gik jo rundt i en pige-jakkesæt, jeg ved ikke om det var hans søsters eller hvad, men det var jo ikke så meget for at spille, som for at få lov at gå i det skøre tøj, at han kom." "Ja det var nogle skægge skikkelser. Bollman, var der også en der hed, ham hører man heller ikke så meget," sagde jeg. "Nej, Bollman holder ferie, han er vist taget til de Canariske Øer." "Men Ole, Violin-Ole, hvordan kunne det dog gå sådan?" "Han var for god". Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Men jeg havde (og har) ikke noget imod at nedbryde barriererne mellem kunstarterne og genrerne. Dette at være i et levende musikmiljø med den gejst og dynamik, det var selvfølgelig sjovt for mig. Enhver lighed med faktiske personer og hændelser er tilstræbt:-) Men for ikke at læseren skal blive totalt forvirret er der selvfølgelig udeladt en masse af de ting, som en 19-årig knægt ellers har i hovedet. Alt andet ville være totalt forvirrende. Jeg har prøvet at skrive den råt ned og kan se, at der er mange småfejl, dårlige replikker; det er jeg ked af, men det var vigtigt at få den ud. Name/Blog: Madame Name/Blog: Dana De underlige mennesker, som kom. De der spillede, de der lyttede, de der gjorde begge dele. Når man er opvokset blandt pædagoger og lærere, som også var musikere, var Purple Door en åbenbaring. Tak for dansen ned ad Memory Lane. Der har været en del Violin-Oler langs vejkanten - og de er alle borte fordi de gav med åbne hænder og hjerte, til der ikke var mere at give af. Name/Blog: Donald Ud over denne her historie har jeg også set nogle glimt af Harmonika Egon som får harmonikaen på Svante i Stormagasinet (det er nemlig ham) til at lyde meget mere hjerteskærende (igen, måske skal navnet ændres). Hvis det skal lykkes at fortælle mere, er det nødvendigt at kontrastere med de vanvittig sjove situationer.
Name/Blog: Dana Desuden er musikervinklen vigtig (tror jeg), i alt fald som jeg læser din historie. Den der kontrast mellem den totale indlevelse og den totale egoisme, som er ét lille snubleskridt fra hinanden (eller hinandens spejlbilleder). Og chokket over, at man ikke nødvendigvis er et godt empatisk menneske fordi man er en god empatisk musiker. At spille sammen er ikke det samme som at kunne omgås, eller at kunne stole på hinanden :o) Derfor fik vi kontrasterne. Korridorlejlighederne på Nørre- og baghusene på Vesterbro, hvor man boede fordi det var billigt nok til at man kunne alt det andet også på en ussel løn. Musikmiljøet, som var så berusende at man helt glemte at se på folk som mennesker og deres generelle adfærd, hvis man bare kunne drukne sig i samspillet. Det krævede en styrke som ikke alle havde, at se folk som de VAR i stedet for som de spillede. Og så de enkelte lysende mennesker, der brændte ud alt, alt for tidligt fordi de så de skærende kontraster mellem idealer og virkelighed, derude i samfundet. Velfærd er en stor og sej mundfuld, hvis man ser alle dem der ikke oplever den, og kærlighed er et hånsord for dem der ikke ved hvad den er. Keep up the good work. Name/Blog: Donald Name/Blog: Liselotte
De smukke mønstre på fodboldbanerne ...
De bløde linier her er græsklip, og ikke en pænt friseret/børstet græsplæne, men også det har sin charme. Skriv selv
Et billede mere fra Kattegat.
Eller hvad - er der noget, jeg har misforstået? Kontrasten er rigeligt stor mellem det reflekterende hav og træernes kroner forneden - mon det er specielt for mit kamera at det ikke klarer stor kontrast? Jeg har prøvet at hjælpe lidt på den mørke forgrund og håber at læseren kan skimte trækronerne (min egen skærm er nok specielt slem i så henseende - også det har jeg prøvet at kompensere for med et kvalificeret sjus:-) Skriv selv Sun, 08 Jul 2007
Dagens rejse gik til Midgaardsormens hav.
Skriv selv Name/Blog: Tina Charlotte Møller Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald
Han er ældre end jeg
Han står og kigger på en pige, som læner sig ud af en fransk altan. Lidt længere borte er der resterne af en gammel skillemur, som har græs på toppen. Alt er repareret og istandsat.
Det ser jo godt nok charmerende ud, det lille sceneri fra Tallinn. At dømme efter mange små SMS-hilsener har ham her har haft nogle rigtig gode dage. Ovenstående gademotiv er fra Resetips.com. Men vores udsendte tager også billeder. Vi har bare ikke fået nogen endnu:-) Som en lille trøst bringes her et billede fra vores udsendtes rejse sidste efterår: Et festfyrværkeri af farver på markedet i Annecy, Frankrig. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Men min søn har sendt mig nogle gode SMS'er med besked om hvor han er og hvordan det går, og så har jeg fulgt med på Google Maps og slået op i Lonely Planet Guide m.v. og så syntes jeg at dette billede var så sjovt at jeg gerne ville låne det. Tur-sælgeren og turguiden har sikkert ikke noget imod at jeg bruger det - og hvis man klikker på det, kommer man til Resetips.com's Tallinn guide. Nu skriver jeg på billedet, at det er et lån fra Resetips. Jeg glæder mig til, at han kommer hjem, så vi kan få billeder fra turen at se. Name/Blog: Madame Sat, 07 Jul 2007
Skriv selv Name/Blog: Tina - omme i London Name/Blog: Donald
Sproget
Sprog er det første område, hvor mennesket opdagede fordelene ved standardisering. Som ved standardisering af teknik er der forskellige principper: Enten maximum-standardisering, dækker alt, hvad man har brug for, må ikke fraviges, eller minimumstandardisering, et subset af features, som man kan klare sig med. Minimumstandardisering kan være en udmærket løsning, hvis der arbejdes videre med forbedring og fornyelse. Her er en illustration af en minimumsløsning som er under opløsning til et non-standard sprog. Skriv selv Name/Blog: Regitze Name/Blog: Donald Name/Blog: Irene Name/Blog: Donald
Vand fra rute 6.
DMI varslede tidligt torsdag kraftig regn og det holdt stik. Blandt andet faldt der 60,9 millimeter på Amager og 58,0 i Stenløse og Frederikssund. Man blev vinket væk:
Når man kørte væk, skulle man også igennem en dyb vandpyt:
Se flere vandbilleder hos Regitze! Måske er der stadig et udækket behov for gode billeder og information på en sober, overskuelig måde. Hvorfor kommer jeg til at tænke på ham i regnvejr? Tom Alexander, Thomas K. Alexander, den evigt smilende poet, som ikke husker nederlagene, overser faldgruberne? Jo, det er jo fordi han ignorerer regnen, når den er værst. Ah! Jeg fandt det! Et link til min skrivende rejsekammerat fra for 12 år siden, et helt skoleliv siden (talmagi - her 12 - er en måde at forholde sig til virkeligheden.) Skriv selv Fri, 06 Jul 2007
Linkdrops
Det ydre går fra Kastrup over Middelgrundsfortet til Charlottenlund, et endnu mere ydre går fra Dragør over Saltholm Flak til Tårbæk. Man kan læse om dem på denne velskrevne AmagerMarch webside, som kan inspirere til Københavnske spadsereture. Jeg har lokalt her i Vejby hørt, at Middelgrundsfortet og de andre blev bygget af sand fra bankerne ud for Nordkysten, men kan ikke få det verificeret. Hvis du ved noget, så drop en kommentar, på forhånd tak. Svanholm, Christiania, Ungdomshuset eller Arbejdernes ForsamlingsbygningHvis du ikke har hørt "Sommergæsten" Knud Foldschack fortælle som København, ungdom, sig selv, advokatvirksomhed, og meget mere, så hent den her.Med Mozilla på Linux platformen kan man desværre ikke høre udsendelsen, idet DRPlayer blokerer for andet end Microsoft klienter, enten det nu er af frygt for ophavsretten eller ren og skær inkompetence. Derfor ville det være interessant at skrive et par nøgleord ned, men jeg må nok henvise til de mange "forskræp", som man finder på DR.dk og artikler andre steder om Knud Foldschack's historie og et liv, som giver dyb mening. Samfundskritikeren: Det er derfra de spændende nyskabelser kommer. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Thu, 05 Jul 2007
Verdenssyn, astronomi, filosofi, ord for det samme.
Vejret er anderledes i Roskilde. Syd for Jyllinge var det virkelig værre, det var vådt, væmmeligt, vanvittigt. Nye huse er ikke lavet til at modstå klimaet. Hvorfor? Fordi menneskets hukommelse ikke er længere end 10 år? Fordi man ikke kan lave et tæt hus uden at indeklimaet bliver dårligt? Fordi det er dyrere og byggeentreprenørerne elsker at snyde? Vi prøvede at finde et webcam fra Roskilde Festivalen, men forgæves. Politiken har billeder, men ikke live. Hvorfor er vejret anderledes i Roskilde? Hvis man var forberedt på det og såede to-radet byg i stedet for 6-radet, hvad ville man så få ud af det? Kornet ligger ned (man kan godt se det, hvis man kigger efter - men det er selvfølgelig et meget utydeligt billede. Bilruden var dugget:-) Det, der ligner striber af planter, som ikke er skåret af eller høstet, det er de eneste strå, som er blevet stående. Resten af marken ligger ned og kommer ikke op foreløbig, om overhovedet. Skriv selv Wed, 04 Jul 2007 Med tak til museumhvedekorn og til Madame for ideen. Skriv selv Bemærk især den ensomme højspændingsmast. Apropos hvede: museum for vild hvede og andre hvedekorn. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Tue, 03 Jul 2007
Drømmehuset.
Men for nogle år siden da så dette hus smukt ud; laden var nymalet, vedbenden så grøn og frisk ud, stuehuset skinnede rødt og hvidt. Solen skinnede, og bilerne kørte ikke så ofte denne vej, og fuglene sang og blomsterne blomstrede, husets have lå beskyttet bag sin hæk, og til gårdspladsen var der en låge. Bagved den lille lade var der græs og møddingen var for længst kørt væk og spulet ren. Nu er laden åben for gæster under 100 gram; nemlig svalerne. Billedet mangler den glade lyd af svaler og fuglesang. Skriv selv Mon, 02 Jul 2007
Udsigt fra Farvergaardsvej bro mod Valby.
Det er lige før det burde inspirere til et digt.
Marker modnes. Skriv selv Sun, 01 Jul 2007
Inde bag personaleudgangen. Bag køledisken.
Hvis du ikke sætter de ældste varer forrest, så har du ikke noget at gøre i butikken her.Det er sådan set ok, jeg hører til den type, som altid drikker den ældste mælk (eller kaffefløde) først og sætter den i køleskabet med det samme, så den faktisk kan holde sig til sidste salgsdag og holdbarhedsdatoen. Og hvis jeg skal købe en yoghurt til næste uge, så ser jeg lige på om jeg hellere vil have en af de friskere omme bagved. Så må dem, der skal spise den med det samme, tage den forreste. Men det er alligevel sådan, lidt øh. Det minder mig om den gamle købmand, som da jeg glad og intetanende kom med enten det nu var tomater eller noget andet, sagde at dem skulle jeg få for en krone. (Så kiggede jeg lidt grundigere på dem og forstod.) De er gode nok til at stege, sagde hun. (Købmand og hun, den er god nok.) Skriv selv Name/Blog: Uffe Name/Blog: Donald Sat, 30 Jun 2007
Et hus på størrelse med en lottogevinst.
En rigtig Houynhnhnm! Skriv selv Name/Blog: Kjeldsen Name/Blog: Donald Fri, 29 Jun 2007
Byggeboblen er bristet.
Den blev revet ned og der blev bygget en ny gård med pæne heste gående rundt om. Den er til salg for 23 mio. sagde naboen. Det er ikke så svært at forstå. Eller er det? Nu er boligboblen jo lidt bævrende for tiden, men under alle omstændigheder kan jeg se mening i at købe en gammel gård (der er ikke så mange tilbage) og gå i gang med at sætte den istand. En del af det bør gøres med egne håndkræfter, men en håndfuld millioner for en håndværksmæssig forsvarlig bygning med tagetage er såmænd ikke for meget. Og der ville stadig være langt til en salgspris på 23 mio.
Sag: 14-3139 - Type: Landejendom
Obligationslån:
Kontant 23.000.000
Udbetaling 1.150.000
Brutto 150.164
Netto 161.537
Boligareal 610 m2
Bebygget areal 350 m2
Kælder 150 m2
Grundareal 83,261 m2
Vær. heraf stuer 8/4
Opført 2007
Antal plan 3
Carport 0 m2
Garage 100
Skriv selv
Tilgiv mig oh! ædle læser!
Men måske skulle jeg klippe et lille stykke ud af det? Nej, prøv at se det i fuld størrelse, så håber jeg, at du tilgiver mig at billedet (måske) løber ud over kanten på din browser. Billedet forestiller i virkeligheden et hul i skyerne. Solskin på en regnvejrsdag! I stormvejr! (Hvor heldigt at billedet ikke er så slemt rystet og uskarpt.) Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Name/Blog: Madame Thu, 28 Jun 2007
Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Wed, 27 Jun 2007 Blot kunstigt. Skriv selv Tue, 26 Jun 2007
En lille blomst, som gerne vil blomstre,
Skriv selv Name/Blog: Tina Charlotte Møller Name/Blog: Madame Name/Blog: Tina Charlotte Møller Name/Blog: Donald En anden god overlever er timian. Mon, 25 Jun 2007
Selskabeligt velvære under parasollen
Så jeg glemte paraplyen. Måske er den i familie med Thors Hammer, Mjølner, som altid kommer tilbage til kasteren, tænkte jeg, da paraplyen hilste mig velkommen efter en fugtigvarm arbejdsdag.
Et nærmere studium af mysteriet afslørede, at den havde fået
hjælp til hjemtransporten af det gæstfrie værtspar og tilmed
havde fået en lille hilsen med om, at sådan en god paraply må
være savnet lige for tiden og med en lille hentydning til
parasollen
Hvor ville jeg have været glad for at kunne byde på en kop kaffe - men det må blive en anden dag. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Regitze Name/Blog: Donald Sun, 24 Jun 2007
Jakob Holdt. Husker i ham?
Læs hans baaltale. Den er godt nok et par år gammel, men alligevel. [...] Eller jeg stod med grædende mennesker, der kiggede ned i massegrave efter deres myrdede familiemedlemmer. Og hvem havde gjort det? Gang på gang oplevede jeg at det var deres egen nærmeste nabo, som de livet igennem havde siddet og drukket øl eller kaffe sammen med som bedste venner, der pludselig havde mistet besindelsen, taget jagtgeværet og skudt hele nabofamilien og sat ild til det selv samme hjem hvori de så ofte havde spillet kort sammen og deltaget i hinandens fester.
Børnebål. Nåh nej. Sankt Hans bål.
Henrik vinker til det gamle tog. Passagererne vinkede skam også.
Nu er der fut i. Ved vores lokale Sankt Hans bål var der ingen, der ville brænde hekse. Jo børnene syntes måske det kunne være skægt at brænde en heks. Så måske er det ikke helt forkert når Holdt siger, at vi ville stå som sild i en tønde for at se Maren Splids blive brændt. Det er heller ikke helt dårligt sagt, "der hvor vi virkelig viste overtro var i troen på at øvrigheden altid har ret." Det er Jakob Holdts fine fortjeneste, at han ikke er kommet galt afsted selv om han gør os opmærksom på, at øvrigheden ikke altid har ret. (Det er ikke særligt godt formuleret, forstå det eller dø!)
Solen var under horisonten, men lyste stadig på en sky. Bålet var også ved at ebbe ud. Roen sænkede sig. Uden hyl og gråd. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sat, 23 Jun 2007
Den sidste byggegrund.
Måske er det ikke beboelse, men der er heller ikke plads til fx. en tankstation. Der er ikke gravet 90 cm. ned for ordentlig frostfrit fundament. De har lavet et lille læskur - det ses yderst til højre. Det er finerplader med en støttestolpe af cementsten. Skriv selv Fri, 22 Jun 2007
Der bygges også i Vejby.
Kranen er lige så høj som tårnet, når den strækker sig helt ud. Som Vejbyboer kan man glæde sig over, at kystområdet er udnævnt til "Københavns Grønne Område" og at der ikke bliver bygget højhuse, Fields-kolosser eller Medicinal-Firma-Højhuse, selv om der måske ikke er en evighedsgaranti. Det skal man nok ikke regne med. Om sommeren er nordkysten en by med 70,000 indbyggere. Jeg har for at vide, om det kan lade sig gøre, forsøgt at placere Århusgade og Vesterbrogade midt ned gennem Den Grønne Dal. Skamløst, vandalisme? Jeg pudser fremtidsbrillerne: Det er kun hvis krig og oversvømmelse standser "fremskridtet" at Vejby og Den Grønne Dal får lov at ligge nogenlunde, som de ligger i dag.
Da jeg spurgte Teknisk Forvaltning, om der ville blive bygget flere huse, svarede den rare tekniker med fast stemme overbevisende: "Det behøver du ikke at tænke på. I hvert fald ikke de næste 10 år." Det er nu 21 år siden. Og der bygges på livet løs. Skriv selv Wed, 20 Jun 2007
Valmuer
Det er ikke alle valmuer, som er vilde. Her er en havevariant. Jeg har dog hørt en rar nabo udtale sig skeptisk om dem - noget med at de så vilde ud. Hun var så venlig at slå min plæne alligevel:-)
Skriv selv Tue, 19 Jun 2007
Personale - grillfrokost.
Skriv selv Name/Blog: Spacemermaid Name/Blog: Donald Fri, 15 Jun 2007
Flytte sten.
Jeg skal til det i mindre stil. Trappen trænger lidt. Men jeg har en god undskyldning for at lade det vente. De her selvsåede havenelliker ser søde ud og de er truede hvis der skal repareres trappe. Og bygherren, min søn Malte, synes vist heller ikke rigtigt at den behøver lidt afpudsning, det ser faktisk pænt ud med dette vildnis, ikke? Der er grunde nok til at lade den stå. Ballettens smukkeste kostumer.
Bare den ikke stikker.
Det er samme plante. Det vidste jeg ikke at man kunne komme ud for, forskellige farver, hvid og lyserød, på samme plante.
Skriv selv Name/Blog: Ella Name/Blog: Donald Tue, 12 Jun 2007
Der bygges.
Jeg har set marker, kolonihaver og Amager Fælled blive til "Urban-plan-slum" og igen ændre sig til attraktive boliger. Nu ser jeg det ske på markerne udenfor Roskilde.
For et barn er det et mysterium. Tænk, at mennesker kan lave så store ting. Hvordan mon de bærer sig ad? Som barn så jeg nogle rigtig gammeldags byggepladser, som kun var skovle, trillebøre med træhjul, mursten båret af murerarbejdsmænd. Når mange mennesker arbejder sammen og stabler en masse små sten oven på hinanden, så bliver det til huse. Men hvis man så skal have en hel by, så må der have været mange, der byggede i mange år. Mærkeligt, at man ikke ser så mange. Det må have taget meget lang tid at bygge sådan en by som Vesterbro og Frederiksberg. Men en dag kom der en gravko og så kunne man jo se, at den kunne grave ud til en kælder i store mundfulde. Men hvordan laver små mænd en gravko? Måske kan jeg også løfte noget, der er større? Kaste med færgen af træ, så den kan flyve? Nåjo, mændene er jo større end mig, så måske er de så stærke, at de kan løfte gravko-armen når de skal sætte den på gravkoen. Men det kan min far ikke. Måske har de en anden maskine til at løfte gravkoens arm. Hvor kommer asfaltmaskinerne fra? Tænk, at små mænd kan lave sådan en bred vej. Og bygge store skibe hvor der kan være mange mennesker. Det må være fordi de har maskiner. Maskiner, der kan løfte og forme alle mulige ting. Hvordan mon de bærer sig ad med at få malingen til at sidde på stuelofterne? Malingen vil jo ned, ligesom maden og viskelæderet. Ned, det er gulvet, det er nemt at forstå. Men loftet? Får de malingen til at falde opad? Vender de huset på hovedet, når de laver lofterne? Vejen lægges om.Der bygges udenfor Roskilde i et tempo, som jeg kun har set ganske få gange før. Der bygges boliger og virksomheder.Når jeg en gang i mellem kører mod København, synes jeg der er noget malerisk ved en virksomhed, som ligger i svinget på den gamle landevej lige uden for Universitetet i Roskilde. Landevejen hedder ... "Marbjerg Byvej":-)
Universitetet ligger på Marbjerg Mark. Eller lå på. Marken er væk. Nu hedder det Korallens Allé og Universitetsvej. Men den gamle vej ligger der endnu. Det meste af den. Marbjerg Byvej.
Skynd Jer kom, om føje år ...De fjerner dem nok ikke igen.Skriv selv Mon, 11 Jun 2007
Smilet uden kat.
Jeg har prøvet at tage et billede af blomster i vildnisset omkring terrassen, blomster, som lyser op på en smeltende varm Søndag, men det ville ikke lykkes. Enten rystede jeg på hånden, eller kameraet prøvede at fotografere noget andet end jeg synes, det skulle fotografere. Når jeg stillede kameraet på "manuelt" blev billederne mørke selv om jeg brugte belysningsautomatikken. Ud af 14 er der dog et par stykker, som jeg arbejder lidt videre med:
En gang computer-vrid får det til at se ud, som om de små søde "havenelliker", eller hvad man nu kalder dem, er i en helt anden verden - det får mig til at tænke på Disney's tegninger af smilet uden kat i "Alice in Wonderland". Lidt mere vrid for at lysne de mørke partier og forsøge på at sort stadig er sort har forhåbentlig hjulpet lidt.
De vokser mellem "pynte"græs, vilde hindbær og mange andre kønne urter, den smukkeste grøftekant, jeg har set. Det får mig til at tænke på Albrecht Dürer's billeder af en "klump" med bl.a. mælkebøtter.
Det er åbenbart nemmere for kameraet at fange de hvide nuancer. Dem, der er "røde" eller cyclamen eller hvad det nu er, er åbenbart for ren en farve til at det kan fotograferes. Farven skriger. (Og jo - jeg har prøvet at nedtone "mætning".)
Vinden er rigtig.
Skriv selv Name/Blog: kokken Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Sun, 10 Jun 2007
Ud at slå græs!
Jeg tror ikke, at matematiklærer Anders Nordensgaard Madsen (ANM) mente det så slemt, når han sagde, at han ville ønske, at han havde et job med at flytte kasser. Så kunne man se, at der skete noget. Men det gjorde ondt på dem, der stod ved tavlen, når han sagde det. Da jeg en dag fortalte min søn, at Madsen havde sagt sådan, var hans første reaktion: Ja, sådan et job ville jeg også ønske at jeg havde. Så gjorde det lidt ondt igen. Nu er han i det nordligste Finland for at slå græs og lave stier for turister i et naturområde. Så kan man se, at der sker noget. Haven lokker (heldigvis) for at man skal gå ud:(Fx. for at slå græs:-) Fra 10. Maj er her et billede som jeg synes skal med selv om det er en måned forsinket og kun ser godt ud i fuld størrelse (måske det ikke engang ser godt ud i fuld størrelse:-| men jeg har i hvert fald formindsket det en del.)
Den blomstrede 10. Maj. Der står en hel række på RUC. Sargent's Apple. Den skulle kunne blive noget større end den bliver her, 3 - 4 meter høj, men det går langsomt, og så behøver man ikke at skære den ned så ofte. Det føles som snyd at vælge sådanne "kunstige haveprodukter". Og skulle der komme tørke eller hård frost, så har den det bestemt ikke godt mere. Men køn er den alligevel. Skriv selv Sat, 09 Jun 2007
Til snaps eller syltetøj. Køn er den allenfals:
Denne her Prunus Serotina, "Cherry" eller "Hæg" eller "Glansbladet Hæg" eller måske "Laurbær-kirsebærtræ". Fra Wikipedia forlyder det at bærrene smager godt i snaps eller til syltetøj og i kirsebær-tærter.
Den ligner Laurbær-kirsebær som dog har tykkere blade. Med en uges forsinkelse efter lidt opklaringsarbejde: Laurbær-kirsebærtræ kan man se beskrevet i den Danske Wikipedia. Den er god til havebrug, og den kan bruges som hækkeplante. Prunus Serotina er også god som hæk, deraf navnet "Hæg", men den skal holdes i ave for ikke at kvæle alt. Serotina betyder vistnok savtakket, og henviser til bladenes kanter. Laurbær-varianten har tykkere blade og glatte kanter og er god til varme, hede somre, hvorimod den anden, "Glansbladet Hæg", er fin til det Danske klima med kolde vintre og korte somre, som den udnytter perfekt. Hvis man søger på Laurbærkirsebærtræ på Google havner man her igen:-) Søger man derimod på "Laurbær kirsebær" får man Havenyt's spørgsmål vedrørende have-varianterne før dansk-wikipedia og i tilgift mange andre interessante links. Skriv selv Fri, 08 Jun 2007
Bekendelse!
... at jeg fotograferer min lille jordlod i så mange vinkler og på så mange tidspunkter. Men her er den altså igen. Der sker et eller andet godt, når jeg med hjertebanken og sure fornemmelser over faglige baghold og usaglige anklager går ud og "håndluger" et par kvadratcentimeter bed. Og så med den udsigt. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Ella Name/Blog: Donald Name/Blog: bjlindhard Name/Blog: Donald '"Hvis I bare ville knalde hinanden!" råbte hans mor en aften ...' Det viser jo, hvor meget vi trænger til at tale om ting, som man oftest ikke tør tale om. Thu, 07 Jun 2007 Skriv selv Wed, 06 Jun 2007
Det gror.
Man skal egentlig lægge strå under jordbærrene, som jo rammer jorden (mon det er derfor, de hedder jordbær?), og hvis det begynder at regne er det ikke godt. Jordbær, et. ['jo(·)r'ba [Tegn, der ikke kan vises] [omvendt a med to prikker under] (r-farvet e)r; prov. ell. vulg. 'jå(·)r-, 'j[Tegn, der ikke kan vises] [omega vendt på hovedet] r-] flt. d. s. (ænyd. d. s., fsv. iordhbær, oeng. eorþberige, ty. erdbeere, holl. aardbezie; til Jord 2.3; navnet, fordi bærrene sidder meget nær ved jorden) Men de gror dog også uden strå. I morgen følger billedet af en snegl, som har tænkt sig at spise mit jordbær. Skriv selv Tue, 05 Jun 2007
Astronomisk sandsynlighedsberegning fortæller os (i ugens genlyd
Herligt! Det er en slags virkelighedsperspektiv, som jeg synes er charmerende. I min optik er "den frie vilje" og liv og viljen til at leve to forbundne størrelser, som eksisterer i et andet univers end det astronomiske. Måden de er forbundet er ved at det astronomiske univers lukker op for tilfældigheder, som ikke er tilfældige set i en anden sammenhæng. (Vrøvlet, ikke? Men tænk lidt over det; i det perspektiv er et univers på størrelse med en tændstikæske.)
Alt sådan noget går jeg og glæder mig over, når jeg ser denne
darwinistiske frodighed, som ikke uden videre lader sig beskære
eller billed-beskære.
Somme tider tænker jeg på, om en lille familie kunne få et halvt eller helt års forbrug af grøntsager ud af denne have. Skriv selv Sun, 03 Jun 2007
Det er ikke til at finde ud af.
Hvordan skal man beskære billedet? Jeg skal jo også lige prøve at tage nærbilleder et par gange mere; det er taget i sen aftensol i går 20:30 på 56.12 Nordlig bredde, så solen kommer ind sidefra. Det måtte kunne udnyttes til at give dybde, tænkte jeg. Men skyggen er måske lidt for sort, på den anden side er de grønne blade rimeligt varierede. Skarphed? Det er meget bedre end mobilkameraet:-) men når jeg forsøger at tage et blomsterbillede efter at have drejet kameraknappen over på "blomst" eller "manual focus" så skal jeg jo alligevel se, om billedet er skarp, og suk! Det er altså ikke altid de rigtige briller, man har i lommen. Dybdeskarpheden er ringe, og jeg ved ikke rigtigt, om man kan justere på det ved at mindske blændeåbningen. Det bør man jo kunne. Billed-displayet siger 1/125 sec. f.2.6 og det er ikke meget dybdeskarphed, man får der. Fokus-planet ligger på de små kronblade (eller bægerblade) som stritter ud mellem knopperne, og det er måske ok, ellers ville den røde blomst lidt længere bagud være skarp og resten ligne en anarkistisk kost. UpdatePå min fladskærm på arbejde er billedets mørke dele ok - der er dybde og detailler i, så meget, at man kan se "knopper der står på spring".Skriv selv Sat, 02 Jun 2007
... et område, hvor hele den klassiske musik virkelig må tage sig sammen ...
"Det har vist sig, at vi har nemmere ved at tiltrække folk, der normalt ikke hører klassisk end de fleste andre. Jeg tror, det er fordi, vi spiller koncerter, hvor lytteren kan føle, at han er en del af den kreative proces, og fordi vi opfører os kropsligt, når vi spiller. Hvis vi er begejstrede, så viser vi det! Det er sjovere at være en del af noget, end bare at være vidne til noget, og det er et område, hvor hele den klassiske musik virkelig må tage sig sammen, hvis den skal have relevans fremover. Hvis vi synes, at musikken er vigtig, så må vi vise at det handler om liv og død!"Gør det nu også det? Handler om liv og død? Mest om liv, forhåbentlig. Det er et citat fra en dejlig artikel, Information bringer; der er en ting mere, som er skægt: Lars Ulrik M. prøver at demonstrere, hvorfor det ikke er absolut nødvendigt, at alle toner på instrument som fløjte (og violin) lyder "ens", har samme vokal-karakter. Det har ellers været et mål for instrumentmagere til alle tider, men - som også panfløjte-entusiaster har opdaget - så lyder musik mere levende hvis tonerne "snakker". En, der har arbejdet med sprog uden billeder (radio) har måske en særlig fornemmelse af, hvor meget musik der er i sproget, men Lars UM kan også demonstrere det (også dette er citat fra Information artikelen skrevet af Malene Wichmann:) "Min-yndlingssammenligning-er-mellem-musik-og sprog-Uden-betoninger-temposkift-dynamik-forstår-man-ingenting-af-sproget," forklarer prismodtageren i en lang uforståelig monoton sætning, som Informations udsendte må bede ham gentage, for at få det sigende citat med hjem på blokken. Lars Ulrik Mortensen har beredt os nogle rigtig gode koncerter og indspilninger. Han får Sonnings Musikpris. Tillykke! Skriv selv
Der findes mennesker, som karakteriserer vise levende organismer som skadelige.
Men Bellis? Tusindfryd? Fryder tusinde gange mere på en gråvejrsdag:-)
Skriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Tina Charlotte Møller Name/Blog: Donald Angående udbredelse:
Thu, 31 May 2007
Skal man virkelig støde ind i sådan en her
Den er rubriceret som "Landskabsukrudt". Det er hårdt smukt træ, Amerikanerne kalder det cherry tree og laver smukke møbler ud af det. Plæneklipperskubberen er stødt ind i grenen og går lidt tilbage, ser efter, hvad det er han er rendt ind i og går så tilbage efter kameraet fordi der er et billede lige for næsen af ham. Opdatering:I dag er det også smukt vejr, men den fortryllelse, som lyset gav i går, den er der vist ikke noget af nu.Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Wed, 30 May 2007
Skyfri nat
Skriv selv Mon, 28 May 2007
Bord med hvid dug.
Den hvide dug herunder er som et lærred, som solen maler mønstre på. Sådan var denne frokost også en mulighed for at danne nye billeder og opleve at være sammen med kloge og varme mennesker.
Bordet herover er malet af Peter Severin Krøyer. Ham, som har malet de dejlige billeder med de to kvinder, som vandrer i strandkanten i aftenlys eller nattelys. Ham, som har malet "Hip, hip, Hurra! Kunstnerfest på Skagen" i 1888. Et år efter bordet, som jo ellers godt kunne ligne en skitse.
Forleden aften begyndte jeg at læse om Krøyer, som voksede op i et kærligt, men krævende hjem, og så kom jeg i tanke om Meulengracht-Madsen, som i to eller flere radioudsendelser havde fortalt om Krøyers adoptivfar, der var den første danske forsker, som tog marin-biologi alvorligt, og om drengens vanskelige opvækst indtil han som ni-årig illustrerede papfaderens store afhandling om livet i åer og søer og fik stor anerkendelse for dette arbejde. Meulengracht fortalte mere om Peter's opvækst og vistnok om vanskeligheder i skolen, men jeg kan ikke huske hvad slags. Det står ikke på artscandinavia. Tingene faldt på plads og Peter kom på Teknisk Institut og siden som 13-årig på Kunstakademiet. Her blev han uddannet af gode lærere og fik en pæn start på karrieren, selv om også det var svært - den obligatoriske udlandsrejse måtte han finansiere med lån fra Hirschprung, lån, som han ikke anede, om han kunne betale tilbage. Men Krøyers billede her, - og andre - er spændende fordi de er malet i en tid, hvor fotografiet stiller nye krav til malerens kunnen, ikke at man skal efterligne fotografiet (Krøyer benyttede fotografiske forlæg til en del af sine arbejder) men mere fordi man er nødt til at vise, hvad maleriet kan, som fotografiet ikke kan. Snapshots, eller hurtige fotografier, var utænkelige dengang. Det tog tid at tage et billede. Men Krøyer's HipHip er jo et snapshot. Jeg mener at kunne genkende Anna Ancher's næse, og hun holder den lille pige kærligt ind til sig, mens hun skåler med de andre, der vel ikke har opmærksomheden på barnet. Beskuerens placering er sådan, at barnet er i forgrunden, nærmest centrum af billedet. Det er en af de vigtige historier, som Krøyer vil fortælle os. Detaillen her synes jeg viser et meget kærligt og vidtfavnende menneskesyn. Dejligt. Det er vel et sådant vidtfavnende menneskesyn og denne imødekommenhed, som jeg oplevede hos Madame og Monsieur. Skriv selv Name/Blog: Madame Der er skrevet tankevækkende om Peder og Maries ægteskab - hjertegribende, grufulde ting. Hørte en montage om dem på P1 for år tilbage bygget over Maries breve til en veninde. Vi skal åbenbart – de fleste af os – have vores portion lidelse. Og hvad kan man bruge den til... lære at sætte pris på nuet, som var et af emnerne i går? Blive troende – hvis man er sådan indrettet? At meningen kan findes mange steder? I naturen, dyrene, fællesskabet, det enkle, roen, fordybelsen? Der er vist frit valg på alle hylder. Name/Blog: Regitze også som barn holdt jeg meget af hip hip hurra, ikke mindst fordi det var malt i børnehøjde. måske synes du denne her skitse er meget sjov: http://www.skagensmuseum.dk/dk/udstilling/tidligere/privatliv/side%206/ og måske kunne vi tage på gruppeudflugt til den Hirschsprungske samling en dag (der er lidt langt til Skagen - for nogen af os:) jeg er i hvert fald inspireret af Madame og dig til at dykke lidt dybere ned i Peter Severin. Name/Blog: Donald @Madame: Hvis det er et spørgsmål, så vil jeg svare jo, mening kan findes mange steder eller skabes på mange måder. For mig er det skabelsen af trygge rammer og fredelig udveksling af ideer, oplevelser og glæde, som giver mening. Det var bare så dejligt at komme rundt om så mange emner i går. @Regitze: Det ville være fint at lave en fællestur til enten Hirschprungs Samling, virkelig go' idé! Name/Blog: Madame Name/Blog: Ella Det ville være skønt med en fællestur - jeg kunne springe på i farten :-) Name/Blog: Donald Name/Blog: Liselotte Sat, 26 May 2007
Gå efter bolden, in casu cykel-cirkus'et, og ikke efter manden.
Se evt. update nederst. Hvad er det for noget med at bede Bjarne Riis om at aflevere den gule trøje? Mit lille hovede forstår ingenting. Er det Bjarne Riis eller er det hele hysteriet omkring Tour De France, der er skurken? Hvordan er historiens Tour De France kommet til at se ud, som de gjorde? Jeg husker et introduktion, som fortalte, at en rytter havde taget toget på en del af strækningen. Hvor langt er der fra at tage toget (i stedet for at cykle) til at tage en pille eller lade sig true til at gøre det af holdets manager? Hvorfor kommer jeg til at tænke på Mols? Og på en afgående hærchefs afskedsceremoni, som blev aflyst (men han gik alligevel:-) Skal man kritisere Molboer for at bo på Mols? Eller en hærchef for at have hang til skydeøvelser? Uden nogen forbindelse i øvrigt: De vokser ikke lige hurtigt. Den flotte blev "dopet" ved at jeg plantede den ud strax. De andre ser mere og mere syge ud, de må have fået et knæk af at blive stående i potten. Jeg har hørt at det kan skyldes at der samler sig gødningssalte på overfladen af pottejorden, når de står i drivhus og bliver bakke-vandet nedefra. Når man så vander potten ovenfra, får rødderne gødningschok! Forhåbentlig kommer de sig alligevel. Bjarne Riis er kommet så langt fra dopingen - forhåbentlig kommer han også videre og forhåbentlig bliver han ikke skydeskive. Alle, der så det Tour de France i 1996 kunne se, at han var doped. Man kan ikke cykle så meget bedre end alle andre. Men det var betingelserne, og han vandt på de daværende betingelser. Et eller andet sted var det godt alligevel. Tænk på, hvor meget lykke, man kan skabe med ros, og hvor lidt der skal til at skabe had. Se på det positive: Nu har vi en spids, som går imod doping, og som kender det indefra!!! Update:Steen gør mig opmærksom på, at der er mindst én ærlig ikke-doped cykelrytter, som er blevet snydt. Det var jeg sådan set godt klar over.Den tidligere ONCE cykelrytter Johnny Weltz ærgrer sig i dag over, at han i 1990'erne, hvor han var på toppen, blev snydt for topplaceringer på bekostning af dopingsnydere som Bjarne Riis. "Der er ingen tvivl om, at jeg kunne have haft bedre resultater, hvis ikke mine konkurrenter havde snydt," siger Johnny Weltz til Ritzau. Johnny Weltz er i dag sportschef for det lille Amerikanske cykelhold Team TIAA - Cref.mrDet er naturligvis ikke ok at snyde med doping. Men man skal ikke rette smed for bager. Hvem er bagmændene, som har haft økonomisk interesse i cykelsporten, i doping etc. Det hjælper ikke at få en brugt gul trøje inddrevet. Skriv selv Fri, 25 May 2007
Camouflage
Jeg har forsøgt at "forbedre" ved at beskære billedet. Og givetvis er effekten bedre, når man fremhæver sort/blå flitteren (lav-kvalitet, hurtigt download), men det fulde billede er alligevel bedre. Skriv selv Name/Blog: regitze Name/Blog: Donald Wed, 23 May 2007 Uden egentligt motiv. Ah, nu "lyver" jeg. Det minder mig om græsset på et maleri af PS Krøyer. Skriv selv Name/Blog: Madame Name/Blog: Donald Mon, 21 May 2007
"Er du parat, Plys? Grisling, flyt dig lidt,
"Nej", sagde Æselet. Plys lod stenen falde. Der lød et stort plask, og Æselet forsvandt. Tilskuerne på broen stod bekymrede og stirrede ned. De så, og de så -- og selv synet af Grislingens pind, som kom frem lidt før Ninus', opmuntrede dem ikke så meget, som man kunne have ventet. Men ligesom Plys begyndte at tro, at han måtte have valgt den forkerte sten, eller den forkerte flod eller den forkerte dag til at udføre sin plan, kom noget gråt et øjeblik til syne ved flodbredden -- og det blev langsomt større og større -- og omsider var det Æselet, som kom til syne.
Med et råb styrtede de alle sammen ned fra broen og halede og
sled i det, og snart stod det igen på det tørre. "Det var godt gjort, Plys," sagde Ninka Ninus, "det var en god idé, du dér fik."
Kløgten sørger som sædvanligt for at tilrane sig så meget af æren som muligt. Undskyld forsinkelsen - der har været så meget andet. Skriv selv Thu, 17 May 2007 Peter Plys hedder ikke Peter Plys, men Winnie-the-Pooh. Jakob hedder Christopher Robin. Grislingen hedder Piglet. Mr. Sanders er et navneskilt. Kængubarnet hedder Kanga. "Hundrede Meter Skoven" hedder Hundred Acre Wood (det er i virkeligheden noget større end 100 meter! 100 acres eller 40 hektar er ca. 100 fodboldbaner eller 400 parcelhusgrunde af lidt over normal størrelse.) Well, hør her: Når jeg hører nogen tale om et kompliceret emne, og de siger "i virkeligheden er det sådan og sådan" så studser jeg og spørger, om det ene nu er mere virkeligt end noget andet. Sætningen afspejler, at taleren har oplevet et "klarsyn" (hmmm ...) eller det, som nogen kalder en "aha-oplevelse". Når man på den måde forøger sin indsigt, er det som regel ved at kunne sætte ting ind i en lidt større sammenhæng. Måske er det fordi udgangspunktet er en hverdagsagtig tilværelse, som vi alle kan forholde sig til, selv om "Hundrede Meter Skoven" er noget større end en parcelhusgrund eller en boligkarré i en almindelig by. Med det udgangspunkt kan Benjamin Hoff påpege nogle ting omkring vilje og samspil med omgivelserne. Men dermed ikke sagt at det er nemt at forstå - eller at man bliver overbevist om, at han og Taoismen har fat i en dyb sandhed. Skriv selv Name/Blog: Donald
Ved den tredie vinter var træet så stort, at Haren måtte gå uden om det.
"Ja, det er det vist," svarede Plys og sov videre. Ninus lagde sig ved siden af. Uh, hvor det var koldt, det var rart at have en plysbjørn at ligge ved siden af, og dér lå de indtil vinteren var omme og sneen var smeltet og floderne svulmede af forårets tø og dryp. Og en dag kom Grislingen og Kængubarnet forbi, og foreslog at de gik hen til bækken for at holde konkurrence. De fandt ned til bækken og fulgte den et stykke:
Bækken var, da den nåede udkanten af skoven, vokset så meget, at den næsten var en flod, og fordi den nu var voksen, løb og sprang og glitrede den ikke, som da den var yngre, nu vidste den jo, hvorhen den skulle, og den sagde til sig selv: "Der er ingen hast, kommer vi der ikke i dag, kommer vi der i morgen."Da de kom ud af Hundrede meter Skoven foreslog Grislingen, at de skulle gå hen til broen og lege "Peter Plys-pinde". De smed deres pinde ned i vandet og gik over på den anden side af broen for at se, hvis pind, der kom først. De stod temmelig længe og ventede, da der kom flydende ... et Æsel. Æselet?
"Jeg vidste ikke, at du legede med," sagde Kængubarnet.Så fik Plys en idé. De kunne smide nogle sten ned i floden, så stenene kunne lave bølger, så bølgerne kunne skvulpe Æselet ind til bredden. Ninka Ninus syntes det var en udmærket ide. Det gjorde Æselet ikke.
"Vi kunne jo også komme til at ramme Æselet," sagde Grislingen bekymret.... fortsættes
Benjamin Hoff bruger denne historie som illustration af Taoismens
begreb Wu Wei. Det bliver spændende at se hvordan.
Knurren fra Leo: "Donald, du gør det hele til en intellektuel
forestilling, det er helt forkert! Bare vær. Vær dig selv. Se."
Mig: "Leo! Du er død! Du kan ikke tale!"
Leo: "Hmmm ... mener du virkelig det, hvad gør jeg så nu? Jeg
spørger bare, ikke fordi jeg er fornærmet."
Mig: "Du er bare en indre stemme, en af mine fantasifulde
indskydelser. Min mor sagde altid, at jeg havde en løbsk
fantasi. Det sagde min onkel også, når jeg filosoferede over,
hvordan det mon er at være en plante og han måtte jo vide den
slags, for han havde været i Argentina før der var noget der hed
rutefly."
"Det var en interessant onkel, lille Donald. Men hvordan tror du
så du har fået den indskydelse, som du kalder mig?"
Nu var det min tur til at summe og brumme: "hmmm ..."
Leo: "Der kan du bare se."
Oversætteren (af Hoff) har brugt Plys-oversættelsen, og det er
fint. Den originale tekst har en hel masse konflikter med det
danske navn "Peter Plys", som jeg slet ikke var klar over førend
jeg fandt denne URL med
"Winnie The Pooh" - forklaringer.
Winnie er et pigenavn. På spørgsmålet om, hvordan Sir Edward Bear
kan komme til at hedde Winnie melder historien, at det ikke er et
pigenavn, fordi han hedder ikke Winnie, men "Winnie-ther-Pooh".
Jakob hedder ikke Jakob, men Christopher Robin. Fra Pooh-corner:
'When I first heard his name, I said, just as you are
going to say, "But I thought he was a boy?"
"So did I," said Christopher Robin.
"Then you can't call him Winnie?"
"I don't."
"But you said---"
"He's Winnie-ther-Pooh. Don't you know what 'ther'
means?"
"Ah, yes, now I do," I said quickly; and I hope you do
too, because it is all the explanation you are going to
get."
Skriv selv Sun, 13 May 2007 Ude i skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa iltert med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom de med en hel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa Straa, saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: "nei! hvor er det nydeligt lille!" Det vilde træet slet ikke høre.Mig: "Et dumt træ! Det kan da ikke tale". Leo: "Hør nu bare efter. Du er alligevel alt for stresset efter en lang uge med arbejde og alt sådan noget, og nu trænger du til at lytte. Mmmmm ...." Jeg er godt klar over, at dette er ren og skær fiktion. Leo er ikke hos os mere, og træer kan ikke tale, men han er nu god, ham H.C. som heller ikke lever mere. Skriv selv Sun, 06 May 2007
Natten er så stil...
Nu gad jeg vide, om jeg får en copyright sag på halsen for offentlig fremførelse af et værk (som jeg ikke aner hvad er for et:-) Jeg garanterer: Det var simpelthen lyd, som den kom ind udefra ind på min private grund. Optaget ved at tænde for lommekameraet og indspille en kommentar. Det kan man da ikke forbyde mig at offentliggøre? Man kan ikke sige, at larmen holdt mig vågen. Det var snarere sådan at den forhindrede mig i at tænke ret mange tanker, og så flader man ud og falder jo efterhånden helt i søvn. Jeg er glad for, at den nye nabo holdt housewarming med manér og i øvrigt er glad for sit nye hus. Og så begyndte jeg at drømme: Peter Plys sidder under et træ i Hundrede Meter Skoven, mæt og tilfreds, og snakker med Æselet om at være ved at drukne i floden. Der kommer en stor kat listende og lytter bekymret på al den snak om vand og at blive våd. Det er ikke Tigerdyret, det er en rød kat. Det er Leo. Hvad hville der ske, hvis Leo mødte Peter Plys? ... fortsættelse følger ... Skriv selv Fri, 04 May 2007
Skovtur
Her er svanerne nogenlunde tæt sammen, men halvt inde under en busk og de er ikke særligt samarbejdsvillige. De stiller sig ikke op med ansigt mod kameraet og svømmere hellere væk fra hinanden end tættere på. Monet! Here we come:-) Svanernes hvide fjer er så hvide at alle detailler forsvinder - men jeg nyder baggrundens blå og grønne farver. Her er lidt flere billeder fra turen. Min søn og turfører Malte har flere billeder. Skriv selv Tænk at kunne tage billeder i stribevis uden at det koster noget. Man kan experimentere i det uendelige, og det gør jeg. Kan man fange blinket i havet? I modlys? Kan man overhovedet få rummet og lyset i den situation? Jeg kom ud fra Tisvildeleje Hovedgade til Stejlepladsen (der, hvor fiskerne hængte garn til tørre og bødte dem) og pludselig er jeg under den store himmel og ser 10 kilometer ud over havet. Kan oplevelsen formidles? Kontrasten til forgrunden er ret stor og på min "hjemmeskærm" er bilen og skraldespanden helt sorte. Men på en ny fladskærm af høj kvalitet er der detailler med i mørket i forgrunden - så da billedet jo signalerer noget om livsglæde, sol og lys og skrald og bil og forurening, så får det lov til at stå som en påmindelse om, at livet er dejligt. Billedet direkte fra kamera er 2592x1944 JPG, 996 KB. Klik på billedet for større og tættere-på-originalen-versionSkriv selv Name/Blog: Liselotte Name/Blog: Donald Thu, 03 May 2007 Skriv selv Wed, 02 May 2007
Forår. Hundene kommer mere ud. Måske får de lov til at gå selv.
Kære Nabo! hvis du læser dette, så tænk på at din hund går over på min plæne og lægger sine hundeprutter. Sig til den at det må den ikke. Skal jeg hegne haven ind? Blomsterne dufter. Når jeg skal fjerne hundeprutter, får jeg kvalme. Lugten er syrlig og sygelig og måske er jeg sart. Jeg synes jeg har fået nok af den slags. Engang spurgte en kollega om jeg var en af den slags, der ikke kunne lide lort. Jeg svarede uden ret meget betænkning "Ja". Skriv selv Name/Blog: Tina Charlotte Møller Det er som regel ejerens mangel på omtanke eller evne, der bevirker, at nogle mennesker får et dårligt indtryk af en hund (og/eller dens efterladenskaber). Det er naturligvis ikke rimeligt, at du skal gå og rydde op efter en anden mands hund. Næste gang kunne du måske venligt gå ind og spørge naboen, om ikke han selv vil være så rar at komme og fjerne det, som hans hund har tabt. Og så kunne I måske få en god og fredelig snak om, hvordan I fremover løser problemet, før det ender i en irritation og ophidselse, hvorunder dyret - der faktisk er uskyldigt - bliver den ultimative taber. Name/Blog: Donald Jeg følte, at øjeblikket var inde til frivillig hundeprutteindsamling:-) Under arbejdet fornemmede jeg, at hunden undrede sig over, at jeg gad; den stod ovre på sin grund og kiggede over på mig. Den så ret pæn ud i lyset og solen, så jeg besluttede, at nu var det tid til at tage et billede. I øvrigt var hunni meget villig til at lade sig fotografere, selv om den lagde sig ned mens jeg hentede kameraet. Da jeg sagde "hej Vuffi - se på fotografen!" så gjorde den det. En vigtig grund til at skrive var lige så meget for at komme af med historien om kollegaen; lugt-hallucinationerne og kvalmen kommer jeg af med ved enten kaffe og ristet brød eller noget andet, som lugter godt og stærkt. UpdateJeg har lige måttet genne hunni ud, og den grynter surt af mig, når jeg gør det, og lunter på sin overlegne måde ud - familien stod på den anden side og må have kunnet høre mig, men de rørte ikke en finger.Tue, 01 May 2007
Jeg har lige hørt at der er 50.000 Danskere under fattigdomsgrænsen,
Når afstanden mellem rig og fattig øges, er resultatet stagnation. Der er flere og flere, der bliver sat på gaden. Der er flere og flere tvangsauktioner. Der er færre, som får en god uddannelse. Der er færre iværksættere. Københavns Metro har kostet omkring 9 mia. kroner. Man kunne for mindre beløb bygge mange særbane sporvogne eller letbanetog. Man kunne formentlig også have sparet penge på mange andre måder. Det, der er mit budskab, komme her: 50000 gange med en årsindtægt på 180000 kr. er 9 mia.Med andre ord, det er ikke en urimelig stor udgift at sørge for de svage i samfundet. Måden vi gør det på, kan diskuteres. Lavpris-metro med indbyggede arbejdspladser. Skriv selv Mon, 30 Apr 2007
Professor dokumenterer min mavefornemmelse:
Sådan ser Machiavellis formel ud. Det er den, som Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen, metroen og DR Byen alle er resultat af, konstaterer professor, dr. techn. Bent Flyvbjerg i ny doktorafhandling "Megaprojekters politik og planlægning: Problemer, årsager, løsninger".Omvendt Darwinisme. Men selv om det altså er de dårligste projekter og de mest løgnagtiger projektmagere, som overlever, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at Bent Flyvbjerg anvender Københavns Metro som exempel. »Projektet blev 151 procent dyrere og med cirka 40 pct. færre passagerer end forudsagt. Det, der lignede en god investering, er blevet en finansiel katastrofe. Og de ansvarlige er i færd med at feje problemet ind under gulvtæppet ved at omorganisere Ørestadsselskabet.«Der er nemlig trods alt så mange, som er glade for Metro'en. De vil med en morsom form for logik kunne sige: Jamen, hvis man ikke havde underbudgettet omkostningerne, ville vi jo ikke have fået Metroen! Det farlige ved denne slags argumenter er såmænd ikke, at man er nødt til at sluge en større regning, men det, at man ikke ved, hvad man kunne have fået i stedet. Ren Morten Korch -- let moderniseret. Skriv selv Sat, 28 Apr 2007
Solveig Bjørnestad opfordrede til omhyggelig tilstedeværelse på internettet --
Hotbot: Donald Axel ... hmmm Nådada, vi må hellere se på noget andet. Her er Svanesøen, Pas de Deux: Skriv selv Name/Blog: Kjeldberg Name/Blog: Donald | |||||||||||||